Det Skete Bare Ikke Lige

Uventet

"Vil du ikke lige med ud og få noget luft?" spørger Magnus blidt efter at have trøstet mig en stund.

"Jo, det ville være rart," svarer jeg og snøfter, mens jeg tørrer tårerne fra mine øjne.

Vi går udenfor, og den kolde luft rammer min hud som en befriende kulde. Det føles godt at fylde mine lunger med frisk luft, men det dulmer ikke smerten indeni.

Magnus trækker mig ind i endnu et varmt kram, og vi står sådan i lang tid. Jeg kan ikke beskrive, hvor god en ven Magnus er. Jeg er taknemmelig for, at han forstår min situation så godt.

Pludselig går døren op, og jeg kigger forskrækket derhen, hvor jeg ser Emil komme ud sammen med den pige, han lige har kysset.

"Hey, I to, hvad laver I herude?" spørger Emil og ser lidt fuld ud, mens han står der med armen om pigen.

Jeg stivner og prøver desperat at skjule, at jeg græder. Han må virkelig ikke se mig sådan her. Det ville være en katastrofe.

Jeg trækker mig væk fra Magnus' kram og vender mig om for at tørre mine tårer væk.

"Emma, hvad sker der? Er du okay?" spørger Emil med bekymring i stemmen.

Fuck, han så mig. Nej, nej, nej. Det var det sidste, jeg ønskede. Han skulle jo netop ikke se mig græde.

Jeg mærker Magnus' hånd på min skulder.

"Tror du ikke lige, at I to skulle snakke?" spørger han stille og aer mig blidt på ryggen.

Jeg nikker og fortsætter med at tørre mine øjne.

"Bare kom ind, hvis du mangler noget," siger Magnus bekymret og går ind, da jeg nikker til ham.

Emil forstår ikke helt, hvad der foregår, men han synes at have fanget, at jeg er ked af det.

"Skat, går du ikke lige ind, så kommer jeg om lidt," siger Emil til pigen og kysser hende på kinden. Hun nikker og går ind.

Jeg hører døren lukke bag hende og ved, at Emil og jeg nu er alene.

"Nå? Hvad sker der?" spørger Emil igen med bekymring i stemmen.

Jeg står stadig med ryggen til og prøver at vifte mine tårer væk med mine hænder.

"Emma?" spørger han og lægger en hånd på min skulder.

Jeg mærker en bølge af sorg skylle ind over mig, og jeg begynder at græde endnu mere ved hans berøring.

"Emma, hvad fanden sker der? Vil du ikke lige vende dig om?" spørger han forvirret, mens han tager et skridt nærmere.

Jeg tøver og vender mig langsomt om. Mit blik møder hans, og jeg kan ikke holde tårerne tilbage længere. Jeg falder ind i hans arme og græder nu endnu mere end før. Der er noget ved ham, som får alle mine forsvarsmekanismer til at smuldre. Ingen andre har nogensinde kunnet påvirke mig sådan, men Emil kan få mig til at græde mine øjne ud, hvis det skulle være.

"Jeg er så ked af det, Emil. Det er jeg virkelig," snøfter jeg og omfavner ham stramt, som om jeg var bange for at han ville forsvinde.

Han står chokeret et øjeblik, uforstående over for hvad der sker, men gengælder så langsomt krammet, hans arme omslutter mig varmt og trygt.

"Hvad er du ked af?" spørger han forvirret, mens han kører sine fingre igennem mit løse hår.

"Alt! Jeg har været så arrogant og klam og jeg ved ikke, hvad der er galt med mig. Du fortjente aldrig, at jeg behandlede dig sådan," snøfter jeg, mine ord kommer ud i en hektisk strøm.

"Emma, det er okay," siger han og krammer mig endnu tættere. Hans stemme er beroligende, og hans greb omkring mig føles som det sikreste sted i verden.

"Virkelig?" spørger jeg lettet og kigger op i hans smukke øjne, der skinner i nattens mørke som stjerner.

"Ja," smiler han blidt.

En bølge af lykke skyller ind over mig, og uden at tænke mig om placerer jeg mine læber på hans og kysser ham intenst, som om jeg kunne overføre al min kærlighed og anger gennem det ene kys.

"Øhh.." tøver han og trækker sig væk fra mig, hans blik flakker.

En kold følelse rammer mig, som om nogen havde smidt en spand iskoldt vand over mig. Jeg mærker mit hjerte synke. Han afviste mig... Jeg har mistet ham. Min Emil er videre. Jeg havde ham. Min drømmefyr, min prins på den hvide hest, og jeg smed ham væk. Nu har jeg virkelig mistet ham.

"Jeg tro-" prøver jeg at sige, men bliver afbrudt.

Han ser undskyldende på mig og tager sig akavet til sin muskuløse overarm. "Emma, jeg har sådan lidt mødt en. Jeg tror, det kunne blive ret godt imellem hende og mig. Hun er heller ikke et væddemål ligesom du var. Hun er ægte, hende her," siger han koldt og træder væk fra mig.

Jeg står chokeret og ved ikke, hvad jeg skal sige. Hvad sagde han lige? Det ligner ham slet ikke at sige sådan noget.

"Jeg- wow... det ligner dig slet ikke, det her, Emil," siger jeg chokeret og mundlam.

"Jeg ved, det kommer som et chok for dig, men som sagt, da jeg så dig for første gang, var du et væddemål, men hende her har jeg oprigtigt følelser for," siger han koldt.

Jeg føler ingenting. Hvordan kan han sige sådan noget? Var jeg virkelig bare et væddemål? Han sagde ellers, at han ikke mente noget med det? Det ligner ham slet ikke...

"Wow... tusind tak, Emil. Tusind tak for at ødelægge mit liv fuldstændigt. Fuck dig! Jeg håber virkelig, at du bliver kylet så langt ud af den fucking klub! Du har fandeme heller ikke fortjent at være i den," siger jeg rasende med tårer i øjnene, min mascara tværet ud ned ad mine kinder.

"Emma..?" spørger han forbavset.

"Fuck af, dit møgsvin!" råber jeg af raseri.

Jeg vender mig om og stormer ned ad gågaden, hvor klubben ligger. På vejen ser jeg en masse mennesker, der har taget billeder og videoer, og jeg ønsker bare at forsvinde. Hver eneste linse føles som et par dømmende øjne, og jeg længes efter at finde et sted, hvor jeg kan være alene med min smerte, langt væk fra alles blikke.