Det Skete Bare Ikke Lige

På hospitalet

Jeg vågner langsomt op på en stue, omgivet af en mærkelig, monotont biblende lyd. Det føles som om, mit hoved er ved at eksplodere i tusind små stykker, og smerten banker gennem min krop som en hammer. Aldrig før har jeg følt en så intens smerte.

Mine øjne flakker forvirret rundt i rummet, og mit blik falder på en stol, hvor Emil sidder og sover fredeligt. Et smil sniger sig op på mine læber, selvom hver bevægelse af mit ansigt føles som en kniv i min pande.

Pludselig åbner Emil langsomt sine øjne. Jeg tror, han hørte mig grine, for han ser straks glad ud, som om en tung byrde er blevet løftet fra hans skuldre. Han skynder sig hen til mig og griber min hånd, som om han aldrig vil give slip.

"Emma, jeg er så ked af det," siger han med tårer glimtende i hans øjne, en smerte dybere end nogen fysisk lidelse.

"Hvorfor?" Spørger jeg forvirret, mit hoved dunkende i protest mod enhver form for aktivitet.

"Husker du noget fra i går?" Spørger han, og hans stemme skærer gennem den desorienterede tåge, der fylder mit sind.

"Altså... jeg husker da, at jeg fik en fucking flaske i hovedet, men det er jo ikke din skyld," siger jeg og prøver at smile, selvom smerten i mit hoved næsten er uudholdelig.

"Emma, den flaske skulle have ramt mig, ikke dig," siger han undskyldende, og hans ord rammer mig som en kniv gennem hjertet, der river i mine følelser og efterlader mig mundlam.

"Kan du høre dig selv?" Jeg griner svagt og ser mærkeligt på ham, mine øjne forsøger at fokusere på hans ansigt, der er en blanding af bekymring og kærlighed.

"Hvorfor skubbede du mig væk?" Spørger han med den blideste stemme og et smil, der får mit hjerte til at smelte.

"Fordi du ikke skulle komme til skade," siger jeg med en lille latter, der vibrerer gennem den dybe smerte, der stadig banker i mit hoved.

Han bliver stille, men hans smil forsvinder ikke fra hans ansigt, og jeg kan mærke hans blik hvile på mig som et varmt tæppe.

"Jeg skylder dig alt, Emma. Jeg kan ikke beskrive, hvor ked af det jeg er over, at du er kommet til skade på grund af mig," siger han, hans stemme fyldt med ægte følelser, og hans hånd strammer om min som om han aldrig vil lade mig gå.

"Du skylder mig ikke noget, Emil. Bare det, at du er her, betyder meget," siger jeg, mit hjerte fyldt med taknemmelighed og kærlighed til denne mand, der sidder ved min side.

"Jeg siger lige til lægerne, at du er vågnet," siger han og rejser sig fra sin plads ved min side, og jeg føler pludselig en tomhed, der fylder rummet i hans fravær.

Jeg lukker mine øjne og lader søvnen overtage mig, men en time senere vågner jeg igen.

Emil sidder stadig ved min side, hans øjne fast limet til sin telefon, indtil de pludselig møder mine. Hans ansigt bliver alvorligt, og en bølge af bekymring skyller gennem mig.

"Emma..."

"Ja?" Spørger jeg forvirret, bange for hvad han vil sige.

"Jeg vil gerne sige, at jeg virkelig fuckede op, da jeg kyssede med den pige. Det var så forkert af mig," siger han, og hans stemme er fyldt med ærlighed og anger.

"Emil, det er fint-" begynder jeg, men bliver afbrudt af hans intense blik og faste stemme.

"Nej, Emma. Du betyder alt for mig. Da du lå der på jorden med blod, der løb ned af dit ansigt og med glasskår rundt om dig, troede jeg, at jeg havde mistet dig for altid. Jeg vidste, at hvis du ikke vågnede, så ville jeg ikke kunne leve mere," hans stemme knækker lidt, og jeg kan høre smerten og angsten, der ligger bag hans ord.

"Emil..." Jeg er rørt til tårer af hans ærlige bekendelse, og jeg kan mærke mit hjerte svulme af kærlighed til ham.

"Emma, jeg elsker dig, og det vil altid være dig, uanset hvad. Ingen andre betyder mere end dig," siger han med en intensitet, der gør mig ør i hovedet af lykke.

Jeg bliver stille, overvældet af følelser, og jeg kan mærke mine kinder blusse af hans kærligheds erklæring.

"Jeg elsker også dig, Emil," hvisker jeg, mine ord fyldt med den samme inderlige kærlighed.

Han kigger mig dybt i øjnene, og jeg kan mærke mit hjerte slå hurtigere, da han læner sig ind over mig og kysser mig. Sommerfuglene i min mave sværmer vildt, og jeg føler mig som den lykkeligste person i verden.