Det Skete Bare Ikke Lige

Anfaldet

"Tak for... ja, det her," hvisker jeg, stadig præget af chokket.

"Selvfølgelig, Emma. Ingen skal have lov til at behandle dig sådan," siger Emil og smiler varmt til mig.

Mine hænder ryster, og jeg kan mærke, hvordan min krop stadig kæmper med at komme sig over den ubehagelige oplevelse. Emil ser det og trækker mig ind til sig, som om han vil beskytte mig mod alt ondt. Jeg lukker mine øjne og forsøger at finde ro i hans omfavnelse, selvom jeg stadig føler mig rystet til benet.

Efter lidt tid begynder jeg dog at ryste over hele min krop. Jeg ved ikke, hvad der sker med mig, men Emil ser det og reagerer straks ved at trække mig endnu tættere ind til sig. Jeg lader mig glide ind i hans trygge favn, og langsomt begynder rystelserne at aftage. Jeg forsøger at fokusere på min vejrtrækning, lade den langsomme rytme berolige mig, indtil jeg endelig finder lidt ro.

"Jeg går lige ud for at få noget frisk luft," siger jeg til Emil og slipper forsigtigt hans greb om mig. Jeg går mod døren, åbner den og mærker straks den kølige luft mod min varme hud. Det er som at træde ud i en anden verden, en verden der er langt væk fra den klaustrofobiske varme og larm, der herskede inde i klubben.

Jeg står derude og lader den kolde luft fylde mine lunger, mens jeg forsøger at berolige min rasende puls. Pludselig kommer en person ud af døren bag mig.

"Emma, undskyld! Jeg ved ikke, hvad der gik af mig," siger Aarons ven panisk.

Jeg ser forfærdet på ham, en følelse af afsky og frygt vokser i mig.

"Bare stop!" siger jeg, mine ord fyldt med vrede og foragt, da jeg ikke engang kan bære at se på ham efter, hvad han gjorde.

"Emma, jeg er virkelig ked af det. Jeg er virkelig fuld, og jeg kan slet ikke styre mig," siger han, hans stemme skælvende af panik.

Jeg ser undrende på ham, men pludselig ser jeg, hvordan hans krop begynder at ryste, og jeg indser, at noget er galt. Jeg går hen til ham og prøver at berolige ham, selvom jeg stadig er fyldt med vrede og mistillid.

"Hey, hey, rolig nu," hvisker jeg og lægger en beroligende hånd på hans skulder.

"Jeg tror, at jeg er ved at få et anfald," stammer han, kæmpende for at trække vejret.

Jeg ser uroligt på ham, usikker på hvad jeg skal gøre, men forsøger at holde mig rolig.

"Prøv at trække vejret dybt og langsomt," foreslår jeg forsigtigt.

"Jeg kan ikke," stammer han, panikken tydelig i hans stemme.

"Jo, det kan du. Prøv at fokusere på din vejrtrækning," fortsætter jeg, mens jeg forsøger at hjælpe ham med at finde roen.

Mine ord afbrydes brat, da han pludselig mister balancen og griber fat i mig for at undgå at falde. Jeg mærker pludselig hans vægt mod mig, og jeg må kæmpe for ikke selv at falde om.

"HEY, HVAD FANDEN HAR DU GANG I? TROR DU IKKE, DU HAR GJORT NOK?" råber Emil, hans stemme fyldt med vrede og desperation, mens han stormer hen mod drengen og knytnævernes kraft rammer med en larmende udfalden.

Drengen vakler og falder til jorden som en våd klud, hans krop ligger nu ubevægelig og bevidstløs på det hårde asfalt .

Mine øjne vidner om chok og frygt, jeg stirrer rystet på Emil, der nu står over den faldne krop.

"EMIL, HVAD HAR DU GANG I?" råber jeg, mine ord fyldt med bekymring, og jeg skynder mig ned til drengen for at undersøge hans tilstand.

"HVAD MENER DU? DET VAR HAM, DER PRØVEDE PÅ ALT MULIGT MED DIG LIGE FØR!" råber Emil, hans stemme stadig fyldt med vrede og forvirring.

"JA, MEN DERFOR KAN MAN GODT HJÆLPE EN SOM ER VED AT FÅ ET ANFALD!" skriger jeg af desperation, mens jeg prøver at vække den bevidstløse dreng.

"Hvad?" siger Emil forvirret over mine ord, som om han pludselig får øjnene op for konsekvenserne af sine handlinger.

"RING DOG EFTER EN AMBULANCE!" råber jeg panisk, mine hænder ryster, og min puls banker af bekymring.

Emil griber sin telefon og ringer hastigt efter hjælp, mens ambulancepersonalet snart ankommer til stedet med hvinende dæk og blå blink, der lyser hele gaden op. Jeg kan mærke en kold følelse af frygt, der griber fat i mig, som jeg ser drengen blive båret væk på en båre, ambulancefolkene travlt optaget af at få ham vækket.

"Emma, jeg vidste det ikke," siger Emil rystet og tager blidt fat om min hånd, men jeg river den straks væk i en blanding af vrede og skuffelse.

"HVORFOR SKAL DU ALTID VÆRE SÅDAN?" råber jeg frustreret, mine ord fyldt med en mixtur af vrede og sorg.

"Hvordan?" spørger Emil, hans stemme trist og forvirret.

"SÅ overbeskyttende!" siger jeg hidsigt, mine følelser koger over, og tårerne presser sig på.

"Det ved jeg ikke?" siger han trist, hans øjne fyldt med forvirring og sorg.

"Vil du ikke bare lade mig være? Jeg tror ikke, vores venskab er særligt sundt for hinanden," siger jeg, mine ord næsten knækkende over den tunge byrde af følelser, der hviler på mine skuldre.

"Hvad mener du med det?" spørger han, hans stemme næsten knækkende af sorg.

"Jeg tror bare... Jeg tror ikke, at vi skal være venner mere," får jeg tøvende frem, og jeg mærker en tåre glide ned ad min kind, som et tegn på den smerte, der fylder mit hjerte.

"Emma..." siger han, hans stemme fyldt med smerte og fortvivlelse.

"Emil, jeg elsker dig, men det her er ikke sundt!" siger jeg frustreret, mine ord fyldt med en tung byrde af sorg og beslutning.

"Emma, det mener du ikke," siger han, og hans stemme knækker, mens tårerne begynder at strømme ned ad hans kinder.

"Jeg er virkelig ked af det, Emil," hvisker jeg, og jeg vender mig om for at gå min vej, men pludselig tager Emil fat i mit håndled og drejer mig om, placerer sine læber på mine i en kærlig, desperat gestus, der river mig med ind i en strøm af følelser og forvirring.