Det Skete Bare Ikke Lige

Sammen igen

Aaron kommer ud til os, hans ansigt udtrykker forvirring og bekymring.

"Emma, hvad sker der?" spørger han, hans stemme fyldt med undren.

"Det er en lang historie, men din ven er blevet kørt på hospitalet. Han har fået en hjernerystelse," forklarer jeg, og min stemme bærer en undskyldende tone, da jeg føler, at det meste af ansvaret ligger på mine skuldre.

"Fuck, okay, så må vi nok hellere besøge ham. Tusind tak for i aften," siger han og giver mig et kram, inden han går tilbage til sine venner for at arrangere transporten til hospitalet.

"Selv tak," mumler jeg, idet vi slår armene om hinanden i et sidste farvel.

Jeg møder Emils blik, og han smiler til mig med et håbefuldt udtryk.

"Vil du med hjem til mig?" Spørger han, hans stemme forsigtig og indbydende.

"Tror du det er en god idé?" Spørger jeg, mens jeg lader et grin slippe ud.

"Ja, det tror jeg," siger han bestemt og trækker mig ind i endnu et kys. Han lægger sin arm om min skulder, og vi går mod en taxa, der venter på os, klar til at køre os hjem.

Vi ankommer til Emils hus, og minderne fra sidste gang jeg var her strejfer mit blik. Det stikker lidt indeni, men tanken om, at Emil og jeg er okay, får mig til at glemme det.

"Hvad gør vi egentlig med indflytningen nu, hvor vi er lidt mere end venner?" Spørger jeg, mens jeg smiler til ham.

"Hvad mener du?" spørger han, og et luskende smil danser på hans læber.

"Altså, får jeg mit eget værelse, eller... ved du hvad, det er ligemeget," siger jeg og kigger væk, da mine egne ord får mig til at føle mig en smule flov.

Han omfavner mig bagfra, og hans læber finder min hals, hvilket får mine ben til at blive til gele.

"Emma. Jeg ville elske at sove sammen med dig, hvis det er det, du gerne vil," siger han, og hans kys på min hals bliver lidt mere intenst.

Jeg mister næsten min evne til at tænke, da han fortsætter med at kysse mig. Mine øjne ruller bagover, og jeg glemmer alt om at svare ham.

"Altså, hvis du synes, det er for tidligt..." begynder han, da han stopper med at kysse mig.

Jeg ser chokeret ud i luften, da han stopper, men så vender jeg mig om og ser forelsket på ham, idet jeg husker, hvad jeg skulle svare.

"Det synes jeg ikke," siger jeg hurtigt og ser dybt ind i hans øjne.

Han smiler og omfavner mig, og i det øjeblik føler jeg mig som den heldigste person i hele verden.

"Emil?" Siger jeg stille ind i hans brystkasse, mens han holder om mig.

"Ja?" Siger han og trækker sig lidt tilbage, så han kan høre, hvad jeg siger.

"Jeg kan virkelig godt lide dig," griner jeg.

"Jeg kan også rigtig godt lide dig," gentager han og giver mig et kys. Det er et øjeblik, jeg aldrig vil glemme.

Han løfter mig op i sine stærke arme og bærer mig op til soveværelset med en lethed, der får mig til at føle mig som en fjeder. Da han sætter mig ned, tager jeg mig tid til at absorbere indretningen i rummet. Væggene er malet i en varm, beroligende farve, og et par bløde puder pryder sengen. Det føles hjemligt og trygt.

"Har du noget, jeg kan sove i?" Spørger jeg og ser spørgende på ham.

"Ja, selvfølgelig," siger han med et smil og åbner sit skab for at finde nogle passende tøjstykker, der ligner det, jeg sov i sidste gang, jeg var her.

Jeg går ud på badeværelset og skifter til det tøj, han har fundet. Da jeg kommer tilbage, har Emil dæmpet lyset, og den svage glød giver rummet en intim atmosfære. Han har også fundet en film, som han har lagt klar til os.

"Skal vi se film?" Spørger jeg overrasket.

"Ja, jeg tænkte, at du ville slappe lidt af efter sådan en aften, som du har haft," siger han med et sødt smil.

"Hvor er du sød!" udbryder jeg og løber over til sengen, hvor jeg kaster mig i hans arme. Han holder om mig, og hans beroligende nus i mit hår får mig til at føle mig tryg og afslappet.

Efter lidt tid ser han, at jeg er faldet i søvn, så han slukker for filmen og lyset. Han lægger sig ned igen ved min side og kysser mig blidt i håret, før han selv falder i søvn med et tilfreds smil på læberne.