Det Skete Bare Ikke Lige

Her er vidunderligt

Jeg åbner øjnene langsomt, følelsen af morgensolens blide strejf på mit ansigt får mig til at smile svagt. Min seng i Paris føles som en tryg helle, især når verden udenfor synes at bevæge sig i en konstant strøm af begivenheder. VM starter om bare to dage, og jeg kan næsten mærke spændingen vibrere i luften. Landsholdet er på vej til Paris.

Emil. Hans navn danser gennem mine tanker som en velkendt melodi. Vores forhold har været som en skrøbelig symfoni, men nu synes alle tonerne at falde på plads. Der er ikke længere uvenskaber, misforståelser eller skygger af utroskab, kun et varmt bånd af tillid og forståelse. Det er en lettelse, en følelse af fred, der fylder mit sind.

Det er længe siden, jeg sidst har set ham, men tanken om at genforenes bringer en glæde frem i mig, der får mit hjerte til at banke lidt hurtigere. Jeg rejser mig fra sengen og strækker mig, før jeg bevæger mig mod køkkenet for at forberede morgenmad.

Efter en hurtig bid at spise og en sidste kærlig tanke til Emil, sætter jeg mig bag rattet i min bil og begiver mig afsted mod arbejde.

Vejene i Paris virker næsten poetiske på denne tid af dagen, og jeg lader mig synke ind i musikken på radioen, mens byen langsomt vågner omkring mig.

Da jeg endelig når frem til det aftalte sted, drejer jeg ind på parkeringspladsen og spotter straks Josh. Hans velkendte smil får mine læber til at krølle sig op i et gensvar, og jeg hilser ham hjerteligt.

"Godmorgen, Josh. Sovet godt?" spørger jeg, og hans venlige tone sender varme gennem min krop.

"Godmorgen, Emma. Ja, helt perfekt," svarer han, hans øjne glimter af venlighed.

Han rækker mig nogle klæder, som jeg straks tager imod. "Jeg har noget tøj, som du skal skifte til inde i den vogn der. Fotograferne kommer om lidt. Simone er inde i vognen," forklarer han, og jeg nikker taknemmeligt.

Med hurtige skridt går jeg mod vognen, hvor Simone venter mig med et smil. Hendes tilstedeværelse er beroligende, og jeg føler mig straks mere afslappet.

"Var det godt i Flensborg og Danmark?" spørger jeg, mens hun begynder at lægge makeup på mig og krølle mit hår.

Hendes spørgsmål vækker minder fra den seneste rejse, og jeg tøver et øjeblik, inden jeg beslutter mig for at dele.

"Både og," svarer jeg og smiler skævt. "Der skete nogle ting..."

Hun lytter opmærksomt, mens jeg fortæller hende om mine oplevelser, og det føles godt at få det ud.

Da vi er færdige med forberedelserne, træder vi ud ad vognen og jeg bemærker, at der er kommet flere folk. Stemningen er elektrisk, og jeg kan mærke spændingen brede sig i luften.

Chefen er også til stede, og jeg går hen mod gruppen, hvor vi begynder at diskutere dagens program.

"Vi skal sørge for at få nogle fantastiske billeder i dag," siger hun med et smil, og jeg nikker ivrigt.

Tiden smelter væk som sandkorn i en timeglas, og før jeg ved af det, er vores arbejdsdag forbi. Reklamebillederne er blevet taget, og jeg kan mærke tilfredsstillelsen brede sig i mig over endnu en veludført opgave. Makeup og parfume er blevet promoveret på bedste vis, og jeg føler mig tilfreds med resultatet.

Den kølige aftenluft kribler ind på mig og jeg begiver mig mod min bil, idet tanken om at møde Emil og resten af holdet snart begynder at tage form i mit sind.

Hjemturen føles som en dans gennem gaderne, og jeg ankommer til min lejlighed med en følelse af forventning i brystet.

Mens jeg skifter tøj og hurtigt får noget at spise, holder jeg øje med min telefon, ivrig efter besked fra Emil.

Endelig lyder det velkendte klingende tone fra min telefon, og jeg griber den ivrigt.

"Vi kan mødes i den hal som vi skal spille kamp i om en time," lyder hans besked, og jeg kan mærke hjertet slå en ekstra gang af spænding.

Jeg skynder mig ud mod døren, da dørklokken pludselig standser mig.

"Det må være Emil og de andre," mumler jeg for mig selv, mens jeg skynder mig hen for at åbne.

Da døren svinger op, møder mine øjne en overraskelse: Mie står foran mig med et bredt smil.

"Mie!" udbryder jeg, overvældet af glæde, og trækker hende ind i et varmt kram. "Jeg troede, vi skulle mødes henne i hallen?" tilføjer jeg, grinende over hendes uventede besøg.

"Hm, jeg tænkte, jeg lige ville se din lejlighed," forklarer hun og kaster et nysgerrigt blik rundt i rummet.

"Ja, selvfølgelig, kom ind," inviterer jeg og lader hende passere.

Hun bevæger sig indenfor og lader sine øjne glide over indretningen med forundring.

"Woow, her er vidunderligt," udbryder hun, tydeligt imponeret.

"Ja, ikke? Vent bare til du ser bilen," siger jeg og sender hende et luskende smil.

"Hvad, har du fået en ny bil?" spørger hun, ivrig efter at se.

"Ja, følg med, vi skal alligevel afsted nu," siger jeg og fører hende ud mod bilen.

Vi når ned til bilen, og Mies øjne lyser op ved synet af den.

"Wow, den er fantastisk!" udbryder hun begejstret.

"Vil du køre den?" spørger jeg og vifter nøglen foran hende.

"Selvfølgelig vil jeg det!" svarer hun, spændt på oplevelsen.

Jeg kaster nøglen til hende, og med et bredt smil sætter hun sig bag rattet. Snart sætter vi kurs mod landsholdet og Emil. Spændingen breder sig i luften som en elektrisk strøm.