Det Skete Bare Ikke Lige

Videoen

Dagen er kommet. Danmark skal spille deres første VM-kamp, og spændingen hænger tykt i luften. Emil er travlt optaget af at forberede sig, og jeg står ved hans side, også i færd med at gøre mig klar. Mie og jeg skal hen og støtte drengene, og tanken om at være der for Emil fylder mig med en blanding af nervøsitet og stolthed.

Det er som om, tiden har forandret sig siden den dag for ca. et år siden, hvor jeg ikke engang kendte Emil. Nu står jeg her som hans kæreste, og det føles som om, at hele mit liv har ledt op til dette øjeblik. I går tog jeg endelig mod til mig og var sammen med Emil, og det føles som om, at jeg endelig har fundet mit ståsted i verden. Han er blevet mit alt, og jeg kan ikke forestille mig at være uden ham.

"Er du klar, Emma?" spørger Emil, iført sit overtøj og et smil, der varmer mig helt ind i sjælen.

"Ja, jeg kommer nu," svarer jeg og griber mine bilnøgler, før jeg trækker min jakke og sko på.

Sammen går vi ned til bilen, og jeg kan mærke spændingen boble i mig, mens vi kører afsted mod hallen. Tanken om at se Emil spille igen efter så lang tid fylder mig med en overvældende følelse af forventning og kærlighed.

Da vi ankommer til hallen, bemærker jeg straks, at der ikke er særligt mange mennesker til stede. Ud over landsholdet er der kun et par andre tilskuere til stede, hvilket skaber en næsten intim stemning i den store hal.

Jeg går hen til Mie, da Emil går ud for at klæde om. Vi står og snakker, da Niklas og Mikkel pludseligt kommer hen til os med en alvorlig tone i ansigtet.

"Emma, må vi lige låne dig?" spørger Mikkel alvorligt, og jeg nikker, smilende.

"Ja, selvfølgelig, hvad så?" spørger jeg nysgerrigt.

"Øhm... sådan privat?" siger de og kigger undskyldende på Mie.

Jeg vender mig mod hende med et spørgende blik, og hun nikker forstående.

"Ja, selvfølgelig," siger hun og går hen til Mathias for at lade os snakke.

"Hvad drejer det sig om?" spørger jeg forvirret, da vi bevæger os mod et mere privat sted.

"Kan vi måske gå ind i et lokale?" spørger de og ser helt alvorlige ud.

Jeg nikker langsomt og følger dem ind i et mødelokale, hvor vi er alene. Spændingen begynder at stige i mig, og jeg begynder at føle mig lidt nervøs.

"I gør mig altså lidt bange," siger jeg nervøst og sætter mig ned på en af de mange stole, mens de sætter sig over for mig.

"Vi vil gerne tale med dig om Emil," tøver Niklas og kigger såret på mig.

"Ja?" siger jeg og kigger undrende på dem. En dårlig fornemmelse begynder at gnave i mig, men jeg håber inderligt, at det ikke er noget slemt, de har at sige.

"I har kendt hinanden i cirka et år, ikke?" spørger Mikkel og fæster sit blik på mig.

"Jo," svarer jeg forvirret.

"Det gør mig virkelig ondt, men vi har en video, som vi gerne vil vise dig," sukker Niklas og fisker sin telefon op af lommen.

Mit hjerte hamrer i brystet, og en bølge af angst skyller gennem mig. Jeg er så bange for, hvad de vil vise mig på telefonen.

"Okay," siger jeg nervøst og tager imod telefonen. Jeg trykker på afspilningsknappen, og videoen begynder at rulle.

Videoen

Emil: "Hey, drenge, jeg har lige set den lækreste pige gå ude på parkeringspladsen. Hun var fucking lækker. Jeg tror, at jeg vil prøve at score hende."

Magnus Landin: "Ja, som om, Emil. Det sker jo ikke. Koncentrer dig nu bare om kampen."

Emil: "Tror I ikke på, at jeg kan score hende?"

Landsholdet: "Nej, Emil!"

Emil: "Okay, vi laver en aftale. Hvis jeg rammer hende i hovedet med bolden i aften, og hun bliver forelsket i mig bagefter, og vi stadig er sammen om et år, så vil jeg have jeres respekt, okay?"

Landsholdet: "Okay, det er en aftale, men hvad så efter et år?"

Emil: "Ja, så dropper jeg hende"

Videoen stopper, og det samme gør jeg.

Mit hoved føles tomt, mit blik er stift, og mit hjerte føles som om det er blevet revet ud af mig.

Det er som om, at hele min verden står stille. Jeg kan ikke mærke min vejrtrækning eller mit hjerte slå. Hele min krop er lammet af det, jeg lige har set. Telefonen glider ud af mine hænder og lander med et brag på bordet.

Det kan ikke være sandt...

Det skete bare ikke lige....