Det Skete Bare Ikke Lige

Den sidste eksamen

Onsdag morgen. Den dag, hvor alt kulminerer, hvor forventningen er til at skære i. Det er dagen, hvor min hvide hue skal placeres stolt på mit hoved som et symbol på min overgang til en ny fase af livet.

Jeg står op og føler en sitrende nervøsitet brede sig i min krop. Min eksamen er lige rundt om hjørnet, men først skal jeg støtte Mie, som skal op før mig. Vi har aftalt at mødes, og jeg ved, at hun har brug for min støtte ligeså meget som jeg har brug for hendes.

Jeg trækker min hvide kjole frem og finder mine sko, mens tankerne farer gennem mit hoved. Min familie er allerede klar og venter på mig. De er lige så spændte som jeg, for Mie. Mie er ikke kun en veninde i min families øjne, hun er nærmest en del af vores familie. Ligesom jeg nærmest er en del af Mies familie.

Vi står samlet på gangen på skolen, nervøsiteten hænger tykt i luften. Hele Mies familie er også til stede, og jeg bemærker Mathias blandt dem. Emil kunne desværre ikke være her på grund af andre forpligtelser, og selvom jeg forsøger at fokusere på min eksamen, føler jeg alligevel et stik af skuffelse.

Mies triste udtryk, da hun endelig kommer ned ad trappen, næsten knuser mit hjerte. Jeg kan mærke tårerne presse sig på, men pludselig bryder hun ud i et kæmpe smil og råber: "Jeg fik 10!"

En bølge af lettelse skyller gennem os alle, og vi råber i kor af glæde. Jeg skynder mig at skrive karakteren i hendes hue og giver hende den største krammer. Hele familien og Mathias lykønsker hende, og jeg føler mig fyldt af stolthed på hendes vegne.

Men da hun spørger efter Emil, kan jeg mærke en knude i min mave. Jeg forklarer, at han desværre ikke kunne komme, og Mies skuffelse rammer mig som et slag.

"Jeg troede virkelig, han ville være her," sukker hun.

"Det er okay, Mie. Han er her i ånden," forsøger jeg at sige til hende, selvom det gør ondt at sige det.

Lidt senere er det min tur til eksamen. Jeg trækker vejret dybt og går op til klassen med hjertet hamrende i brystet. Efter en evighed er det endelig overstået, og jeg modtager min karakter med lettelse og overraskelse.

Jeg løber ud på gangen og ser alle mine nærmeste stå og vente. Glæden bobler i mig, og jeg råber ud af ren begejstring: "Jeg fik 10, jeg fik fucking 10!"

Jeg omfavner Mie og min familie, men pludselig stopper min verden, da en stemme får mit hjerte til at springe et slag over.

"Skal jeg også have et kram?" siger stemmen, og jeg vender mig om for at se Emil stå der med et smil, der når helt op til hans øjne.

"Emil! Hvordan-?" siger jeg forbløffet og løber hen for at omfavne ham.

"Jeg ville overraske dig," siger han med et grin, og pludselig er alt perfekt.

Vi fejrer alle sammen med en frokost, hvor glæden og lykkefølelsen fylder lokalet. Det er som om, intet kan ødelægge denne dag, for vi er sammen, og det er det, der betyder mest.