Det Skete Bare Ikke Lige

Manden

Det bliver næste dag, og jeg vågner i den bedste seng i verden. Jeg har sovet overraskende godt, selvom jeg lå og tænkte på Emil i går og havde svært ved at falde i søvn.

Jeg rækker over til natbordet og griber min telefon.

22 beskeder 6 opkald

Oh shit. Jeg griner, da jeg indser, at jeg fuldstændig har glemt, at der var morgenmad for en halv time siden.

De fleste beskeder er fra Mie, Magnus og Kasper:

Hvor er du?

Hvornår skulle vi mødes til konkurrencen?

Kommer du ikke ned til morgenmad?

Jeg skynder mig op af sengen og hopper hurtigt ud i badet. Vandet vækker mig helt, og jeg skynder mig at vaske mig. Efter badet smider jeg hurtigt noget tøj på og lægger en hurtig makeup.

Da jeg er færdig, griber jeg min taske og telefon og skynder mig ned til morgenmadsbuffeten.

Jeg skynder mig ud i elevatoren, hvor en meget ubehagelig mand allerede står. Han kigger op og ned af mig med et lumsk blik, som giver mig kvalme. Jeg prøver at ignorere ham, men det er umuligt. Jeg bliver nødt til at sige noget.

"Can you stop? Thank you" siger jeg bestemt uden at kigge på ham.

Han stopper ikke med de klamme blikke, og da vi endelig når til restaurantens etage, skynder jeg mig ud med hastige skridt, men han følger hurtigt efter mig.

Jeg sætter tempoet op, og det samme gør han. Blodet pumper i kroppen på mig, og hjertet sidder helt oppe i halsen.

Jeg nærmest løber ind i restauranten, hvor de alle sammen sidder, og de kigger forskrækket op på mig. Jeg mærker manden tage fat i min skulder og han river mig hårdt tilbage.

"GET OFF OF ME!" Råber jeg af forskrækkelse og får nu hele restaurantens opmærksomhed.

Jeg hører en stol, der bliver skubbet hen over gulvet, og ser Emil styrte mod mig med et rasende blik rettet imod manden.

Han griber fat i mandens trøje og siger, at han skal holde sig langt væk fra mig, ellers skal han ikke regne med at have den mængde blod i kroppen, som han har nu, når han forlader hotellet. Manden kigger chokeret på Emil. Hans ansigt er blegt, og han undgår alles blikke, mens han nærmest snubler ud ad døren.

"Er du okay?" spørger Emil bekymret og holder mig blidt på skulderen. Hans øjne søger mine, og jeg kan se ægte bekymring i dem.

Min vejrtrækning bliver sværere og sværere, og jeg kan ikke få den rigtige mængde luft. Min brystkasse snører sig sammen, og det føles som om, jeg er ved at drukne i åben luft.

"Emil - jeg - tror jeg får et - panikanfald," siger jeg besværligt og prøver at få luft, men jeg kan ikke trække vejret ordentligt. Mine hænder går til mit bryst, som om det kan hjælpe mig med at få vejret.

Han følger mig ud på gangen, væk fra de stirrende blikke i restauranten, så hele restauranten ikke ser mit anfald. Hans hånd er fast og beroligende på min ryg, mens vi bevæger os væk fra menneskemængden.

Jeg sætter mig panisk ned på gulvet og kan slet ikke styre mig selv. Mine hænder ryster voldsomt, og tårerne strømmer ned ad mine kinder uden kontrol.

Emil sætter sig på hug ned ved siden af mig, holder mig blidt om hovedet og prøver at få øjenkontakt med mig. Hans hænder er varme og stabile mod mine kinder, og han tvinger blidt mit blik til at møde hans.

"Emma, det er okay. Træk vejret helt ned i maven, alt er okay, manden er væk. Jeg er her, og jeg skal nok passe på dig," siger han beroligende. Hans stemme er rolig og blød, en kontrast til kaosset inden i mig.

Jeg prøver at trække vejret helt ned i maven og føler, at det hjælper lidt. Emils beroligende ord begynder langsomt at nå ind til mig, og jeg fokuserer på hans øjne. De er fyldt med en rolig styrke, som jeg klamrer mig til.

"Fokusér på min stemme, Emma. Du er stærk, og du klarer det her," siger han blidt, mens han stryger en hånd over mit hår. Jeg nikker svagt og prøver at følge hans instruktioner. Jeg tager langsomme, dybe indåndinger, selvom det føles som om, mine lunger er af sten.

Langsomt begynder min vejrtrækning at stabilisere sig, og panikken slipper sit greb om mig. Jeg kan mærke tårerne trille ned ad kinderne, men jeg er taknemmelig for, at Emil er her.

"Tak," hvisker jeg svagt og kigger op på ham. Min stemme er hæs og rystende, men fyldt med ægte taknemmelighed.

"Alt for dig, Emma," siger han og smiler varmt til mig. "Du betyder alt for mig."

Jeg kan se ærligheden i hans øjne, og for første gang føler jeg, at han virkelig mener det. Jeg nikker svagt og tager hans hånd, hans greb er fast og trygt.

"Skal vi gå ind igen?" spørger han forsigtigt.

Jeg tøver, men nikker så. "Ja, lad os det."

Vi går ind i restauranten igen, hvor alle ser på os med bekymrede blikke. Emil holder mig tæt ved sin side, og jeg ved, at uanset hvad der sker, vil han være der for mig. Hans støtte giver mig modet til at møde de nysgerrige blikke, og sammen går vi mod vores bord.