Det Skete Bare Ikke Lige

Undskyld at jeg ikke er klar

Mine øjne er røde og sviger, som om de bærer på en hemmelig smerte, som jeg forsøger at skjule. Jeg står bøjet over køkkenbordet, da lyden af skridt fra trappen fanger min opmærksomhed. Et øjeblik af panik skyller gennem mig. Hans familie må ikke se mig sådan her - svag og sårbar.

Jeg vender mig om, og undgår øjenkontakt med hvem end det er, der nærmer sig. Hvert skridt lyder som en banken på mit hjerte, og jeg holder vejret.

Skridtene nærmer sig, men personen siger intet. Jeg lukker mine øjne, nægter at møde deres blik. Pludselig mærker jeg nogle arme, der omslutter mig. En hånd stryger blidt ned ad min ryg, mens en anden kærtegner mit hår. Duften af personen rammer mig som en brise, og jeg ved straks, at det er Emil.

"Er du okay?" hans stemme er som en mild brise, der beroliger mit indre kaos. Han kysser mig blidt i håret, og jeg lader mig fortabe i hans trygge favn.

"Vil du ikke med op i seng igen?" hans ord er fyldt med omsorg og kærlighed, og jeg mærker en varme sprede sig i mit bryst.

"Det var ikke meningen, at jeg ville bringe det op. Det er jeg ked af, Emma," siger han med ærlighed i stemmen.

"Det er fint. Jeg skal bare lige bruge noget tid," får jeg sagt, mens tårerne triller ned ad mine kinder.

"Det er helt fint, men vil du ikke nok komme med op?" hans øjne møder mine, og jeg kan se den bekymring og kærlighed, der lyser i dem.

Han tager min hånd og hentyder til, at jeg skal følge med. Jeg lader mig lede af ham, gennem stuen og op ad trappen.

Jeg følger med ham og vi går op i seng igen.

Vi stiller os i midten af rummet og Emil holder mine hænder og kigger mig dybt i øjnene.

"Jeg elsker dig overalt på jorden, Emma, og jeg vil ikke skynde på dig. Du kan ikke gøre for, at de dumme svin har gjort dig usikker," hans ord er som en varm brise, der stryger hen over mit hjerte, og han omfavner mig med en kærlighed, der er uforlignelig.

Jeg lader hans ord synke ind i mit sind og min sjæl, og jeg føler mig fyldt med en varme, der kun kan komme fra kærlighedens lys.

"Jeg er ked af, at jeg ikke er klar," siger jeg og kæmper med tårerne, der trænger sig på.

"Nej, Emma, det er ikke din skyld. Du må ikke være ked af det over det," siger han og kysser blidt min kind med en ømhed, der smelter mit hjerte.

Han tager fat om mig og vælter os ned i sengen med en legende lethed, der får mig til at føle mig tryg. Han holder mig tæt ind til sig, og jeg føler mig omsluttet af hans kærlighed og tryghed.

"Vi er okay, ikke?" spørger han mig med et sødt smil.

Jeg smiler til ham og giver ham et kys, der siger mere end tusind ord.

"Besvarer det dit spørgsmål?" griner jeg kærligt.

"Ja," siger han og kysser mig igen, og i det øjeblik føler jeg mig som den heldigste person i verden.

Han holder mig tæt ind til sig, og jeg lader mine fingre glide over hans tatoveringer med en blidhed, der spejler vores kærlighed. Hans åndedræt bliver roligere, og jeg kan mærke, hvordan han falder i søvn af min berøring. Efter lidt tid er jeg også væk, fortabt i drømmenes søde favn.