Det Skete Bare Ikke Lige

Emils familie

I dag er den dag, hvor vi sætter kurs mod Danmark. I morgen venter Emils brors bryllup på Fyn, og tanken om at møde hans familie fylder mig med en blanding af spænding og nervøsitet.

Jeg pakker ivrigt en masse ting og bærer det ud til bilen, hvor Emil allerede er ved at gøre klar. Vores eventyr begynder, og jeg kan næsten føle spændingen sitre i luften omkring os, som om den fylder hvert åndedrag vi tager.

Da vi endelig sætter os ind i bilen og begynder at køre, vælter en bølge af forventning ind over mig. Jeg finder noget musik, og snart fylder tonerne af vores yndlingssange bilen. Stemningen bliver let og legende, og før vi ved af det, synger både Emil og jeg med på fuld kraft. Hver strofe er som et samspil mellem vores hjerter, og latteren bobler ud mellem sangen. Det får min nervøsitet til at falde.

"Emma?" bryder Emil pludselig ind, midt i en sang.

Jeg skruer ned for musikken, så vi kan høre hinanden.

"Hvad så?" spørger jeg, nysgerrigheden vækker mig til live.

"Hvad skal vi sige, at vi er? De tror nok stadig, at vi er kærester," siger han, og jeg kan ane en snert af nervøsitet i hans stemme.

Jeg lader et smil danne sig på mine læber, mens jeg kigger ud af vinduet og lader tankerne flyde.

"Så er det nok bare det, vi er," siger jeg roligt og sender ham et skævt smil.

Han griner og kigger på mig, og sammen deler vi et øjeblik af forståelse og gensidig glæde.

"Okay, så er det, det vi er," siger han, og vi bryder begge ud i generte latteranfald.

Jeg skruer op for musikken igen, og vi fortsætter vores sangfest med endnu større entusiasme.

Da vi drejer ind til en stor, smuk hvid villa, fyldes min krop med en overvældende følelse af ærefrygt. Emil parkerer bilen, og vi træder ud i en oase af skønhed.

"Så er vi her," siger han, og jeg lader mit blik vandre over den storslåede ejendom.

"Wow, det er virkelig smukt," siger jeg, imponeret af synet foran os. Små blomsterbede pryder indkørslen, og lyset fra de lamper, der omkranser villaen, kaster et blødt skær over det hele.

Vi tager vores tasker og går hen mod hoveddøren, hvor Emil banker på.

Døren glider langsomt op, og Emils mor træder ud på trappen med åbne arme og et strålende smil.

"Hej skat, hvor er det godt at se dig," siger hun og omfavner Emil med en varme, der er som varm solskin på en kold vinterdag.

Hun vender sit blik mod mig og hendes smil bliver endnu bredere, som om hun allerede kender mig og glæder sig til vores møde.

"Du må så være Emma. Vi har hørt så meget godt om dig, og hvor er du bare smuk," siger hun og trækker mig ind i et kram, der føles som at blive omfavnet af velvære og velkomst.

"Tusind tak, og tak for invitationen," svarer jeg, mine ord smyger sig ud af mig med en blanding af taknemmelighed og glæde, mens jeg krammer hende tilbage.

Vi træder ind i stuen, hvor resten af familien venter med åbne arme og smilende ansigter. Deres varme velkomst føles som et styrkende skub af kærlighed og accept.

Hans familie er ligesom jeg havde forestillet mig - varm, imødekommende og fyldt med kærlighed. De er alle sammen så søde, og jeg føler mig straks hjemme blandt dem.

"Vi har lavet mad," siger hans mor pludselig med et glimt i øjet, som om hun glæder sig til at forkæle os.

"Ej, det havde I ikke behøvet," siger Emil, men smiler til sin mor af glæde.

Vi sætter os hen til bordet, hvor duften af hjemmelavet mad fylder luften med en fortryllende aroma.

"Det dufter virkelig godt," siger jeg, mine sanser berusede af den lækre duft.

"Det var dejligt at høre, Emma," siger hans mor med et varmt smil, og jeg føler mig straks velkommen og elsket.

Vi snakker i timevis med hans familie, og tiden flyver afsted i en skøn hvirvelvind af latter, samtale og fællesskab.

Da vi endelig er færdige med at spise, tilbyder jeg min hjælp til at rydde af, og Emils mor takker mig mange gange, som om hun virkelig sætter pris på min gestus.

"Emma?" siger hun, da jeg tørrer en af skålene af.

"Ja?" svarer jeg og møder hendes blik med nysgerrighed og varme.

"Jeg vil gerne sige tusind tak for det, du har gjort for Emil. Han virker så glad, og jeg tror, du er den eneste, vi kan takke for det," siger hans mor med en ærlighed og taknemmelighed i hendes stemme, der rører mig dybt.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare, men jeg smiler til hende og siger, at det er mig, der er taknemmelig for at have lært Emil at kende, og at han er en helt fantastisk person, som jeg er glad for at have i mit liv.

Vi sætter os ind i stuen, hvor et brætspil står klar på bordet. Jeg bemærker straks det hjemlige hygge i luften, og selvom jeg normalt ikke er den største fan af brætspil, kan jeg ikke lade være med at føle mig tilpas. Det er tydeligt, at Emils familie værdsætter de små øjeblikke af samvær og leg, og selvom det ikke er noget, jeg er vant til, nyder jeg alligevel hvert sekund af det.

Da vi bliver færdige med spillet, trækker vi os tilbage til Emils værelse for at gøre os klar til at gå i seng. Jeg skifter til mit nattøj og går ind på badeværelset for at børste tænder.

En underlig, vemodig følelse sniger sig pludselig ind i min krop, og minderne om tidligere nætter brugt sammen med Emil i hans gamle hus dukker op i mit sind. Jeg savner det virkelig nogle gange, men jeg ryster det af mig og går ind til ham.

Emil ligger i sengen med sin telefon, og jeg hopper over i sengen ved siden af ham, hvilket får hele sengen til at vippe.

"Hold da op. Der er en, som har en masse energi," siger han med et lusket smil og blinker til mig.

Jeg får en underlig følelse i kroppen og kigger mærkeligt på ham.

"Ej, Emma, det var for sjov. Først når du er klar" siger han og smiler til mig, inden han igen vender blikket tilbage til sin telefon.

Jeg vælger at ignorere hans kommentar og lægger mig i stedet over på min side af sengen, i stedet for at lægge mig i hans arme.

"Hvad nu?" spørger han og kigger underligt på mig.

"Du ved, jeg har det svært med det, Emil. Hvorfor skal du så bringe det op på den måde?" siger jeg irriteret.

"Emma, det var for sjov. Jeg ville ikke skynde på dig, men synes du ikke, at det skulle være snart?" spørger han og stryger blidt sine fingre igennem mit hår.

Jeg bliver stille og kan mærke tårerne presse sig på. Jeg ved, Emil vil mig alt det bedste, men efter alt det, der er sket med mig... Jeg kan bare ikke holde det ud. Det er ikke lang tid siden, at der skete det på toilettet, og det kunne have gået galt. Men selvfølgelig er Emil ikke sådan. Han kunne aldrig finde på det.

Jeg lader som om, at jeg sover, og Emil falder hurtigt i søvn. Da jeg kan høre, at han sover, kan jeg ikke holde det tilbage. Tårerne triller ned ad mine kinder, og jeg rejser mig fra sengen og går ud på gangen og nedenunder for at få et glas vand. Hver en bevægelse føles som om, jeg bærer en byrde af tvivl og smerte med mig.