Festen er ved at ebbe ud, og kun få mennesker er tilbage, inklusive Mie, Mathias, Emil, Emils date og mig. Vi står udenfor og venter på en taxa, der langsomt nærmer sig vores placering. Mens vi står der, bemærker jeg de intense blikke, som Emils date sender i min retning. Hendes øjne sprudler af misundelse over Emils og mit kys, men jeg beslutter mig for at ignorere det. Jeg har ikke lyst til at starte noget slagsmål, især ikke med en jaloux kvinde.
Endelig ankommer taxaen, og vi klatrer alle sammen ind og begynder turen hjemad. Jeg sidder og vakler lidt på bagsædet, mens verden snurrer rundt for mine øjne. Da vi når vores destination, er jeg glad for at få fast grund under fødderne. Jeg snubler op til lejligheden, alt stadig sløret og forvirrende.
Da jeg smider mig på sengen i gæsteværelset, glemmer jeg helt at skifte til nattøj.
Bank Bank
Bankelyden vækker mig fra min halvbevidste tilstand.
"Emma? Kan du ikke lige gå ind til Emil? Han har min telefon," spørger Mie søvnigt, da hun kommer ind i mit værelse.
Jeg gnider mig i øjnene og forsøger at fokusere. "Kan du ikke selv hente den?" spørger jeg træt og forundret over, hvorfor jeg skal gøre det.
Hun ser på mig og smiler søvnigt. "Kom nu, søde. Han har ikke låst døren. Det skrev han til Mathias," insisterer hun.
Jeg sukker og rejser mig op fra sengen, men stopper brat, da jeg indser, at Mie har meget lidt tøj på. Jeg bryder ud i latter. "Okay, du har ret. Jeg henter den," siger jeg grinende og vakler hen mod døren.
Udenfor er alt sløret og snurrer, men jeg når til sidst Emils dør. Jeg åbner døren uden at banke og råber efter Emil igennem lejligheden.
"Emil!"
Der er intet svar. Jeg træder ind og kigger rundt, indtil mit blik falder på hans soveværelse. Jeg åbner døren, men fortryder det hurtigt, da jeg ser en halvnøgen pige, der snaver ham helt ned i sengen.
"Åh shit, undskyld!" udbryder jeg, lamslået, og lukker hurtigt døren igen.
Jeg står flovt i Emils stue og lukker mine øjne i pinlighed, mens latteren bobler op i mig over den pinlige situation.
Døren åbner bag mig, og Emil kommer ud. Jeg ryster på hovedet og prøver at skjule min latter.
"Jeg skulle hente en telefon?" siger jeg og griner af den akavede situation.
"Ja," griner han og går over mod spisebordet. Jeg kan se, at han også synes, det er pinligt, men vi er begge så fulde, at det virker mindre alvorligt end det egentlig er.
Han finder telefonen og rækker den til mig. "Er du okay med det her?" spørger han, da han overrækker den.
"Ja, vi er ikke sammen mere, så du må selv om, hvem du knalder," griner jeg og går ud af hoveddøren, der smækker i bag mig.
Da jeg nærmer mig Mie og Mathias' lejlighed, rammer noget mig hårdt i brystet. Jeg stopper op, og en følelsesmæssig bølge slår mig næsten omkuld. Tankerne bombarderer mig pludselig som store sten.
Er han allerede kommet videre? Hvordan kan han være kommet videre så hurtigt? Jeg troede, han sagde, at han elskede mig?
Det gør ondt at indse, at han allerede er kommet videre. Jeg er tydeligvis ikke selv kommet videre, ellers ville jeg ikke stå her og føle mig fortabt over, at han ligger i seng med en anden.
For fanden, hvor er hun irriterende. Hun stjæler den eneste, jeg virkelig har haft følelser for, og så giver hun mig oven i købet en på hovedet.
Jeg går ind i lejligheden og lægger telefonen på køkkenbordet. Jeg vakler ind i gæsteværelset, vælter ned på sengen og stirrer ud af vinduet på de mange lys nede på gaden.
En tåre triller ned ad min kind, og et snøft undslipper mig. Jeg er ikke over ham. Slet ikke.
ŞİMDİ OKUDUĞUN
Det Skete Bare Ikke Lige
Hayran KurguEmma, 18 år, single og har aldrig haft en kæreste. Det er sådan folk beskriver mig. Pigen som ingen dreng nogensinde har været interesseret i. Men hvordan kunne det så ske, at det lige var mig, som han faldt for? (Bliver ofte rettet til det bedre)