Emma, 18 år, single og har aldrig haft en kæreste.
Det er sådan folk beskriver mig.
Pigen som ingen dreng nogensinde har været interesseret i.
Men hvordan kunne det så ske, at det lige var mig, som han faldt for?
(Bliver ofte rettet til det bedre)
Vi er taget til Danmark for at fejre vores bryllup. I morgen står vi over for en af de største dage i vores liv. Jeg kan mærke sommerfuglene flagre vildt i min mave ved tanken om at sige ja til at tilbringe resten af mit liv sammen med den mand, jeg elsker med hele mit hjerte. Det er en følelse af nervøsitet og forventning, der fylder mig til randen.
Men samtidig har jeg ventet på denne dag hele mit liv, drømt om den, planlagt den i detaljer i mit sind. Og nu, da den er så tæt på, føles det både overvældende og vidunderligt på samme tid.
Vores forældre og svigerforældre er alle her. Hjælpende hænder og kærlig støtte i forberedelserne til den store dag er helt perfekt. Deres tilstedeværelse bringer en særlig varme og glæde til det hele, og jeg føler mig utrolig heldig over at have dem med os.
Emils bror og kone er her også. Det er lidt underligt, at for ikke så langtid siden var det Emils bror, der blev gift og nu er det vores tur.
Alt omkring os føles som en drøm, som om vi svæver gennem en boble af lykke og forventning. Selvom nerverne pirrer, ved jeg, at når jeg ser Emil stå ved min side i morgen, vil al frygt og tvivl forsvinde, og kun kærligheden og glæden vil fylde vores hjerter.
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
Alt bliver hurtigt gjort klar til den store dag. Jeg omfavner Emil og siger farvel til ham, da jeg ved, at jeg ikke vil se ham før i morgen, når vi står foran alteret i kirken. En nervøsitet begynder at snige sig ind på mig, men han beroliger mig med kærlige ord og forsikrer mig om, at alt vil gå godt.
Efterfølgende kører jeg hjem med mine forældre. At sove hjemme hos dem føles næsten som en luksus, en sjælden lejlighed til at genopleve barndommens komfort og tryghed. Det er længe siden, jeg har sovet i mit eget værelse herhjemme, og det vækker en bittersød følelse af nostalgi.
Da vi ankommer, er mine familiemedlemmer samlet, og de har arrangeret mad og drikke til at fejre aftenen. Jeg kigger op ad trappen, der fører til mit gamle værelse, og jeg går langsomt op ad den. Et trin ad gangen, indtil jeg når døren. Værelset er stadig det samme som dengang, og minderne strømmer mod mig.
Tankerne kredser om den tid, hvor Emil og jeg lige havde mødt hinanden, og nu, tre år senere, står vi over for at blive gift. En følelse af nervøsitet griber fat i mig, og jeg må koncentrere mig om min vejrtrækning for at berolige mig selv. Er jeg ved at få kolde fødder? Det virker næsten absurd, da jeg elsker Emil og ved, at han er den rette for mig. Hvorfor så denne tvivl nu?
Min søster træder ind på værelset og sætter sig ved siden af mig på sengen. Hun er vokset så meget siden jeg sidst var her.
"Er du okay?" Spøger hun og sætter sig ned på sengen ved siden af mig.
"Ja da, bare lidt nervøs" siger jeg nervøst, men smiler til hende.
"Det skal nok gå Emma. Alle får kolde fødder en gang imellem, men du skal bare huske, at du elsker Emil og at han er en god fyr" siger hun og lægger en arm om mig.
"Ja det har du ret i" siger jeg og krammer hende tæt.
Hendes ord om at have kolde fødder før en stor begivenhed rammer mig dybt. Hendes trøstende ord og kærlige omfavnelser lindrer min angst og minder mig om, at jeg ikke er alene i mine følelser.
Jeg ser på hende og begynder at smile ved den tanke jeg får. "Da jeg var i din alder havde jeg næsten lige mødt den mand som jeg i morgen skal giftes med" siger jeg til hende og griner.
Hun får store øjne og taber kæben.
"Åh nej" siger hun chokeret.
"Ja, så hvem ved, måske er det dig, der sidder her om 3 år og får kolde fødder" griner jeg.
"Stop!" Siger hun og vælter forbavset ned i sengen. "Jeg skal ikke allerede giftes" siger hun chokeret og holder sig til hovedet.
Vi forlader værelset og sætter os sammen med resten af familien på terrassen, hvor vi nyder den lækre mad og hinandens selskab. Det er en aften fyldt med varme og kærlighed, og jeg føler mig utroligt taknemmelig for at have dem alle omkring mig.
Tiden flyver, og før jeg ved af det, hjælper jeg min mor med at rydde bordet og gøre klar til natten. Jeg kravler ind i den bløde seng, der dufter af vaskemiddel, og kigger over på min lange, hvide bryllupskjole, der hænger klar til i morgen. En følelse af forventning og glæde fylder mig, og med et smil på læben falder jeg i søvn, klar til den store dag der venter mig.
