Det Skete Bare Ikke Lige

Jeg flytter

Emil drejer nøglen om i låsen til hoveddøren, og den velkendte knitren fra dørens hængsler lyder, da vi træder ind i huset. Regnen fortsætter ufortrødent med at tromme mod vinduerne og taget, som om den vil cementere den tunge atmosfære. Vi er begge våde, og vandet drypper stadig ned fra vores hår og tøj. Men i mørket skjuler det mine våde øjne og de tårer, der truer med at flyde over.

"Emil..." Jeg stopper midt i sætningen, stemmen knækket af smerte og sorg.

"Hvad er der?" Emil's stemme lyder bekymret og øm.

"Betyder det her så, at vi slår op?" spørger jeg, mine ord hængende tungt i luften.

"Ja, det er nok bedst" kommer det stille fra ham, og jeg mærker et stik af smerte i mit bryst.

"Men vi vil da forblive venner, ikke?" Jeg prøver at holde tårerne tilbage og tvinge et smil frem, men det er som at kæmpe mod en overvældende bølge af følelser.

"Emma... vi vil altid være mere end venner i mine øjne, uanset hvor vi befinder os," siger han blidt og trækker mig ind til sig i et varmt kram.

Jeg føler mig som en druknende person, fanget i en hvirvelstrøm af emotioner. Mens vi står der, forsøger jeg at samle mig selv og rydde op efter aftenens tumult. Emil går tavst rundt i rummet og hjælper til, men den trykkede stemning hviler tungt over os som et sort tæppe.

Da vi endelig går ind i soveværelset, føles det som om, vi begge bærer en uudtalt byrde. Mens jeg børster tænderne, lader jeg tårerne strømme frit, ude af stand til at undertrykke smerten og sorgen, der fylder mig. Jeg kigger mig selv i spejlet og ser en fortabt sjæl stirre tilbage på mig.

"Hvornår bliver du flyttet?" Mit hjerte hamrer hårdt i brystet, da jeg vover at spørge det.

"Om nogle uger," svarer han, og jeg kan mærke en klump danne sig i min hals.

"Det var hurtigt," får jeg fremstammet, følelserne trænger sig på som en flodbølge.

"Ja, men det har været planlagt i lang tid," siger han med en tone af resignation.

Jeg griber hans hånd og klemmer den let, et forsøg på at forstå og acceptere det, der er ved at ske.

"Så lad os nyde de sidste uger, vi har sammen," siger jeg med en tvungen lettethed, selvom smerten brænder dybt i mit indre.

"Hvad sker der så med huset?" spørger jeg, tøvende og næsten modstræbende.

"Det bliver sandsynligvis solgt," siger han, og jeg kan mærke en stikken i mit bryst.

"Det bliver underligt ikke at bo her længere," sukker jeg, tårerne presser sig atter på, og jeg kæmper for at holde dem tilbage.

"Ja," siger han, et hint af tristhed i hans stemme, og jeg ved, at han føler det på samme måde.

Jeg glider langsomt ind i søvnen i Emils beskyttende arme, men selv hans varme omfavnelse kan ikke skjule den uro, der hviler i mit indre. Jeg ved, at denne nat vil ende, og med den også vores tid sammen.

Lyden af min telefon, der ringer, trækker mig brutalt ud af min halvhjertede søvn. Jeg løsriver mig forsigtigt fra Emils faste greb og fumler efter telefonen på natbordet.

Mie ringer, lyder det fra skærmen.

Jeg rejser mig fra sengen og tager telefonen med ned i stuen, hvor jeg forsøger at ryste søvnen af mig.

"Mie, hvorfor ringer du så tidligt? Klokken er 5 om morgenen," siger jeg med en træt stemme.

"Emma..." Hendes stemme er lav, næsten hviskende, og en uforklarlig frygt borer sig ind i mit bryst.

"Er der sket noget?" spørger jeg, pludselig vågen og fuld af bekymring.

"Emma, jeg flytter," hvisker hun, og det er som om hele verden standser et øjeblik.

"Hvad? Hvorhen?" mit hjerte hamrer i brystet, og jeg kan mærke, hvordan panikken begynder at brede sig.

"Mathias har fået tilbudt at skifte til en ny klub," siger hun med en tone af tristhed.

"Også ham? Emil er også blevet flyttet," siger jeg, forvirret over sammenfaldet.

"Hvad? Så du flytter også?" Hendes stemme er fyldt med overraskelse og forvirring.

"Ja, men ikke sammen med ham," svarer jeg, tøvende og modstræbende.

"Hvor flytter du så hen?" hendes spørgsmål rammer mig som en sten, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det.

"Hvorfor kommer du ikke herover, så kan vi snakke om det?" siger jeg, håbende på, at det vil gøre situationen lettere.

"Okay, det vil jeg gerne," siger hun, og jeg hører hende begynde at gøre sig klar til at forlade sit hjem.

"Vi ses om lidt," siger jeg og lægger på, følelsen af at være fanget i et mareridt svæver over mig.

Jeg laver te og skærer frugt i små stykker, mens jeg venter på Mie.

*bank bank*

Jeg åbner døren, og Mie står der, hendes ansigt en blanding af bekymring og nysgerrighed.

Jeg smiler svagt til hende og byder hende indenfor med et kram.

"Bare vær stille, Emil sover stadig," hvisker jeg og leder hende ind i stuen, hvor vi sætter os i sofaen.

"Fortæl mig alt" siger hun og ser forventningsfuldt på mig.