Det Skete Bare Ikke Lige

Badning

Jeg går op på værelset og skifter til noget pænt tøj og lægger min makeup omhyggeligt på plads.

bank bank

"Hvis det er Emil, så gå din vej!" råber jeg, halvt i spøg, halvt i alvor, til personen udenfor døren.

"Det er Magnus," siger stemmen udenfor, og en følelse af lettelse skyller gennem mig.

"Oh, okay, kom bare ind!" råber jeg og fortsætter med at lægge min mascara.

Magnus træder ind på værelset og sætter sig ned på sengen ved siden af mig.

"Hvorfor troede du, det var Emil?" Spørger han, hans blik fuld af undren.

"Fordi jeg lige har haft en diskussion med ham," siger jeg tøvende.

"Oh... om hvad?" Spørger han, interesseret.

"Han spurgte, hvorfor jeg var sur på ham, og så sagde jeg, at det burde han udemærket godt vide. Han sagde, at han ikke kunne huske noget fra i fredags, og så blev jeg sur, fordi han er sådan en kæmpe løgner," udbryder jeg frustreret og rammer ved et uheld forkert med min mascara, hvilket kun gør mig mere irriteret.

"Wow, hold da op, men er du sikker på, at han lyver?" Spørger Magnus, hans øjenbryn let rynkede i bekymring.

"Ja, selvfølgelig, hvorfor skulle han ikke kunne huske noget?"

"Jeg ved ikke, han virkede lidt underlig," siger Magnus, der tænker tilbage på Emils opførsel i fredags.

Jeg kan godt se, hvad han mener. Emil opførte sig ikke som sig selv, men det kan ikke passe, at han ikke husker noget.

"Ugh, du tager simpelthen bare ikke hans parti," siger jeg frustreret til Magnus.

"Nej, men måske kan han ikke huske noget. Han virkede altså ikke som sig selv, det kunne du da også godt mærke," siger han, idet han mindes Emils opførsel.

"Ja, måske lidt, men jeg tror stadig ikke på, at han ikke husker, hvad han sagde til mig."

"Måske blev han drugged?" siger han chokeret og tænker tilbage.

"Ja, som om. Hvem skulle have gjort det?" Spørger jeg undrende.

"Jeg ved det ikke, Emma, men jeg synes, at I skal finde ud af at blive gode venner igen."

"Nej, jeg skal ikke se ham mere efter denne ferie," siger jeg irriteret.

"Emma—"

"NEJ, MAGNUS! Han er ikke det værd. Jeg er træt og udmattet af alt hans pis!" afbryder jeg vredt.

"Okay..." siger han undskyldende.

"Er du klar til at gå?" Siger jeg og rejser mig op fra spejlet og smiler sødt til ham.

"Ja, det er jeg," siger han og smiler tilbage og rejser sig fra sengen.

Vi går ned til receptionen og ser, at de andre allerede står der, klar til at gå.

Vi kører afsted, og efterhånden som vi nærmer os destinationen, splitter gruppen sig, og til sidst er det kun mig, Mathias, Mie, Magnus, Dolberg, Kasper og nogle andre fodboldspillere, der går ind for at spise. Jeg undrer mig over, hvorfor Emil ikke tog med os. Det kunne være min skyld, men det må han selv om.

Vi får et bord og sætter os alle ned. Bestillingerne af mad og drinks flyder, og stemningen er afslappet og munter. Det er faktisk ret rart at være her uden Emil. Jeg skaber altid drama, når han er med, så det er nok bedst for os alle, at han tog med de andre.

Da vi er færdige med at spise, går vi alle en tur ned til havet. Vandet er lunt og indbydende, og Kasper spørger mig, om jeg er med på en dukkert. Jeg smiler til ham og tager mit tøj af. Under havde jeg en tør bikini på, hvilket jeg er lykkelig over nu. Kun Dolberg og jeg ender med at bade, mens de andre går tilbage til hotellet.

Kasper begynder at sprøjte vand på mig, og jeg bliver irriteret og begynder også at sprøjte vand på ham.

"Stop det!" Siger jeg og griner.

"Næh," siger han og sprøjter mere vand på mig.

"Lad—" Pludselig rammer en kæmpe bølge mig og skubber mig under vandet. Jeg sluger en hel masse vand ned i lungerne og kan ikke få luft.

Kasper tager fat i min arm og hiver mig op over vandet. Jeg klamrer mig forskrækket til ham og begynder at hoste.

"Shit, Emma, er du okay?" Spørger han forskrækket og kigger bekymret på mig.

Jeg hoster alt vandet op og har svært ved at svare ham.

Han bærer mig højere over vandet, og jeg ender på en eller anden måde med at sidde på ham.

Jeg kigger ham i øjnene og derefter ned på hans læber. De små vanddråber glimter på hans hud, og han ser virkelig godt ud. Jeg er lige ved at placere mine læber på hans, men jeg kan ikke få mig selv til det.

Jeg flytter mig fra ham og flyder ud i vandet.

Han tager min hånd og smiler til mig.

"Skal vi gå op?" Spørger han og smiler til mig.

"Ja lad os" siger jeg og smiler tilbage til ham.

Vi går tilbage til hotellet og vi tager sammen elevatoren op til vores værelser.

Da jeg står foran min dør låser jeg den op.

"Godnat Kasper. Vi ses i morgen" siger jeg til ham.

"Godnat Emma, vi ses" siger han smilende og fortsætter ned til hans værelse.

Jeg går ind på værelset og finder et håndklæde og begynder at tørre mit hår med det, da det banker på døren.

"Kasper? Bare kom ind" Råber jeg, imens jeg står foran spejlet i badeværelset og tørrer mit hår.

Jeg får ikke noget svar, da døren går op, hvilket undrer mig lidt

"Mangler du noget?" Spørger jeg ude fra badeværelset og tørrer fortsat mit hår.

Igen svarer han ikke.

Jeg går hen til badeværelsesdøren og kigger hen mod døren og ser nu, at det slet ikke er Kasper.

"Hva fuck laver du her?!" Spørger jeg forskrækket og vredt.