Det Skete Bare Ikke Lige

interview

Det er nu en hel måned siden, at vi fejrede Mie og Mathias' bryllup, og jeg kan stadig mærke den lykkelige stemning, der fyldte luften den dag. Men nu er det min tur til at stå i rampelyset. For en uge siden blev jeg kontaktet af TV2, som gerne vil interviewe mig om min karriere og mit forhold til Emil. De vil gerne vide min historie om, hvordan jeg gik fra en ukendt ung pige til at blive en kendt supermodel.

Jeg sidder i venteværelset, nervøs og stirrer ind i ingenting. Det er første gang, jeg skal være med i et direkte TV-interview, og tanken om at skulle tale foran kameraet og mange seere fylder mig med en blanding af spænding og angst. Emil har sendt mig utallige søde beskeder for at berolige mig og forsikre mig om, at jeg nok skal klare det, selvom han desværre ikke kan være her på grund af en kamp. Hans støtte gør mig lidt mindre nervøs, da jeg ved, at han er med mig i tankerne.

En dame med headset på kommer hen til mig. Hun har et professionelt udtryk. Hendes smil virker mere formelt end venligt, hvilket ikke ligefrem hjælper på mine nerver.

"Emma, det er din tur," siger hun med et knap så venligt smil.

"Okay, tak," svarer jeg nervøst og rejser mig fra stolen.

Jeg følger hende ind i studiet og hilser på intervieweren og de andre tilstedeværende. Intervieweren virker ikke så imødekommende, som jeg havde håbet på, men jeg forsøger at bevare mit fokus.

De forklarer mig, hvad der skal ske under interviewet, og at jeg bare skal svare så godt som jeg kan på spørgsmålene.

"3, 2, 1, og vi er live," lyder det pludselig.

"Godaften, Danmark. Jeg sidder her med den 22-årige Emma, som gik fra at være en gymnasiepige til at blive verdenskendt model og blive kæreste med Emil Jakobsen. Hvordan har du det, Emma?" spørger hun og smiler.

"Jeg har det meget godt, tak," svarer jeg med et nervøst smil.

"Hvordan går det med det hele?"

"Det går godt, selvom jeg har lidt stress på grund af et kommende bryllup, men ellers går det fint," siger jeg og føler mig pludselig en smule stram i kroppen.

"Et bryllup?" gentager hun, og hendes stemme lyder lidt skeptisk.

"Ja, jeg blev forlovet med Emil for et par måneder siden," svarer jeg og forsøger at holde nervøsiteten i skak.

"Nåh, det vidste jeg slet ikke. Stort tillykke," siger hun, men hendes ord lyder ikke helt oprigtige.

"Tak," mumler jeg nervøst.

Samtalen fortsætter med at dreje sig om min karriere og hvordan det hele begyndte, men pludselig stilles et spørgsmål, der får mit hjerte til at banke hurtigere.

"Hvad med dig og Emil? Han bor jo i Flensborg og har sin karriere der, mens du bor i Paris som model. Hvordan finder I ud af det, når I bliver gift?" spørger hun bestemt, og mit hjerte synker ned i maven. Jeg føler mig som et råddent æble på et ellers smukt æbletræ. Hvad skal jeg dog svare til det?

Det er som om jeg får koldt vand ned af ryggen. 

"Øhm altså det..." tøver jeg og går lidt i panik, da jeg ikke aner, hvad jeg skal svare.

"Altså det ender jo nok med, at du må flytte, da Emil jo ikke kan flytte sin karriere," siger hun med en arrogance, der får mine tænder til at knirke.

Jeg forsøger at forklare, at det ikke er så enkelt, men hun afbryder mig igen og igen med nedladende bemærkninger og en tone, der får mig til at føle mig som en skolepige, der er blevet taget i at lave ballade.

"Altså, du kan vel bare få et nyt Brandt i modelbranchen!" siger hun vredt, og frustrationen stiger i mig som en vulkan, der er ved at gå i udbrud.

Jeg prøver at forsvare mig, men hendes beslutsomhed er som en uovervindelig mur, der bare vokser og vokser.

"Altså det er heller ikke lige sådan at flytte min karriere men-"

"Altså du er jo bare model. Det kan du vel også godt gøre i Flensborg?" Siger hun irreteret.

Jeg forstår hende virkelig ikke. Det lyder nærmest som om hun er sur på mig.

I princippet kunne jeg jo godt få et nyt brandt. Det er bare ikke lige sådan at få et nyt eller komme ud af ens gamle.

"Jo men, altså jo, det kan jeg-" siger jeg opgivende.

"Godt så er den jo klaret. Emma er ikke længere model for Dior eller Vogue. Hun flytter nemlig til Flensborg," konkluderer hun koldt, og mine knoer bliver hvide af anstrengelse, da jeg kæmper for ikke at miste besindelsen foran kameraerne.

Da interviewet slutter, er jeg forvirret, såret og rasende. Jeg kan næsten ikke tro, at jeg har mistet mit job foran hele Danmark på grund af en grisk interviewers urimelige krav.

Kameraerne slukker og folk ser ud som om de har set et spøgelse og det samme gør jeg.

"Hvad venter du på. Du er færdig?" Siger hun flabet og rejser sig og går sin vej.

Da jeg forlader studiet, ser jeg chokket og udtrykkene på de mennesker, der har overværet hele scenariet. Jeg føler mig så ydmyget, så svigtet.

Udenfor regner det, og det føles som om himlen græder sammen med mig. Jeg får en række notifikationer på min mobil, der minder mig om den ødelagte tilstand, mit liv pludselig befinder sig i. Min vrede buldrer i mig og jeg ender med at kyle min telefon ned i jorden, så den rammer en vandpyt og vandet sprøjter til alle sider og telefonen går i stykker.

Med tårerne strømmende ned ad mine kinder sætter jeg mig ind i min bil. Det føles som om jeg har mistet alt på én gang. Jeg tager en dyb indånding og kører af sted mod Flensborg, en lang, ensom rejse gennem regnen og mine indre storme.