Det Skete Bare Ikke Lige

Finalen

Jeg vågner langsomt fra min halvslumrende tilstand og mærker mit hoved hvile trygt på Emils brede skulder. En pludselig panik rammer mig, da jeg indser min position.

"Shit, sov jeg på dig?" Jeg stammer, og en bølge af rødme skyller over mig.

Emil griner blidt, og hans latter fylder luften omkring os som et varmt tæppe. "Det er okay, Emma. Det var hyggeligt."

Jeg fniser nervøst. "Okay, jeg håber bare ikke, at jeg var for irriterende."

"Det var du ikke," forsikrer han mig med et smil, der får mit hjerte til at banke en smule hurtigere.

Vi forlader bilen og træder ind i hallen og drengene forlader os. Tiden inden kampen starter virker som en uendelig ventetid, men jeg nyder hvert sekund i Mies selskab. Hallen summer af liv, og lyden af træning fylder luften.

Vi ifører os vores røde bluser med hastige bevægelser og finder vores pladser. Mens vi venter, fordyber Mie og jeg os i samtaler og lytter til musik, der skaber en intim stemning mellem os. Jeg opsluges af øjeblikket og bemærker ikke, hvordan hallen gradvist fyldes op med tilskuere.

Da kampen begynder, er spændingen tydelig i luften. Hver scoring vækker jubel blandt tilskuerne, og vores støtte til holdet er ubetinget. Jeg føler mig som en del af noget større, som om vores tilstedeværelse påvirker udfaldet af kampen.

Tiden flyver afsted, og spændingen stiger i takt med de tætte pointstillinger. 

40 sekunder tilbage af kampen.

Mathias har bolden og bliver væltet ned på gulvet.

Det bliver til et straffe.

Da Mikkel Hansen blev skadet tidligere i kampen må Emil stå for straffe. Da Emil træder til for at tage det afgørende straffekast, holder jeg vejret og krydser fingre for ham. Hans bevægelse er flydende, som om han svinger med bolden, og da bolden forlader hans åndr, er det som om tiden står stille.

Da bolden rammer nettet, bryder hallen ud i jubel, og jeg føler mig overvældet af glæde og lettelse. Mie og jeg hopper og skriger i eufori, mens drengene danner en sejrsrunde på banen.

Mie løber ned til banen og Mathias løber hen til hende og kysser hende.
Jeg løber med og giver Mathias et kæmpe kram og ønsker ham tillykke. Jeg ser Emil løbe hen til os med et bredt smil på læben, og i det øjeblik føler jeg mig flyde på en bølge af lykke. Det er som om, alt andet forsvinder, og det eneste, der betyder noget, er øjeblikket, vi deler sammen.

Jeg mærker mit hjerte banke hurtigere, da Emil trækker mig ind i et kram. Hans duft fylder mine næsebor, og jeg kan mærke varmen fra hans krop. Et øjeblik mister jeg mig selv i hans stærke arme, og da vi trækker os væk, føles det som om verden omkring os forsvinder for et øjeblik.

"Tillykke, Emil," hvisker jeg, og et smil breder sig på mine læber, mens jeg ser ind i hans øjne, der glimter med en særlig intensitet.

"Tak, Emma," siger han, hans stemme lidt lavere nu, som om han deler en hemmelighed med mig alene. "Det betyder virkelig meget."

Mine kinder blusser let, og jeg føler mig pludselig genert under hans intense blik. Men det er en behagelig form for generte, som sender små stød af elektricitet gennem min krop.

Idas pludselige indtræden river mig ud af øjeblikket, og jeg ser, hvordan Emil trækker sig en smule væk fra mig. Et strejf af skuffelse sniger sig ind, men jeg lader det ikke vise sig på mit ansigt. I stedet sender jeg ham et opmuntrende smil, som jeg håber når ind til ham på trods af alt.

Det føles som om vores øjeblik blev afbrudt for tidligt, som om der var mere at sige, mere at føle. Men jeg tvinger mig selv til at lade det være og glæder mig over, at han er lykkelig. Dybt inde i mig selv kan jeg dog ikke lade være med at undre mig over, hvad der kunne være sket, hvis Ida ikke var kommet.

Mens vi alle sammen fejrer sejren, glider mine tanker tilbage til det øjeblik, hvor Emil og jeg var alene i vores egen lille verden, og jeg kan ikke lade være med at ønske, at vi kunne få flere af sådanne øjeblikke. Men for nu er jeg bare glad for at have været en del af hans sejr i dag.