Jeg sætter mig på havnekanten, og mit blik fortaber sig i det sorte og kolde vand under mig. Månen hænger skarpt over horisonten, kaster sit sølvskær ned i vandet og oplyser samtidigt himlen med sine utallige stjerner. Trods den maleriske udsigt er der en dysterhed i mit sind, der matcher vandets farve.
Fodtrin nærmer sig bag mig, men jeg holder mit fokus fast på vandets overflade.
"Emma?" hører jeg en stemme sige.
Jeg vender mig chokeret om og tvinger et smil frem.
"Oh, hej Mie," siger jeg, kæmpende for at virke glad.
"Er du okay?" spørger hun, hendes øjenbryn let rynkede af bekymring.
"Ja, jeg har det helt fint. Jeg sidder bare og nyder lidt frisk luft" lyver jeg, mine øjne følger månens refleksion i vandet, mens tårerne presser sig på.
Hendes skeptiske blik fortæller mig, at hun ikke helt tror på min forklaring.
"Emma, jeg ved godt, hvad der er sket. Du behøver ikke skjule det" siger hun og sætter sig ved siden af mig.
"Gør du?" spørger jeg forvirret, mine tårer truer med at bryde ud.
"Ja, Magnus havde overhørt det meste af din samtale med Emil og sagde det videre til Mathias og jeg. Hvorfor sagde du ikke noget?" spørger hun, hendes stemme fyldt med medfølelse.
"Jeg ville ikke ødelægge din aften" siger jeg såret, indseende at jeg allerede har ødelagt det.
"Emma, du kunne aldrig ødelægge min aften. Du betyder meget mere for mig end en enkelt aften. Sådan en aften kan altid gentages" siger hun og lægger en varm arm om mig.
Jeg læner mig ind mod hende og græder i hendes arme, og mens jeg fortæller hende alt, der er sket, kommer Mathias og to andre fra holdet hen og lytter med.
"Kommer du så med på ferien?" spørger en af de andre.
Jeg tøver. Det havde jeg slet ikke overvejet.
"Det ved jeg ik-"
"JO, DET GØR DU!" siger Mie bestemt og lader mig ikke engang færdiggøre min sætning.
"Men jeg har jo ikke nogen at tage med?" svarer jeg forvirret.
"Hvad med ham der Kasper?" foreslår Mathias og smiler til mig.
"Jeg ved ikke helt..." tøver jeg.
"Jo, det kunne være et godt valg. Han virker også rigtig sød" siger Mie og ser optimistisk på mig.
"Jeg kan godt spørge ham" siger jeg for at gøre dem tilfredse.
"Ja, for du skal med!" siger de alle i kor.
Jeg griner og føler mig pludselig i meget bedre humør.
"Tusind tak, allesammen. Det her havde jeg virkelig brug for" siger jeg og smiler til dem.
"Det var så lidt" siger de og giver mig et varmt gruppekram.
YOU ARE READING
Det Skete Bare Ikke Lige
FanfictionEmma, 18 år, single og har aldrig haft en kæreste. Det er sådan folk beskriver mig. Pigen som ingen dreng nogensinde har været interesseret i. Men hvordan kunne det så ske, at det lige var mig, som han faldt for? (Bliver ofte rettet til det bedre)
