Det Skete Bare Ikke Lige

Sidste dag

Emil og jeg ligger i min seng, indhyllet i den svage glød fra fjernsynsskærmen, der kaster bløde skygger omkring os. Jeg har netop sendt en besked til Mie om, at Emil og jeg ikke kommer ned mere i aften, og at vi er blevet gode venner.

Emil fletter sine fingre ind i mine, og det sender en bølge af sommerfugle gennem min mave. Jeg vender mit hoved og ser ind i hans øjne, der glimter med et velkendt glimt af kærlighed.

"Jeg har savnet dig," hvisker han blidt.

"Jeg har også savnet dig," svarer jeg og læner mig ind for at kysse ham.

"Tror du, det holder denne gang?" spørger han med et drillende smil.

"Hvis vi tror på det og begynder at stole mere på hinanden, så tror jeg nok, vi skal ende sammen," siger jeg og smiler tilbage.

"Det er jeg glad for at høre, for jeg kan ikke undvære dig mere," siger han og ser trist på mig.

"Men vi kommer jo stadig ikke til at bo sammen... jeg skal jo tilbage til Paris igen," tøver jeg.

"Vi skal nok finde ud af noget," forsikrer han mig med et kærligt smil.

"Ja, det skal vi," siger jeg og giver ham endnu et kys.

Jeg lægger mit hoved på hans brystkasse, og vi fortsætter med at se filmen sammen i stilhed, mens jeg lader mig omslutte af hans varme.

Jeg vågner op til solens stråler, der skinner ind på hele værelset og opvarmer mig. Jeg mærker en arm om mig og vender mig for at se, at Emil ligger ved siden af mig og snorker let. Jeg griner ved synet og smiler så stille. Jeg kan ikke tro, at jeg har været så sur på ham over noget, der ikke var hans skyld.

Jeg går ud i badet og forbereder mig til dagen. Det er den sidste dag, det er også den sidste dag med Emil, for jeg tager ikke hjem til Danmark. Jeg tager i stedet direkte til Paris, da det er nemmest for mig.

Da jeg kommer ud fra badeværelset, sidder Emil på sengen og ser træt ud.

"Har du sovet godt?" griner jeg og smiler til ham.

Han kigger op på mig og smiler tilbage.

"Du ser godt ud," siger han og lader sit blik glide op og ned ad mig.

Jeg springer over i sengen og kysser ham.

Efter Emil har gjort sig klar, går vi ned og spiser morgenmad sammen med de andre.

De spørger alle, om jeg har det godt efter at være besvimet i går. Jeg svarer, at Emil heldigvis hjalp mig igennem det hele, og de fleste lægger mærke til, at der måske er mere mellem os end bare venskab.

Vi spiser færdigt og hopper derefter i poolen.

Vi bader næsten indtil det bliver aftensmadstid.

Vi gør det officielt, at Emil og jeg er sammen igen.

De fleste ser lidt forundrede ud, da vi fortæller det. Måske fordi vores forhold har haft sine op- og nedture, og de venter bare på, at vi bliver uvenner og går fra hinanden igen.

Men Emil og jeg har lovet, at det ikke skal ske, for hvis det sker igen, så skal vi afslutte det her. HELT. Der skal ikke være flere undskyldninger. Hvis det ikke går, går det ikke, og det må vi begge acceptere. Men jeg vil ikke lade det ske. Jeg vil være sammen med Emil til det sidste.