Det Skete Bare Ikke Lige

En vigtig samtale

Jeg vågner om morgenen med en dunkende hovedpine. Irriteret vender jeg mig om og får et kæmpe chok, da det går op for mig, hvad der skete i går. Hvorfor ligger Emil ved siden af mig i min egen seng? Fuck, vi... nej, det kan ikke passe. Jeg husker ikke noget som helst fra i går af.

"Godmorgen, Emma," siger han pludselig, og mit hjerte stopper et kort øjeblik.

"Godmorgen?" siger jeg forbavset og tager mig til hovedet.

"Hvordan har du det?" spørger han bekymret og ser på mig, da han kan se, at jeg har det skidt.

"Hovedpine," siger jeg og presser en hånd mod min pande for at dulme den dunkende fornemmelse.

"Ja, du havde det vidst lidt for sjovt i går," griner han.

"Hvad mener du?" spørger jeg og kigger på ham med store øjne.

"Altså, du gjorde bare nogle lidt sjove ting."

"Som hvad?"

"Det kan jeg ikke huske" siger han og smiler.

"JO, Emil hvad gjorde jeg!" Siger jeg irriteret over, at han ikke vil sige det.

"Det er nok mere, hvad du ikke gjorde," griner han.

"EMIL!" siger jeg og giver ham et hårdt puf, men med et skævt smil på mine læber.

"Jaja. Du sagde, at jeg skulle sove i din seng, og så prøvede du at kysse mig..." siger han og prøver at undertrykke sin latter, mens han mindes den sjove episode.

"Hvad? Vi havde ikke....?" spørger jeg chokeret, mine øjne udtrykker nervøsitet.

"Nej, nej, sgu da ikke, når du er fuld."

"Okay, godt," siger jeg og føler mig lettet over, at vi ikke har lavet noget, men alligevel lidt forlegent over situationen. "Du har jo også en kæreste," tilføjer jeg og rejser mig fra sengen.

"Ja, Emma, angående det. Mig og Ida er ikke sammen mere."

Jeg stivner. Hørte jeg lige rigtigt? Er de ikke sammen mere?

"Hvad? Hvorfor? Er du okay?" Spørger jeg og sætter mig ned i sengen ved siden af ham, mens jeg holder om hans arm for at vise medfølelse, selvom mine egne tanker er et rod af overraskelse og spekulation.

"Ja, det var mig, der slog op," siger han og smiler forsigtigt, men der ligger en skjult sorg bag hans øjne.

"Hvorfor?" Spørger jeg og lægger mærke til det sårbare udtryk i hans ansigt.

"Altså..."

"Det er fint, hvis du ikke er klar til at fortælle om det," siger jeg og smiler til ham, men med forståelse for, at nogle ting er svære at dele.

"Det er bare lidt svært at fortælle lige nu," siger han og ser såret på mig, mens han kæmper med sine egne følelser.

"Emil, det er okay. Vil du have noget morgenmad?" Spørger jeg og smiler til ham for at skabe en behagelig afledning fra den tunge samtale.

"Ja, meget gerne, men er du sikker på, du kan klare det? Havde du ikke hovedpine?"

"Jeg tror, det er dig, som skal have en hjælpende hånd lige nu," siger jeg og tager noget tøj på for at begynde dagen.

Jeg går ned og tænder for komfuret. Jeg laver pandekager og røræg.

Emil kommer efter lidt tid ind i køkkenet.

"Wow, det dufter godt," siger han og går hen og tager en strimmel af en af pandekagerne, hans humør langsomt stigende i takt med den tiltalende duft af morgenmad.

"HEY!" siger jeg og giver ham et dask på skulderen med et smil på læben.

"Det dufter bare så godt," siger han og griner, glad for den uformelle stemning.

"Vil du ikke lige sætte nogle tallerkener frem, så er du en skat," siger jeg og sender ham et venligt luftkys, og vi nyder øjeblikkets lette atmosfære.

"Javel, frue," siger han og stiller sig ret op med et smil på læben.

"Ugh, idiot," siger jeg og ruller med øjnene, mens jeg ryster på hovedet, men med et skjult grin.

Jeg sætter maden på bordet, og vi begynder at spise.

"Undskyld, jeg spørger, men hvornår skete det med dig og Ida? Altså, hvornår slog I op?" Spørger jeg uden at lyde for ivrig, men nysgerrigheden ligger under overfladen.

"Det skete lige efter, vi vandt imod Spanien"

"Oh, jeg er ked af, at det ikke gik imellem jer," siger jeg og udtrykker ægte medfølelse, selvom mine egne følelser er tvetydige.

"Det skal du ikke være. Hun har altid været så anmassende," siger han og smiler, men der ligger en bitter undertone i hans stemme.

"Men der er bare noget, jeg ikke forstår?" siger jeg og tøver, usikker på, om jeg vil åbne op for en potentielt smertefuld samtale.

"Ja, hvad er det?" Spørger han og ser undrende på mig.

"Hvorfor fandt du sammen med hende så hurtigt efter, at du havde spurgt mig om at være kærester?" Spørger jeg, og mit hjerte hamrer afsted, da jeg ved, at mit spørgsmål kan ændre den gode stemning mellem os.