Inviteret til bryllup

614 7 0
                                    

Jeg vågner op i en varm omfavnelse, Emil's arme slynger sig omkring mig, som om de aldrig vil give slip. Det er som om, verden udenfor ikke eksisterer, og alt, der betyder noget, er lige her i dette øjeblik. Jeg vender mit ansigt mod ham og hvisker hans navn, og han åbner langsomt sine trætte øjne.

"Emil" siger jeg og smiler forsigtigt, mens jeg stryger en lok af hans hår væk fra hans pande.

Han ser stadig lidt tung ud i øjenlågene, som om han kunne sove i flere timer. "Du behøver ikke bekymre dig om mig. Du kan sagtens sove videre, hvis du er træt. Jeg vil bestille noget aftensmad til os" siger jeg og lægger et blidt kys på hans kind.

Jeg forsøger at glide ud af hans greb, men han holder mig fast og trækker mig nærmere. "Vi havde det lige så hyggeligt" siger han med en let sløret stemme, og hans arme strammer sig omkring mig.

Jeg ler stille af hans søde insisteren, men min mave knurrer højt, mindende mig om, at jeg er virkelig sulten. "Vi kan spise i sengen, hvis du har lyst?" foreslår jeg med et smil.

Han nikker, men falder hurtigt i søvn igen. Hans vejrtrækning bliver langsom og jævn.

Jeg bestiller pizza til os og ringer derefter til Josh.

"Hej, Josh," siger jeg med et smil, selvom han ikke kan se det. "Jeg har brug for at tale med dig."

"Jeg er kommet til skade," begynder jeg og mærker en klump i halsen, mens jeg fortæller ham om min situation og det uundgåelige ophold her i flere uger. Beskrivelsen af mine skader og den ventende scanning af mit kranie bringer minderne frem igen, og jeg må tage mig sammen for at fortsætte.

Hans reaktion er en bølge af lettelse. "Det vigtigste er, at du tager dig af dig selv," siger han beroligende. "Tag den tid, du har brug for. Og det med optagelserne til Dior kan vi altid tage op senere. Dit helbred er det vigtigste lige nu."

Jeg kan mærke en byrde lette fra mine skuldre ved hans ord, og taknemmeligheden fylder mig. "Tak, Josh," siger jeg lettet.

Klokken slår ni, og lyden af dørklokken, der ringer, river mig ud af mine tanker. Pizzaerne er ankommet, og jeg arrangerer hurtigt et par stykker på en tallerken, før jeg går tilbage til Emil.

Jeg drejer forsigtigt knappen på lampen, så lyset fylder rummet med en varm glød, der får skyggerne til at danse på væggene. Det blide lys falder over os, og jeg kan nu tydeligt se Emils ansigtstræk i søvndyssen.

"Emil?" hvisker jeg og ryster ham let for at vække ham fra hans søvnige tilstand.

Han blinker langsomt, som om han kæmper sig tilbage til virkeligheden. "Hvor længe har jeg sovet?" spørger han med en træt stemme.

"Omkring halvanden time," siger jeg og sender ham et varmt smil. Jeg kan ikke lade være med at føle mig blød indeni, når jeg ser ham vågne op, hans øjne blide og søvnige.

"Undskyld, Emma, det var meningen, at jeg skulle passe på dig," siger han og griber min hånd i sin.

Jeg ryster på hovedet med et mildt grin. "Det er helt i orden, Emil. Jeg har det fint," forsikrer jeg ham. Hans omsorg varmer mit hjerte, men sandheden er, at jeg faktisk har det overraskende godt.

Jeg finder fjernbetjeningen og sætter en film på, mens duften af pizza fylder rummet. Vi sidder tæt sammen og begynder at spise vores mad, mens jeg nyder følelsen af fællesskab og intimitet.

"Min mor har forresten ringet til mig," siger Emil pludseligt.

"Okay?" siger jeg, min stemme fyldt med nysgerrighed, mens jeg kigger på ham, ivrig efter at høre, hvad hans mor har at sige.

"Min bror skal giftes, og de spurgte, om du ville med, så de endelig kan møde dig," siger han og venter spændt på min reaktion.

Et sug af overraskelse og nervøsitet fylder min mave. Jeg har endnu ikke mødt hans familie, og tanken om det får mit hjerte til at slå hurtigere. Jeg vil virkelig gerne møde dem, men hvad hvis de ikke kan lide mig?

"Det er okay, hvis du ikke vil," tilføjer han stille, som om han forsøger at dulme mine bekymringer.

"NEJ, DET VIL JEG VILDT GERNE!" udbryder jeg begejstret og kan næsten ikke holde min glæde tilbage. Jeg hopper nærmest i sengen af spænding.

"Fantastisk! Jeg skriver straks til hende," siger han med et smil, der spejler min egen begejstring.

"Jeg glæder mig virkelig til at møde dem. Hvornår er det?" spørger jeg, min stemme fyldt med forventning.

"Om nogle uger" svarer han og begynder straks at skrive til sin mor.

"Okay," siger jeg og smiler for mig selv. Tanken om at møde hans familie fylder mig med både nervøsitet og forventning. De lyder som fantastiske mennesker, og det har været svært for mig at skulle vente så længe på at møde dem. Men nu er det endelig ved at ske.

Jeg spiser færdigt og stiller tallerkenen væk, før jeg lægger mit hoved på Emils skulder. Han kysser mig kærligt i håret og fletter sine fingre ind i mine, og i dette øjeblik føles alt perfekt.

Det Skete Bare Ikke LigeWhere stories live. Discover now