Det Skete Bare Ikke Lige

Åh nej...

Da jeg endelig når hjem, smider jeg mig i sengen og lader tårerne strømme frit, mens jeg skriger ned i min pude.

"HVORDAN KUNNE JEG VÆRE SÅ FUCKING DUM, AT STOLE PÅ DET SVIN!" skriger jeg, min stemme fyldt med vrede, smerte og foragt, som fylder rummet og får væggene til at sitre. Min pude absorberer mine tårer og mascaraen, men det betyder ingenting for mig lige nu.

Mine hulkende vejrtrækninger bliver dybere og mere smertefulde, som om min krop forsøger at følge med i det emotionelle kaos, der flammer inde i mig. Mine lunger brænder, og hver indånding føles som om, jeg forsøger at suge luft gennem en stram snor. Aldrig før har jeg følt mig så knust.

Min telefon blinker og summer konstant, men jeg ignorerer den. Jeg ved, hvem det er, og jeg orker ikke at konfrontere virkeligheden lige nu.

Hvordan kunne jeg være så naiv? Hvordan kunne jeg stole på ham? Hvordan kunne han så koldt og beregnende lyve for mig? Tankerne kører rundt i mit hoved som en hvirvelvind af smerte og forvirring.

Alligevel finder jeg mig selv gå ind i stuen, min krop følger automatisk en rutine, som om den kæmper for at finde lidt normalitet i det kaos, der omgiver mig.

Jeg tænder tv'et og ser kampen. Danmark fører 15-10 over Slovenien, og en lettelse skyller over mig ved tanken om, at Emil ikke er på banen. Jeg vil ikke se ham mere. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg har tændt for kampen.

Anden halvleg begynder, og pludselig bliver Emil skiftet ind. Et suk af irritation undslipper mine læber, mens jeg ruller med øjnene. Pigerne på tribunen skriger, og det føles som en fornærmelse mod min smadrede sjæl.

"PAS PÅ I IKKE FÅR EN BOLD I HOVEDET!" råber jeg vredt mod tv'et til publikum, en bittersød latter slipper ud af mig, en trist komisk note i mit ellers knuste hjerte.

Emil får bolden, flyver ind over linjen og sigter mod målet, men scorer ikke. Et overrasket grin sniger sig ud af mig, mens jeg ser vores føring smuldre, kun foran med 2 og nu kun med 1.

På tv-skærmen kan jeg se Nikolaj Jakobsen, der er tydeligt vred. Han råber og skriger nede på bænken, og et tilfreds smil breder sig på mine læber. Måske har jeg haft lidt indflydelse på manden?

Tiden går, og Emil får bolden, men taber den til modstanderen, der scorer. Emil er fuldstændig ude af sig selv, ude af stand til at fokusere på spillet, og han bliver hurtigt skiftet ud.

"Professionel håndboldspiller, hvor henne?" siger jeg irriteret og slukker for tv'et med en følelse af sejr.

Jeg går ind og tjekker min telefon, der summer af notifikationer. 99+ notifikationer står der. Jeg læser dem for sjov, og det er tydeligt, at både Mie, Emil og Josh har forsøgt at kontakte mig i tide og utide.

Der er også flere beskeder fra mit arbejde, og det får mig til at hæve et øjenbryn. Hvad sker der?

Jeg opdager, at jeg er blevet tagget i noget på sociale medier, så jeg tjekker det. Jeg ser en række billeder af mig, der stormer ud af hallen med tårer ned ad kinderne, og overskrifterne er ikke til at overse.

BRUD MELLEM EMIL OG EMMA!

ER DET SØDE PAR SLÅET OP?

BRUD FØR HÅNDBOLDKAMP!

Mit hjerte synker, og en bølge af smerte skyller over mig. Åh nej...