Det Skete Bare Ikke Lige

Den sidste date

Vi ankommer til restauranten, og jeg kan straks se, at Emil har valgt en af de fineste. Den smukke indgang fører os igennem en gang oplyst af blødt lys, omgivet af grønne planter og det beroligende rislende vand fra et springvand. Selvom der er mange mennesker, der færdes rundt, bliver jeg ikke forstyrret. Alt, jeg ønsker, er at tilbringe min sidste dag sammen med Emil.

En smilende kvinde møder os og fører os høfligt hen til vores bord. Emil trækker høfligt stolen ud for mig med et charmerende smil.

"Sikke en gentleman," bemærker jeg og ler kærligt af ham.

Han griner med og sætter sig overfor mig.

Vi bestiller vores mad og begynder at snakke.

"Dette er vores sidste middag sammen," siger jeg og kæmper for ikke at lade det slå mig ud.

"Ja, lad os nyde det," siger Emil og smiler det perfekte smil, som jeg kommer til at savne så inderligt. Jeg vil savne alt ved ham: hans unikke personlighed, hans smil, hans altid perfekte hår og alt andet.

Da maden ankommer, hygger vi os så godt vi kan. Vi griner og morer os, og aftenen kunne ikke være blevet mere perfekt. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har haft den bedste aften overhovedet sammen med Emil.

Vi har tilbragt fire timer på restauranten, og nu er vi trætte og på vej hjem. Da vi går ud af restauranten, begiver jeg mig ned ad trappen, men bliver pludselig standset af Emils hånd, der griber om mit håndled og trækker mig ind til ham.

Han ser dybt ind i mine øjne med alvor.

"Emma, der er noget, jeg skal fortælle dig, og det er vigtigt, at du lytter godt efter," siger han med en seriøs tone, der sender et sug gennem min mave.

"Okay?" svarer jeg forvirret, mens jeg stirrer tilbage på ham.

"Jeg ønsker ikke, at det her skal ende. Jeg vil have, at vi stadig har den samme gnist, når vi ser hinanden igen. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at blive flyttet til Frankrig," siger han, og jeg ser tårerne forme sig i hans øjne af ren alvor.

"Emma, jeg mener det virkelig," fortsætter han og strammer sit greb om mig, der føles både tættere og varmere.

"Men du kan jo ikke bare flytte til Paris, Emil. Mathias er lige blevet flyttet til Tyskland, og mange af dine venner spiller også der. Du skal ikke flytte til Frankrig på grund af mig. Jeg kan ikke bede dig om det," tøver jeg og holder nu også tættere om ham.

"Jeg ville ikke have noget imod at spille i Frankrig," siger han, hans smil afslører både håb og ægte begejstring.

Jeg lader et smil sprede sig på mine læber, men inden jeg kan sige mere, afbryder han.

"Men det er ikke kun på grund af dig, Emma. Det er også for mig selv, for min karriere, for vores fremtid sammen," tilføjer han, og hans øjne gløder af beslutsomhed.

Jeg mærker varmen fra hans ord og smelter nærmest, men samtidig føler jeg en knugende angst. Det er ikke, fordi jeg ikke ønsker at dele fremtiden med ham, men fordi jeg ikke ønsker, at han skal ofre for meget for min skyld.

"Emil, jeg værdsætter din vilje til at tage denne beslutning, men jeg kan ikke lade dig gøre det alene for mig," siger jeg og placerer min hånd blidt mod hans kind.

Han læner sig ind i min berøring og lukker øjnene et øjeblik, før han åbner dem igen og ser dybt ind i mine.

"Jeg gør det for os begge, Emma. For vores drømme, vores fremtid," siger han stille.

Jeg sukker og føler en blanding af kærlighed og frygt, der river i mig. Men i dette øjeblik beslutter jeg mig for at stole på ham, stole på os.

"Jeg ønsker kun det bedste for os, Emil," siger jeg og presser mine læber mod hans i et ømt kys.

Han tager min hånd og klemmer den forsigtigt.

"Vi vil finde en måde at gøre det her arbejde på, Emma. Sammen," siger han med en fasthed i stemmen, der får mig til at tro på, at alt vil ordne sig.

Og i det øjeblik beslutter jeg mig for at lade mig føre af kærligheden og håbet om vores fælles fremtid, uanset hvor den måtte føre os.