Det Skete Bare Ikke Lige

En drøm på Times Square

Min telefon lyser op, og et navn sender et stik af forventning gennem mig: Josh.

Jeg åbner mine øjne og vrider mig forsigtigt ud af Emils omfavnelse for ikke at vække ham. Med tøvende skridt bevæger jeg mig ud af soveværelset, mens min puls stiger af forventning. Hvad kan skyldes, at han ringer til mig på dette tidspunkt?

"Hej," siger jeg med en træt stemme, men alligevel sprænger min nysgerrighed efter at høre, hvad Josh har at sige.

"Hej, Emma. Undskyld, jeg forstyrrer så tidligt, især når du er sygemeldt, men jeg har virkelig gode nyheder," siger han ivrigt.

Mit hjerte hopper et slag over af spænding. "Okay?" siger jeg, kampen for at holde begejstringen tilbage i min stemme er næsten umulig.

"Vi har fået et billede af dig til at hænge på Times Square. Det er sjældent, at det sker for os, men det ser ud til, at folk virkelig elsker dig" siger han, hans stemme strålende af begejstring

Mit sind stopper op et øjeblik. Havde han virkelig sagt Times Square? Det går langsomt op for mig, og pludselig rammer virkeligheden mig som en mur.

"TIMES SQUARE?" skriger jeg, min stemme fyldt med en blanding af chok og glæde.

"Jeg vidste, at du ville blive glad" siger han og griner, en lyd af ren glæde.

"Josh, det er helt utroligt! Tusind tak for at sige det," siger jeg, mine ord flyder ud af mig i en strøm af taknemmelighed.

"Det var så lidt, Emma. Jeg håber virkelig, at vi snart ses igen" siger han, og selv gennem telefonen kan jeg høre smil i hans stemme.

Jeg lægger langsomt telefonen fra mig, stadig i en slags trance, mens ordene fra Josh hænger i luften som et løfte om en drøm, der går i opfyldelse.

Et billede af mig på Times Square. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er virkeligheden, der bider mig i hver en fiber af min eksistens.

Døren til soveværelset glider langsomt op, og ud træder en træt Emil. Hans øjne er stadig svøbt i søvnens slør, men da de lander på mig, er der en blanding af forvirring og nysgerrighed i dem.

"Emma, hvad sker der?" spørger han, og jeg kan mærke hans forvirring bore sig ind i mit sind.

Jeg kan ikke holde glæden tilbage, den bobler op i mig som en kilde af lykke, der truer med at oversvømme mit hjerte. Jeg løber hen til ham, mine fødder nærmest danser på gulvet, og jeg springer op i hans arme, krammer ham tæt og giver ham et langt kys.

Han kysser mig igen, og denne gang er det som om, han ikke vil stoppe. Det er som om, hans læber er en stærk strøm, der trækker mig ind i en verden af passion og kærlighed.

Jeg trækker mig forsigtigt fra kysset og han sætter mig ned, hans blik fanger mit, og jeg kan se forvirringen svæve der.

"Emil! Et billede af mig er på Times Square!" udbryder jeg, mine ord fyldt med ren glæde.

"Hvad, virkelig?" spørger han, men der er en underlig distance i hans stemme, som om han ikke helt forstår betydningen af mine ord.

"Ja!" siger jeg, men forstår ikke, hvorfor han ikke virker gladere.

"Wow," siger han, men hans stemme mangler den sædvanlige begejstring.

Jeg ser mærkeligt på ham, og en snert af skuffelse sniger sig ind i mit hjerte. Hvorfor er han ikke lige så begejstret som mig? Har jeg forventet for meget af ham?

"Er du ikke glad på mine vegne?" spørger jeg, mine ord forsøger at skjule den skuffelse, der begynder at gnave i mig.

"Jo, selvfølgelig er jeg det, Emma, men..." siger han, men stopper midt i sin sætning.

"Hvad er det, Emil?" spørger jeg blidt, mine øjne søger hans for svar.

"Det er bare... der er så mange, der vil komme til at se på dig, og du er jo så guddommeligt smuk, og..." siger han, men hans stemme falder hen i en slags usikkerhed.

Jeg kan ikke lade være med at le, og jeg tager hans ansigt i mine hænder, får ham til at møde mit blik.

"Emil, det er kun dig, og det vil altid kun være dig," siger jeg, mine ord fyldt med kærlighed og forsikring. Jeg giver ham et kys, der smager af kærlighed og ægthed, og i det øjeblik føler jeg mig tryg og elsket i hans arme.