Det Skete Bare Ikke Lige

uvenner

"Det er lidt svært at forklare," siger han og kigger ned i bordet, hans stemme svag og tonen tung af ubehag.

"Okay," siger jeg og kigger ud af vinduet, som er bag ham. Skyggerne danser udenfor, spejler mine indre tumult og frustration. Hvorfor vil han ikke bare fortælle mig det? Det kan da ikke være så svært at forklare. Det er nok bare, fordi han ikke vil sige sandheden.

Jeg tager irriteret min tallerken og stiller den over i vasken. Lyden af porcelæn mod stål skærer igennem den spændte atmosfære.

"Hva nu?" Spørger Emil og kigger mærkeligt på mig, hans ansigt en mur af uforståenhed og frustration.

Jeg kan ikke lige overskue ham, så jeg ignorerer ham. Det er plat, at han ikke bare vil sige hvorfor.

"Emma?" Siger han igen og kigger bekymret efter mig, da jeg går ud i gangen. Hver skridt ekkoer i min frustration.

"Stop nu, Emil," siger jeg ude fra trappen og går op på mit værelse. 

Jeg lægger mig i min seng og bliver ked af det. Kan han da ikke bare sige hvorfor? Tårerne triller ned ad mine kinder, som de stumme vidner om vores brudte forståelse.

Efter 10 minutter kommer Emil op.

"Emma, jeg vil ikke køre, når vi to er uvenner," siger han og sætter sig på sengen. Hans ord er som skrøbelige glasstykker, der skærer gennem tavsheden.

Jeg ligger med ryggen til ham og bliver nu endnu mere ked af det, da jeg heller ikke ville have, at vi er uvenner. Hans berøring føles som en bøn, men jeg er for stolt til at give efter.

"Kører du allerede?" Spørger jeg og snøfter, mine ord tynget af sorg.

"Ja, jeg skal nå hjem og lave noget hjemmetræning," siger han, men hans stemme er en mild brise i den hede konflikt.

"Okay, så kør du bare. Du vil alligevel ikke snakke, så der er vel ingen grund til, at du bliver," siger jeg irriteret og snøfter en gang til, mine ord skåret af bitterhed og afvisning.

"Helt ærligt, Emma," siger han trist, hans stemme en lyd af knust håb.

"Det er jo rigtigt, det jeg siger," siger jeg og mærker en forbitret tåre glide ned ad min kind.

Jeg sætter mig op i sengen og kigger ham i øjnene med mine røde og våde øjne, et billede af ødelæggelse og sårbarhed.

"Emma, jeg kan ikke køre, når du er ked af det," siger han og kigger trist på mig.

"Så lad være med at køre," siger jeg og kigger væk, for ikke at bryde mere sammen.

Han smiler til mig og lægger en hånd på mit ben, hans berøring er blid og jeg viser ingen modtand. Han kigger på mig med hans smukke øjne, og jeg kan mærke sommerfuglene i min mave, der flagrer vildt. Han læner sig hen imod mig, og jeg stivner som en statue, mine følelser som en hvirvelvind af forvirring.