Det Skete Bare Ikke Lige

Pakken

Jeg er netop landet i Paris igen, og allerede savner jeg varmen fra Spanien. Selvom det begynder at blive sommer i Paris, er det ikke lige så varmt som på vores ferie.

At sige farvel til de andre var hårdt, men jeg glæder mig til at møde dem alle igen om en måned til Mie og Mathias' bryllup. Jeg kan næsten ikke vente. Det er det, Mie og jeg har drømt om siden vi var små. Et bryllup med kæmpe kjoler, diamanter, tusindvis af gæster og en kæmpe bryllupskage.

For tiden får jeg en masse beskeder fra forskellige modelbureauer, der tilbyder mig forskellige jobs. Jeg arbejder derfor ikke kun for Dior længere, men også for Vogue og nogle mindre modelbureauer.

Det er helt fantastisk at arbejde for Vogue. Jeg elsker alt ved de billeder, de tager. På deres billeder ligner jeg virkelig en model, og min selvtillid har fået et kæmpe boost.

Kalenderen siger fredag, imens jeg sidder i min sofa og ser en serie banker det på døren.

Jeg rejser mig fra sofaen og går hen og åbner døren. Ingen er der, men der står en kasse på gulvet.

Jeg tager kassen med ind i stuen og åbner den.

Der ligger den smukkeste kjole og de smukkeste højhælet sko i kassen.

Jeg roder rundt i kassen, fascineret af dens indhold. Mine fingre famler efter beviser på, hvem der har sendt mig dette. Endelig finder jeg en seddel i bunden af kassen.

"Eiffeltårnet kl 8 <3" står der med smukke bogstaver på et lille kort.

Et sug af spænding fylder mig, mens jeg læser ordene. Hvem kunne have sendt mig dette?

Jeg overvejer om jeg skal tage afsted. Jeg aner jo ikke, hvem det er? Det kunne jo ligeså godt være en psykopat.

Mine tanker kredser om Emil, og jeg beslutter mig for at ringe til ham for at få hans input.

"Hey Emma, hva så?" hans stemme lyder varm i telefonen.

"Hej Emil. Du er vel ikke i Paris vel?" Spørger jeg, mens mit blik hviler på det lille kort i min hånd.

"I Paris? Nej ikke lige nu da. Hvorfor? Vil du gerne have at jeg kommer?" Hans stemme er fyldt med en blanding af overraskelse og glæde.

"Nej det er bare..." Jeg tøver, da jeg ikke ved, hvordan jeg skal forklare det, nu da det ikke er fra ham. Jeg kan ende med at starte et skænderi, hvis jeg fortæller ham om, at der er en, som sender mig tøj og sedler.

"Er der sket noget?" Han lyder bekymret.

"Nej det.. ved du hvad, det er ligemeget. Jeg savnede dig bare.." Jeg afbryder mig selv.

"Okay helt i orden, vi ses smukke" hans ord beroliger mig, og jeg kan mærke et smil brede sig på mine læber.

"Vi ses" siger jeg og lægger på.

Jeg kaster et sidste blik på kortet, før jeg beslutter mig for at tage chancen og tage afsted.

Klokken bliver halv 8.

Jeg ifører mig kjolen og skoene og begiver mig mod Eiffeltårnet. Tanken om at møde en mulig psykopat pirrer mine nerver, men samtidig kan jeg ikke modstå nysgerrigheden.

Da jeg ankommer, er Eiffeltårnet oplyst i en fortryllende blå farve. Det er som taget ud af en drøm, og jeg står længe bare og beundrer synet.

Pludselig opdager jeg Josh, som står henne ved elevatoren til toppen af tårnet.

Jeg går forvirret hen til ham med hastige skridt.

"Josh hvad er det, der sker?" Spørger jeg, mit hjerte banker hurtigere af forventning.

Kan det have noget med arbejdet at gøre? 

"Du skal bare gå op i tårnet" siger han og smiler gådefuldt.

"Har det noget med arbejde at gøre?" Spørger jeg, mens mine øjne fæstner sig på hans ansigt, søgende efter svar.

Han svarer ikke, men lukker mig ind i elevatoren.

"JOSH?!" Jeg føler mig forvirret og irriteret over hans tavshed.

"Rolig Emma, det er ikke farligt" hans beroligende stemme lyder falsk i mine ører.

Hvad er der galt med ham, og hvad er det, der sker? Jeg leder efter en stop knap i elevatoren. Min puls er hurtig og jeg vil ud herfra. Jeg kan ikke lide ikke at have kontrol over ting.

Jeg beroliger mig selv med at det kun kan have noget med arbejdet at gøre når det var Josh, der stod dernede.

Jeg forsøger at fokusere på den smukke udsigt, mens elevatoren langsomt bevæger sig mod toppen af tårnet.

Jeg når til toppen og mit hjerte kører hurtigt frem og tilbage, da jeg ikke aner, hvad jeg bliver mødt af.

Mit hjerte stopper dog, da jeg ser ham.