Emma, 18 år, single og har aldrig haft en kæreste.
Det er sådan folk beskriver mig.
Pigen som ingen dreng nogensinde har været interesseret i.
Men hvordan kunne det så ske, at det lige var mig, som han faldt for?
(Bliver ofte rettet til det bedre)
Jeg gør mig klar til at tage i byen, da det pludselig banker på døren.
"Emma? Der er en, som gerne vil snakke med dig," siger Mie stille, og jeg fornemmer en vis spænding i hendes stemme.
Jeg åbner døren og mister mit smil, da jeg ser Emil stå ved siden af hende.
"Emma, kan vi lige snakke?" Spørger Emil og ser bedende på mig.
Jeg himler med øjnene af ham, men lader ham alligevel træde ind i lejligheden.
Han kommer ind, og Mie lukker døren bag ham, så vi er alene.
"Hvad vil du sige? Flere løgne?" Siger jeg falskt og sætter mig ned ved spejlet for at lægge min makeup færdig.
"Emma, jeg har ikke løjet for dig. Alt det, som jeg har sagt til dig, er sandt," insisterer han.
"Okay, så siger vi det," siger jeg og lægger min mascara med en pludselig skarp bevægelse.
"Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for at du tror på mig," beder han, og hans stemme lyder oprigtig, men jeg kan ikke lade være med at være skeptisk.
"Du behøver ikke gøre noget. Du må gerne være sammen med hende, men du behøver altså ikke at lyve overfor mig," siger jeg, mens jeg stadig undgår at møde hans blik i spejlet.
"Men jeg troede stadig, at vi havde noget, Emma," siger han trist.
Jeg sætter irriteret mascaraen tilbage i hylsteret og kigger på ham gennem spejlet.
"Det troede jeg da også, Emil. Men så finder jeg ud af, at du kysser med andre. Det må du også gerne, men så skal vi jo ikke være sammen, vel?" Siger jeg og vender blikket væk fra ham.
"Men vi kan vel stadig være venner, selvom du ikke tror på mig?" Spørger han forsigtigt.
"Jo, selvfølgelig. Men jeg håber virkelig, at du taler sandt, for hvis du så meget som lyver for mig en gang mere, så vil jeg aldrig se dig igen," siger jeg og møder hans blik med et alvorligt udtryk.
Han bliver mundlam, og jeg kan se, at mine ord går lige ind hos ham.
"Skal du også med i byen?" Spørger jeg og rejser mig op fra gulvet, hvor jeg har lagt min makeup.
"Ja, men jeg kommer først lidt senere," siger han og smiler svagt.
"Okay, så ses vi," siger jeg og følger Emil ud af værelset, så jeg kan gøre mig helt færdig.
Jeg sætter mit hår og tager en kjole på som jeg har fået af mit arbejde:
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
Vi tager en taxa over til klubben, og stemningen i bilen er allerede høj, da vi alle har drukket lidt på vejen. Latteren fylder luften, og jeg kan mærke spændingen brede sig i min krop, mens vi nærmer os festen.
Da vi ankommer til klubben, bliver jeg overvældet af lyset og musikken, der pulserer gennem den dunkle atmosfære. Klubben er fyldt med unge mennesker, der danser og ler.
Mie og jeg bevæger os op til baren og bestiller drinks til os selv og vores venner. Stemningen omkring os er elektrisk, og jeg kan mærke spændingen boble i luften.
En time senere træder Emil og hans venner ind ad døren, og jeg vinker entusiastisk til ham. Alle bekymringerne fra tidligere er pludselig glemt i festens sus, og jeg glæder mig over at se ham.
"Hej, hvor ser du godt ud," siger Emil lænende ind til mig, da musikken er så høj og det giver mig sommerfugle i maven. Han giver mig et kram, der sender varme gennem min krop. Jeg smiler bredt og takker ham, mens jeg indånder hans velkendte duft og beundrer hans perfekte ydre. Det er svært ikke at lade sig fortrylle af ham, selvom vi kun er venner nu.
"Sæt jer ned," inviterer jeg resten af gruppen, der er fulgt med Emil.
Vi sidder og snakker i lang tid, drikker og griner sammen. Festen er i fuld gang, og jeg føler mig let og ubekymret i selskab med mine venner.
Pludselig mærker jeg trangen til at tisse, og jeg rejser mig fra bordet for at finde vej til toilettet. Inde på pigernes toilet er der stille og tomt, og jeg går mod en af båsene. Men da jeg griber fat i håndtaget, mærker jeg pludselig en hånd om mit håndled, og jeg vender mig overrasket om for at se, hvem det er.
