Det Skete Bare Ikke Lige

Afsted

Mie, Mathias og jeg står nu i lufthavnen, omgivet af summende stemmer og travle passagerer, der skynder sig forbi. Vi har netop tjekket ind, og nu sidder vi bare og venter.

Lidt efter lidt begynder drengene og deres kærester at ankomme, en efter en. Jeg løfter mit blik og lader det glide hen mod den store gang, hvor de træder ind fra. Der, midt i flokken af velkendte ansigter, opdager jeg en gruppe drenge, hvoraf en af dem har det karakteristiske lyse hår.

"Det må være dem," hvisker jeg spændt til Mie, mine øjne låst på den genkendelige skikkelse.

Vi rejser os og nærmer os gruppen, og da vi kommer tættere på, bliver jeg bekræftet i min formodning. Det er Kasper.

"Hej drenge," hilser jeg smilende og går hen imod dem.

"Hej Emma. Mega hyggeligt, at vi måtte tage med jer," siger Kasper glad og giver mig et varmt kram.

"Selvfølgelig. Nu skal jeg introducere jer for de andre," siger jeg og fører dem hen imod håndboldspillerne.

De byder hinanden velkommen med håndtryk og smil, og en lettelse skylles gennem mig, da jeg ser, at stemningen synes god mellem dem fra starten.

Pludselig nærmer endnu en person sig, men han er ikke en del af fodboldholdet.

"Hey" lyder det, og drengene vender sig om.

"Hej Emil" siger de i kor og smiler venligt til ham.

Emil sender mig et stort smil, men jeg lader det passere og ruller blot øjne af ham. Hans forvirrede blik af min reaktion, får mig til at undre mig. Forstår han virkelig ikke, hvorfor jeg er sur på ham? Eller er han bare for langt ude til at fatte det?

Vi ser at der ikke er langtid før at flyet letter, så vi tager vores ting og skynder os at komme afsted.

Da vi endelig sidder i flyet, sider jeg placeret med Mie og Mathias og jeg falder til ro. Jeg lader mig synke ned i sædet og trækker min telefon frem. Jeg begynder at skrive frem og tilbage med Kasper, der sidder lidt længere henne i flyet.

Kasper: Hvordan har du haft det?

Emma: Sådan okay, men lidt skidt.

Kasper: Det er jeg ked af at høre.

Emma: Det skal du ikke være. Jeg er bare glad for, at du er her, så jeg ikke skal være alene med ham.

Kasper: Med hvem?

Emma: Emil...

Kasper: Oh.. er der sket noget imellem jer igen? Jeg troede, I var blevet gode venner?

Emma: Det er en lang historie, og det er bare dumt, men jeg er så taknemmelig for, at I tog med.

Kasper: Selvfølgelig(;

Jeg lægger min telefon væk, da flyet letter, og vi begynder vores rejse mod Spanien. Efter en behagelig flyvetur lander vi og bliver hentet af en taxa, der kører os til vores hotel.

Hotellet er imponerende med sin storslåede facade og smukke omgivelser. Vi tjekker ind og får vores værelser udleveret. Mie og Mathias får et værelse som er et stykke væk fra mig, men jeg opdager lettet, at Kasper og Magnus bor næsten lige over for mig.

Jeg træder ind på mit værelse og lader min kuffert falde på sengen med et lettet suk. Jeg går hen til vinduet og trækker det store, hvide gardin til side. Et hvin af glæde undslipper mine læber, da jeg ser den fantastiske udsigt ud over fodboldbanerne og det glitrende hav i horisonten.