Det Skete Bare Ikke Lige

Jeg bliver smidt ud!

Det bliver næste dag, og jeg har lovet Emil, at vi kunne snakke i dag.

Jeg vågner i gæsteværelset hos Mie og Mathias. Jeg ifører mig noget komfortabelt tøj og samler håret i en løs knold. Jeg forlader stille værelset og lister hen til Emils lejlighed.

Jeg banker på og han åbner døren med et smil, men indeni føler jeg en knude af ubehag. Jeg er ikke klar til denne samtale med ham. Selvom han hjalp mig i går, er jeg stadig fyldt med vrede og mistillid. Han løj for mig i et helt år.

Jeg går ind og sætter mig ned i sofaen.

Jeg føler mig helt malplaceret. Hvad skal jeg sige? Skal jeg overhovedet sige noget? Det var ham, der ville snakke, ikke mig.

"Nå," bryder jeg endelig tavsheden, da han ikke siger noget.

Han kigger på mig og tager en dyb indånding.

"Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte, men jeg vil begynde med at sige, at jeg elsker dig over alt på jorden, og jeg har aldrig løjet for dig. Mine følelser har altid været ægte, og jeg er ked af, at det skulle ende sådan her. Jeg skulle bare have fortalt dig om videoen og sagt, at det bare var en dum spøg," siger han såret.

"Er du sikker på, at du ikke mente noget med den video? Du virkede ret oprigtig," siger jeg uforstående.

"Emma, det var før, jeg kendte dig," beder han.

Jeg tager en dyb indånding. Jeg ved, at jeg kommer til at sige noget, der får mig til at lyde vred.

"Men da du lavede den video, vidste du jo, at vi ville lære hinanden at kende med tiden og du gjorde det alligevel. Du mente åbenbart, at jeg var fuldstændig ligegyldig, at du ingen problemer havde med at såre mine følelser. Men jeg må jo ikke glemme, at DET VAR FØR, DU LÆRTE MIG AT KENDE," siger jeg flabet og kigger vredt på ham.

"Emma, kan du ikke prøve at se det fra min side? Jeg prøver at gøre det godt igen," beder han.

"Hvor er du dum at høre på," siger jeg irriteret. Jeg gider virkelig ikke den her samtale, hvis han ikke kan se sine fejl og forstå, hvor svært det er for mig at stole på en, der har løjet for mig i et helt år, så er han ikke min tid hver. Jeg rejser mig fra sofaen og går irriteret hen mod hoveddøren.

"Emma..." tøver han og rejser sig også fra sofaen.

"Nej, jeg gider ikke at høre mere," siger jeg vredt.

"Så vi er ikke venner længere, eller hvad?" Spørger han surt.

Jeg stopper op, vender mig vredt om og råber ham direkte i ansigtet af ren raseri.

"VENNER?! VENNER LYVER IKKE FOR HINANDEN OG LAVER VÆDDEMÅL OM AT SCORE EN. DU ER FANDEME KLAM!" Råber jeg af raseri og sorg over det, han har gjort mod mig. Han har ydmyget mig foran hele Danmark ved at skyde en bold på mig, løjet om sine følelser og stjålet et helt år af mit liv. Jeg vender mig om og griber efter dørhåndtaget.

"Hvad med håndbold? Jeg bliver smidt ud, hvis jeg ikke snart forbedrer mig, og jeg kan ikke forbedre mig, når vi er uvenner. Vi lovede hinanden, at vi ikke ville stå i vejen for hinandens drømme," afbryder han såret og nærmer sig mig.

Jeg holder fast i håndtaget og stirrer vredt ind i døren foran mig imens jeg sukker i frustration. Mit hjerte banker hurtigt, og en lavine af frustration skyller gennem mig.

"Jeg vil skide på dit håndbold," siger jeg koldt ind i døren og river så ned i håndtaget, før jeg smækker døren i bag mig.