Mens vi kører hjem, fylder en hvirvelvind af tanker mit sind. Hvordan kan han allerede være kommet videre? Jeg troede, han sagde, at han kunne lide mig?
"Hvordan har du det så med Emil, efter han er gået tilbage til sin ex?" Spørger Mie.
"Jeg har det faktisk okay, men jeg synes, det virker ret hurtigt, at han er kommet videre," siger jeg, udmattet af tankerne, der konstant kredser om ham.
"Jeg tror måske ikke, at det er, fordi han kan lide hende, at han er sammen med hende," siger hun lavmælt.
"Hvad mener du med det?" Spørger jeg undrende.
"Da du var på vej op ad trappen til mig efter at have snakket med Aaron, så jeg ned på Emil og hans ex..."
"Ja?" Siger jeg, mine øjenbryn let rynkede af nysgerrighed.
"Altså, hans blik var på dig, da du gik op ad trappen, og da du var kommet op til mig, rev han sin hånd væk fra hendes skulder og gik væk fra hende og hen til Mathias og de andre."
Mine øjne udvider sig i forbløffelse. Hvorfor gjorde han det?
"Okay, men hvad skal det så betyde?" Spørger jeg, forvirret over betydningen af hans handling.
"Kan du slet ikke se det?" Spørger Mie, der kigger spørgende på mig. "Han prøver jo at gøre dig jaloux," siger hun med et smil.
"Ej, det tror jeg altså ikke," protesterer jeg, idet jeg drejer ind til Mies hus.
"Det tror jeg altså, så du skal ikke være ked af det, hvis du tror, at han ikke har noget for dig, for det har han," siger hun og giver mig et kram.
"Vi ses i morgen," siger hun og træder ud af bilen.
Kan det virkelig være sandt? Prøver han virkelig at gøre mig jaloux?
Tirsdagen kommer hurtigt. Mie og jeg er ikke i skole denne uge, da vi bliver studenter næste uge. Vi skal bare øve og læse op. Jeg har aftalt med Mie, Mathias og Emil, at vi skal mødes på café kl. 12 og derefter køre sammen til kampen, så vi når det til kl. 18, når kampen starter.
Mie og jeg kører sammen til caféen, og der står Emil og Mathias lige foran indgangen. Jeg har stadig en underlig følelse over det, som Mie fortalte mig. Prøver han virkelig at gøre mig jaloux? Jeg vil helst ikke bruge min energi på alle disse tanker, men de fortsætter med at snurre rundt i mit hoved.
"Hey," siger jeg.
"Hey piger," siger Mathias og giver Mie et kys.
"Hej Emma," siger Emil og giver mig et kram. Det er rart at mærke hans arme omkring mig.
"Hej Emil," siger jeg og smiler.
"Skal vi gå ind?" spørger Emil, og holder døren for mig, da jeg træder ind.
Vi går ind og finder et bord. Vi bestiller hurtigt.
Jeg sidder over for Emil, og Mathias sidder over for Mie.
"Går det ellers godt? Vi har ikke snakket så meget sammen siden lørdag" siger Emil.
"Ja, det går vel okay. Jeg stresser bare lidt over eksamen næste uge," siger jeg frustreret over tanken om eksamen.
"Det kan jeg godt forstå. Hvis du har lyst, kan jeg godt komme hjem og hjælpe dig i morgen, hvis det er," siger Emil og smiler.
"Wow, det må du virkelig gerne. Det ville være en kæmpe hjælp for mig," siger jeg og smiler tilbage.
"Super, så siger vi det," siger han og smiler.
Min hånd ligger på bordet, og et brandsår, som jeg fik i går, er synligt. Emil bemærker det straks og tager fat i min hånd for at se nærmere på såret.
En varm følelse strømmer gennem mig, da han rører ved min hånd.
"Shit, hvad er der sket her" siger Emil bekymret og tager fat i min hånd, for at se nærmere på såret.
"Oh, det er ikke noget," siger jeg og ryster på hovedet.
"Det ser da ikke ud som ingenting," siger han og stryger sin finger hen over såret.
En isende følelse spreder sig i min mave ved hans berøring. Jeg kigger ham dybt i øjnene. Jeg indser, at mine følelser for ham ikke er forsvundet.
Da vores mad kommer, trækker jeg hurtigt min hånd til mig og lægger den på mit lår. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det. Det er som om det er en refleks.
Vi kigger på hinanden. Han griner af min reaktion. Jeg smiler og kigger genert ned i bordet.
Da vi er færdige med at spise, kører vi mod kampen. Mie og Mathias sidder foran, og Emil og jeg sidder bagerst.
Det er en lang tur, så jeg falder i søvn og ender med at lægge mit hoved på Emils skulder.
Mie kigger i bakspejlet og ser, hvordan jeg ligger. Hun smiler og retter sit blik mod vejen igen.
ESTÁS LEYENDO
Det Skete Bare Ikke Lige
FanficEmma, 18 år, single og har aldrig haft en kæreste. Det er sådan folk beskriver mig. Pigen som ingen dreng nogensinde har været interesseret i. Men hvordan kunne det så ske, at det lige var mig, som han faldt for? (Bliver ofte rettet til det bedre)