"Shit, du gav mig et kæmpe chok!" udbryder jeg, grinende af drengen, der står foran mig, men min latter dør hurtigt hen, da jeg indser, at situationen er langt mere alvorlig end først antaget.
En af drengene, som Emil kom sammen med står nu inde på pigetoilettet med mig.
Han svajer frem og tilbage, og jeg kan se, at hans blik er uklart og udfordrende på samme tid. En følelse af ubehag sniger sig ind under huden på mig.
Han smiler skævt til mig, men hans øjne fortæller en anden historie. Da han begynder at læne sig mod mig, trækker jeg mig automatisk tilbage, men jeg rammer døren bag mig og har ikke længere plads til at undvige.
"Øhmm..." siger jeg, mine ord usikre, mens panikken begynder at boble i mig.
Han fortsætter ufortrødent, kysser min hals, og jeg mærker et ubehageligt stik af hans kradsende parfume. Jeg forsøger at skubbe ham væk, men hans greb om min hofte er fast og ubøjelig.
"STOP DET!" skriger jeg, men mine ord går tabt i larmen af klubben.
Mit hjerte hamrer i brystet, og jeg føler mig overvældet af frygt. I ren panik giver jeg ham en lussing, og det lyder som et højt knald i det trange rum. Overrasket over min egen handling, får jeg ham heldigvis til at stoppe.
"Hvad fanden har du gang i?" råber jeg, min stemme skælver af vrede og angst, mens jeg stirrer ham alvorligt ind i øjnene.
Jeg flygter fra toilettet, min vejrtrækning hidsig og ujævn. Da jeg når tilbage til de andre, er jeg forpustet og skælver let.
"Emma, du er tilbage!" siger Mie, uvidende om det der netop skete, og løfter sit glas i glæde.
Jeg forsøger at få styr på min vejrtrækning, men Emil bemærker straks mit forandrede udtryk og går hurtigt hen imod mig, hans bekymrede blik fæstnet på mig.
"Er du okay?" spørger han, hans stemme fyldt med panik, mens han prøver at få øjenkontakt med mig.
Endelig får jeg styr på min vejrtrækning og retter mig op, men min stemme skælver stadig, da jeg svarer: "Ja, det er fint." Det er en løgn, og jeg ved, at han kan se det i mine øjne.
"Er du sikker?" spørger han forvirret og lægger forsigtigt en blid hånd på min hals.
Jeg reagerer instinktivt, skubber ham væk, og min krop sitrer af frygt.
"Shit, Emma, undskyld," udbryder Emil, hans stemme fyldt med chok af min reaktion, mens hans øjne søger mine i forbavselse.
Jeg stirrer også forbavset på ham, men alt begynder at snurre. Rummet føles pludselig mindre, og alt, hvad jeg kan tænke på, er, at jeg snart ligger besvimet på gulvet.
Emil fortsætter med at kigge bekymret på mig, som om han ikke forstår, hvad der sker.
"Du må hellere sætte dig ned, Emma," siger han og skubber en stol hen til mig.
Jeg siger ikke noget. Jeg sætter mig bare ned, mens min krop sitrer af frygt og forvirring.
Pludselig ser jeg drengen fra toilettet nærme sig vores bord. Mit hjerte hamrer hurtigere, og frygten griber fat om mig. Jeg rejser mig hurtigt fra stolen, en trang til at flygte fylder mig, og jeg vælter stolen med et højt brag, der får hele bordet til at stirre chokeret på mig.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, så jeg løber ud fra klubben, men drengen følger efter mig, som en skygge, der ikke kan slippe sit offer.
ESTÁS LEYENDO
Det Skete Bare Ikke Lige
FanficEmma, 18 år, single og har aldrig haft en kæreste. Det er sådan folk beskriver mig. Pigen som ingen dreng nogensinde har været interesseret i. Men hvordan kunne det så ske, at det lige var mig, som han faldt for? (Bliver ofte rettet til det bedre)