Det Skete Bare Ikke Lige

Forklaring

Jeg vågner langsomt i min seng på hotellet. En pulserende hovedpine banker i mit hoved, og jeg føler mig som om, at jeg svæver i en tåge af forvirring og uvidenhed. Mine erindringer er slørede og uskarpe, og jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg er endt her. Hvorfor ligger jeg i min seng? Hvad er der sket? Spørgsmålene kører rundt i mit hoved, men jeg kan ikke finde svar.

Med en anstrengt bevægelse sætter jeg mig op i sengen og kigger forvirret rundt i det dunkle rum. Det er begyndt at blive mørkt udenfor, og jeg kan kun gisne mig til tiden. Mit blik falder på telefonen, der ligger på natbordet ved siden af mig. Med rystende fingre griber jeg den og tjekker klokken. 20:12. Jeg har fået nogle beskeder fra Emil.

Du undrer dig måske over, hvorfor du ligger i din seng når du vågner. Ring til mig når du vågner, så kommer jeg op til dig og forklarer dig det hele.

Jeg ringer straks til Emil, min stemme fyldt med forvirring og angst. "Hey, jeg er lige vågnet. Hvad foregår der? Jeg bliver lidt bange," siger jeg forvirret.

"Jeg kommer op til dig nu," siger han og lægger på.

Jeg rejser mig fra sengen, mine ben føles som gelé under mig, og jeg går forvirret rundt på værelset. Jeg kan ikke huske noget. Panikken stiger i mig, og jeg kan mærke angsten snige sig ind på mig som en tæt tåge.

Emil kommer ind ad døren og ser bekymret på mig. "Hvad er der sket, Emil? Jeg kan ikke huske noget!" råber jeg panisk, mine ord hakkende og fulde af desperation.

Jeg kan mærke, hvordan mit åndedræt bliver hurtigere og mere overfladisk, og mit hjerte hamrer mod mit bryst som en hammer. Jeg får ikke luft, og alt føles som om, at det falder fra hinanden omkring mig.

"Rolig nu, Emma. Det hele skal nok gå," siger han beroligende, men hans ord når mig kun som en fjern klang.

"Rolig nu?! Er det dig eller mig, der ikke kan huske noget? Vil du ikke forklare, hvad der-" Mine ord bliver afbrudt af en pludselig bølge af panik, der skyller ind over mig. Jeg kan ikke trække vejret, mine lunger føles som om, at de er ved at eksplodere, og jeg falder tungt ned på gulvet, overvældet af følelser og frygt.

"Emma, træk vejret. Du er ved at få et anfald igen," siger Emil bekymret og sætter sig ned foran mig.

Mine tårer strømmer ned ad mine kinder, og jeg kæmper for at trække vejret gennem den tykke klump, der sidder fast i min hals. Jeg kigger ned i gulvet, alt mit fokus på at overvinde den overvældende panik, der truer med at kvæle mig.

"Emma... Emma, kig på mig," siger han bestemt, hans stemme skærer gennem tågen af angst, der fylder mit sind.

Jeg løfter langsomt mit blik og møder hans intense blik. "Bare kig på mig og koncentrer dig om din vejrtrækning," gentager han roligt, og jeg føler langsomt panikkens greb løsne sig en smule.

Jeg ser dybt ind i hans øjne og forsøger at trække vejret roligt ned i min mave. Det føles som om, at jeg kæmper imod en ustoppelig strøm af frygt og forvirring, men jeg nægter at lade den overmande mig. Med hver indånding begynder jeg at få lidt mere kontrol over min vejrtrækning, men den er stadig ikke helt normal.

"Emil, hvad sker der med mig?" spørger jeg med rystende stemme, mine øjne fyldt med tårer af panik.

"Det skal nok gå," siger han beroligende og trækker mig ind i et varmt kram.

Jeg klynger mig til ham, mine arme stramt omkring hans krop.

"Jeg er så bange," hvisker jeg ind mod hans skulder, mine ord knækkende og fyldt med frygt.

"Jeg forstår dig," svarer han og lader sine hænder løbe beroligende ned ad min ryg, mens han aer og kysser mit hår.

"Skal jeg forklare dig, hvad der sker?" spørger han og løfter mig op for at sidde i sengen.

"Ja, det må du gerne," siger jeg tøvende, mine øjne stadig fyldt med uro og usikkerhed.

"Hvor meget kan du huske?" spørger han.

"Jeg husker kun, at vi blev uvenner til festen, men jeg ved ikke, hvor vi er, eller hvorfor vi er her," siger jeg panisk.

"Okay, altså vi er i Spanien på ferie sammen med håndboldherrerne og nogle fra fodboldlandsholdet. Vi er her med Kasper, din ven, husker du?" forklarer han, hans øjne fyldt med bekymring og håb om, at mine erindringer vender tilbage.

Langsomt begynder noget at blive klart for mig. "Ja, lidt," siger jeg lettet over at genkalde minderne. Jeg mindes mit øjeblik med Kasper ude i havet.

"Super. Grunden til, at du faldt om og fik et anfald, er nok på grund af din angst..." tøver han.

"Angst?" gentager jeg bange, min stemme knækkende under trykket af mine følelser.

"Ja... det er jeg ked af, Emma," siger han såret.

Jeg sukker tungt og kigger på ham. "Det skal du ikke være. Det er ikke din skyld. Jeg er bare taknemmelig for, at du er her sammen med mig," siger jeg og tvinger et smil frem.

"Det er nok lidt min skyld..." tøver han.

"Hvorfor tror du det?" spørger jeg og fanger hans øjne med mine.

"Fordi jeg har behandlet dig dårligt. Du skulle aldrig have mødt mig. Jeg har kun gjort tingene forkert, og nu er jeg skyld i, at du lider af angst," siger han såret.

"Emil... hør her. Det kan godt være, at vi har haft vores uoverensstemmelser, men jeg værdsætter dit selskab, og du har lige hjulpet mig gennem et angstanfald. Du er ikke skyld i noget som helst. Du er kun skyld i, at jeg har fået følelser for dig," siger jeg og smiler genert.

"Men har du glemt alt om festen? Du sagde, du aldrig kunne tilgive mig igen..." tøver han.

"Jeg har ikke glemt det, men... jeg vil gerne tilgive dig," siger jeg optimistisk.

"Virkelig?" spørger han og smiler.

"Ja, jeg elsker dig," siger jeg og kigger genert på ham, mine kinder farves let af en blanding af skam og glæde.

"Du elsker mig?" gentager han, og et lusket smil breder sig på hans læber.

"Ja... det har jeg hele tiden gjort" siger jeg genert.

Han læner sig ind mod mig, og vores læber mødes i et ømt kys. Et sus af glæde og lettelse skyller gennem mig, som jeg ikke har følt i lang tid. Det er en følelse som jeg har savnet.