Emma, 18 år, single og har aldrig haft en kæreste.
Det er sådan folk beskriver mig.
Pigen som ingen dreng nogensinde har været interesseret i.
Men hvordan kunne det så ske, at det lige var mig, som han faldt for?
(Bliver ofte rettet til det bedre)
Det er flere uger siden brylluppet. Emil er dybt optaget af sin træning med den nye klub og kommer først hjem sent om aftenen. Jeg har lagt mig på sofaen, men jeg vågner kort tid efter med en underlig, kvalmende fornemmelse i maven, der presser mig til at skynde mig ud til toilettet, hvor jeg ender med at kaste op. Jeg forstår ikke, hvad der er galt. Jeg har ikke rigtig drukket siden brylluppet og jeg har ikke feber?
Mine øjne falder på en pakke bind, der ligger på vasken, og pludselig rammer en tanke mig som et lyn. Jeg er gået 14 dage over. Tankerne flyver rundt i mit hoved, og jeg kan ikke forstå, hvad der sker. Det kan ikke være...
Jeg skynder mig ud af døren og løber ned ad gaden for at købe en test. Mit hjerte hamrer afsted i brystet, da jeg lægger testen på vasken med bagsiden opad. Jeg ved at resultatet står der om få sekunder og det driver mig til vanvid. Det tager mig flere minutter om at vende testen om. Jeg er ikke klar til at være mor. Jeg trækker vejret dybt og vender så testen om.
Da jeg ser resultatet, går min verden i stå. Alt står stille, og Emil fylder mine tanker. Jeg er 22 år og Emil er 24. Vi kan ikke allerede blive forældre!
Panikken stiger i mig. Hvad skal jeg sige til Emil? Vil han blive vred? Tankerne flyver igennem mit hoved, mens jeg går frem og tilbage i lejligheden som en sindssyg person. Pludselig går døren op, og jeg får et chok. Jeg er bange. Virkelig bange.
"Hey skat jeg er hjemme" råber Emil fra entreen og tager sine sko af. Jeg svarer ham ikke, men fortsætter bare med at gå frem og tilbage.
"Skat? Jeg har en overraskelse til dig" siger han, da jeg ikke svarer.
Jeg står tomt i stuen og lader mit blik glide ud over det smukke Paris gennem de store vinduer. En lavmælt bekymring stiger op i mig, og jeg svarer stadig ikke Emil.
"Emma? Hvad sker der?" spørger Emil bekymret, mens han går stille hen mod mig og lægger armene om mig bagfra. Jeg mærker hans ømme kys på min hals, men jeg kan ikke få mig selv til at svare ham. Tårerne brænder i mine øjne, og nervøsiteten får mig til at bide hårdt i mine negle.
"Hvorfor er du ked af det?" spørger Emil blidt, men jeg sukker tungt og trækker mig væk fra ham. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere denne situation.
"Emma, hvad er der galt?" gentager han forvirret, og jeg beder ham om at sætte sig ned på sofaen og jeg sætter mig ved siden af.
Han sidder et langt stykke væk fra mig, for jeg er bange for, at han bliver sur. Jeg tøver med mine ord. Hvordan bringer man sådan noget her op?
"Øhm, så... altså du må ikke blive sur eller noget, men..." Jeg stopper op og trækker vejret dybt, før jeg fortsætter. "Jeg er gået over tid," får jeg endelig fremstammet og ser undskyldende på ham.
Hans øjne udvider sig i chok. "Over tid?" gentager han forvirret og ryster på hovedet.
"Ja," siger jeg nervøst og mærker tårerne presse på.
"Har du taget en test?" spørger han, tydeligt nervøs.
Jeg nikker stille og mærker tårerne glide ned ad mine kinder.
"Oh," er alt, han siger.
"Er du sur?" spørger jeg såret og lukker nervøst mine øjne.
Emil rykker tættere på mig og omfavner mig. "Sur? Hvorfor skulle jeg dog være sur?" Han kysser mig blidt i håret. "Emma... vi skal nok klare det her. Vi bliver de bedste forældre i verden," forsikrer han mig og løfter mig op, så jeg sidder på hans skød.
Jeg giver ham et kærligt kys og smiler taknemmeligt til ham. "Du bliver den bedste far i verden," siger jeg og kysser ham igen.
Vi sidder og snakker lidt om alt det, der er sket, da Emil pludselig ser overrasket ud.
"Gud, jeg har en overraskelse til dig," siger han og rejser sig hurtigt fra sofaen.
Jeg ser forbavset på ham, mens han går ud i entreen og henter en boks, som han stiller ned på sofaen.
"Åh nej, hvad er nu det?" spørger jeg undrende og smilende.
"Åben den," siger han energisk og smiler begejstret til mig.
Jeg åbner kassen, der ikke er helt lukket. Og da jeg ser indholdet, får jeg store øjne af overraskelse. En lille, nuttet guldklump kigger op på mig fra kassen.
"Emil!" udbringer jeg skælvende og løfter den lille hundehvalp op i mine arme. Jeg har aldrig set noget så nuttet.
"Snart to små i lejligheden," siger han og sætter sig ved siden af mig, hvorefter han lægger en arm om mig.
"Hvor er den fin, skat," siger jeg og krammer hvalpen tæt ind til mig.
"Tusind tak," tilføjer jeg, mens jeg smiler til Emil.
"Det var så lidt," siger han og kysser mig kærligt.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
