Det Skete Bare Ikke Lige

Han løj ikke

Jeg sidder sammen med de andre og prøver at spise min morgenmad, men jeg kan ikke få en bid ned, fordi jeg er så forskrækket over hændelsen fra før. Hvert forsøg på at spise føles som en kamp mod min egen frygt, og min appetit er forsvundet et sted mellem angst og ubehag.

Jeg kigger tomt ned i min tallerken og rører slet ikke ved min mad. Tankerne kører rundt i mit hoved, og jeg kan ikke slippe billedet af manden og hans klamme blik fra min nethinde. 

"Skal du slet ikke spise noget?" Spørger Emil, der ser bekymret på mig med sine blide øjne.

"Jeg er ikke så sulten," mumler jeg og kigger op på ham. Hans blik er fyldt med omsorg.

"Okay," siger han og smiler sødt til mig, men jeg kan mærke hans bekymring selv bag det milde smil.

Der går lidt tid, og så rejser vi os alle op og går udenfor. Mine skridt er tunge og mine tanker kaotiske, som jeg følger efter de andre. Jeg holder mig tæt til gruppen, som om de er min eneste beskyttelse mod den frygt, der truer med at overmande mig.

Jeg går bag de andre og siger slet ingenting. Jeg er virkelig bange for, at jeg ser manden igen. Hver skridt er fyldt med frygt. Jeg holder øje med hver en skygge, hvert eneste ansigt, og jeg kan mærke min puls hamre i mine tindinger.

Vi går alle en tur ned langs stranden, og jeg forsøger at følge med, men mine skridt er tunge. Emil sætter tempoet lidt ned og ender bagerst sammen med mig. 

"Emma, er du okay? Du ser lidt skidt ud," siger han bekymret og stopper op ved min side.

"Jeg er bange, Emil. Virkelig bange," siger jeg nervøst og stopper også med at gå. Mine ord hænger tungt i luften, og jeg kan mærke, hvordan frygten presser på fra alle sider.

"Bange? For hvad?" Spørger han forvirret, og hans bekymring afspejles i hans øjne.

"Jeg er bange for, at jeg får et anfald mere, og at du ikke er der til at hjælpe mig igen," siger jeg, og min stemme knækker. En tåre triller ned ad min kind, og jeg kan ikke længere holde den tilbage.

Emil ser såret på mig og lægger sine arme om mig. "Det skal nok gå, Emma. Jeg passer på dig," siger han og omfavner mig.

"Men hvad hvis jeg får et anfald, hvor du ikke er der? Hvad hvis-" begynder jeg, men Emil afbryder mig med en fasthed, der ryster mig.

"Emma, jeg lover, at jeg passer på dig," siger han og kysser mig i håret.

Jeg lægger mine arme om ham og jeg føler mig endelig helt tryg ved Emil. Det er lang tid siden, at jeg har kunnet stole på ham, men denne gang tror jeg på, at han vil være der for mig. Efter han hjalp mig har mit syn på ham ændret sig. Han må være god nok i sidste ende.

"Tak Emil" siger jeg og krammer ham tæt.

Vi ender med at slippe hinanden og følger efter de andre

Tilbage på hotellet går jeg med op på Emils værelse. Drengene skal skifte til træningstøj, da de har en konkurrence, der skal afgøres.

De klæder alle om, og vi mødes alle nede på fodboldbanerne. Holdene bliver blandet med både fodbold- og håndboldspillere for at sikre fair spil.

Kampen går i gang og det hold med Kasper Dolberg scorer det første mål. Der går langtid før der bliver scoret igen, men til min store overraskelse stormer Emil op ad banen og scorer et imponerende mål. Jubelbrøl bryder ud, og jeg kan ikke lade være med at smile stolt. Alle piger jubler og klapper.

Der står 1-1 og det ender også med at blive kampens slutresultatet.

Efter kampen sætter vi os alle ud på hotellets terrasse og får en velfortjent drink. Stemningen er afslappet, og vi nyder hinandens selskab.

Vi viser fodbolddrengene nogle billeder fra dagen, hvor Mathias friede til Mie og Mathias får stor ros for sit romantiske frieri til Mie. Men stemningen ændrer sig pludselig, da Magnus bladrer gennem billederne og opdager noget uhyggeligt.

Han zoomer ind på et billede, hvor drengene står med deres drinks i hånden og løfter det tæt på kameraet. Alle isterningerne i glassene flyder – undtagen dem i Emils glas.

"Vent! Gå lige tilbage," siger Kasper forskrækket, og Magnus gør som befalet.

Magnus går tilbage til billedet og opdager også at isterningerne ikke flyder. De er sunket til bunds, hvilket betyder, at Emil havde ret.

"Wtf du blev rent faktisk drugget" siger han chokeret og kigger på Emil.

"Hvad?" siger Emil, der ser forbløffet ud og rejser sig fra sin stol for at se nærmere på billedet.

Jeg føler mig som frosset fast, mit hjerte hamrer hårdt mod mit bryst, og jeg kan mærke en iskold bølge af frygt skyde gennem min krop.

Magnus rækker telefonen til Emil, der stirrer målløst på skærmen. Han ser på mig med store øjne, og jeg kan mærke hans blik bore sig ind i mig som en kniv.

"Emma, her er beviset. Jeg var ikke mig selv. Hun havde gjort noget ved min drink," siger han frustreret og vender sig mod mig.

Jeg stivner, mine hænder begynder at ryste, og mit hjerte synes at sætte et øjebliks tid. Alt bliver sløret, og jeg kæmper for at trække vejret ordentligt. Jeg kan intet høre, kun mit hjertes banken.

"Emma...?" lyder Emils stemme, men den når mig kun som en fjern klang i mine ører.

"Jeg skal lige ind" Får jeg fremstammet inden jeg rejser mig fra min stol. Hver en bevægelse er som at træde gennem sirup, og jeg kæmper for at nå indgangen til hotellet. Men inden jeg når langt, svigter både mit syn og mine ben, og jeg mærker tyngdekraften trække mig ned inden alt bliver sort omkring mig.