Det Skete Bare Ikke Lige

Av!

Gæsterne sætter sig ved bordet, og jeg venter med at tage plads indtil jeg har sat alt maden.

Da jeg kommer tilbage med det sidste, opdager jeg, at der kun er én plads tilbage, og den er lige over for Emil.

Typisk.

Jeg sætter maden på bordet og tager plads. Da mine øjne møder Emils smiler han til mig, men jeg ruller bare med øjnene og vender mit blik mod Mie.

Vi begynder langsomt at nyde den lækre mad, og Mies familie bombarderer mig med spørgsmål om mit nye liv i Paris.

"Er dig og Emil stadig sammen?" Spørger Mies lillesøster og smiler til mig.

Mie og hendes forældre ser chokerede ud over spørgsmålet.

"Isabella!" Råber Mie irriteret, og hendes søster bliver lidt forskrækket over alles reaktion. Selv bliver jeg også lidt overrasket over deres reaktioner. Det var jo bare et spørgsmål.

"Mie, det er okay," siger jeg og prøver at berolige hende. "Nej, Isabella, vi er ikke sammen længere," forklarer jeg og smiler til hende for at vise, at det er okay.

Jeg kigger over på Emil, og da vores øjne mødes, vender jeg straks mit blik ned mod min tallerken.

Da alle er ved at være færdige med at spise, begynder jeg at rydde af bordet, og selvfølgelig tilbyder Emil sin hjælp.

"Vil du ikke komme hjem til mig efter, at gæsterne er taget hjem, så vi kan snakke?" Spørger han utålmodigt, da vi går i køkkenet og han stiller sukkende tallerkenerne på køkkenbordet.

"Jeg har virkelig ikke lyst til det," siger jeg og placerer tallerkenerne i opvaskemaskinen.

"Kom nu, Emma," beder han og lægger en hånd på min skulder.

Jeg fjerner irriteret hans hånd og fortsætter med at fylde opvaskemaskinen.

Der er stille et øjeblik, hvor Emil bare står og kigger på mig, og det gør mig utroligt stresset.

"Kommer du nogensinde til at stole på mig igen?" Spørger han såret.

"Det ved jeg ikke," siger jeg koldt.

Han siger ikke mere og går i stedet ind til de andre.

Mine tanker kører rundt i hovedet på mig. Jeg føler mig helt rundtosset. Jeg har et glas i hånden, som jeg vil sætte i opvaskemaskinen, men jeg er så svimmel, at glasset ikke rammer maskinen, men fortsætter ned på gulvet, hvor det splintres, og jeg mærker glasskårene skære ind i min fod.

"Forhelvede!" råber jeg af frustration.

Mie kommer bekymret løbende ind i køkkenet og stirrer ned på det blodige gulv, fyldt med skår, og min fod, der bløder fra de dybe ridser forårsaget af glasskårene.

"Shit, Emma," siger hun chokeret.

Emil og Mathias dukker også op i køkkenet og ser lige så chokerede ud som Mie.

Emil tøver ikke og går med sko på hen til mig. Han løfter mig op og bærer mig ind i gæsteværelset. Han sætter mig ned på sengekanten og sætter sig på hug foran mig.

"Jeg bliver nødt til at tjekke din fod for glasskår," siger han, bekymringen tydelig i hans øjne.

Jeg nikker og føler min fod dunke i smerte.

"Skal jeg ringe efter en læge?" Spørger Mie bekymret.

"Nej, det er fint. Jeg kan godt klare det. Gå bare ind til de andre, så kommer vi om lidt," siger Emil og kigger på mig.

Han finder en pincet frem og tager roligt min stilet af. Jeg bider smerten i mig, da stiletten glider over nogle af skårene i min fod.

"Av, Emil," siger jeg irriteret og giver ham et lille puf af frustration og smerte.

"Undskyld," siger han og begynder at fjerne skårene.

Han får de to skår ud af min fod og tjekker derefter grundigt for flere. Forsigtigt tørrer han blodet af min fod, og hans berøring føles beroligende og varm.

"Tror du, at alle er ude?" Spørger han bekymret og kigger op på mig, imens han studerer min fod.

Jeg kan ikke lade være med at smile til ham. Jeg er underligt taknemlig for hans hjælp.

"Det tror jeg. Du har virkelig været en stor hjælp. Tusind tak, Emil," siger jeg og giver ham et kram, mens han stadig sidder på hug på gulvet.

"Jeg er virkelig ked af alt, Emma," siger han og holder mig tæt.

"Emil, lad os vente med at snakke om det," siger jeg og trækker mig fra krammet.

Jeg tager min stilet på og går ind i stuen for at fejre resten af Mies fødselsdag.