Det Skete Bare Ikke Lige

Ny klub

Jeg lader mine tårer glide ned ad mine kinder, mens jeg sidder i Emils trøstende arme. Jeg føler mig fortabt og såret efter det urimelige interview, men Emils nærvær er som et trøstende bål i mørket.

"Hvordan kan folk være så onde?" spørger jeg med en knugende følelse af uretfærdighed.

"De er misundelige" siger han med en blid stemme og kysser mit hår.

"Misundelige? Der er ikke noget at være misundelig over" svarer jeg irriteret, men hans næste ord ændrer tonen.

"Emma, du er model, bor i Paris, er rig og er kærester med den lækreste dreng, der findes. Jeg forstår godt, at folk er misundelige" siger han med et smil, der får mig til at smile til trods for tårerne.

"Den sidste del er ikke helt rigtig," griner jeg og flygter grinende ind i soveværelset, efterfulgt af en legende Emil.

Efter at have grinet sammen og fået lidt luft, gør jeg mig klar til en aften ude. Emil har inviteret mig ud at spise på en af byens fineste restauranter, og jeg glæder mig til at tilbringe tid sammen.

Vi ankommer til restauranten, der er badet i lys og fyldt med livlig musik. Under aftensmaden ser Emil alvorligt på mig og afslører en overraskende nyhed.

"Jeg har fået tilbudt at spille for PSG," siger han og holder et øjeblik øjenkontakt med mig, mens han venter spændt.

Jeg ser forstenet på ham. Det går ikke helt op for mig, hvad han mener.

"Altså jeg flytter til Paris, hvilket betyder, at vi kommer til at bo sammen," fortsætter han med et smil, der får mit hjerte til at slå hurtigere.

En bølge af lettelse skyller gennem mig, og jeg føler mig pludselig lettere end nogensinde. Har han virkelig fundet en løsning på vores største udfordring?

"Er det rigtigt? Men er du sikker på, det er det, du vil?" spørger jeg, overvældet af følelser.

"Ja, jeg er helt sikker," siger han og griber om min hånd.

Jeg føler en boblende lykke inden i mig, men samtidig bobler tvivlen op i mig. Kan vi virkelig finde en løsning på alt dette?

"Emil... Du skal kun gøre det, hvis du virkelig vil. Jeg har ikke længere et job i Paris," siger jeg, mens jeg føler mig forvirret over, om jeg overhovedet kan blive i Paris længere.

"Emma, jeg vil virkelig gerne det her, og vi kan sagtens finde en løsning. Du har ikke mistet dit job, det får vi ordnet," forsikrer han og strammer grebet om min hånd.

"Er du sikker?" spørger jeg tøvende, men hans smil og faste blik beroliger mig.

"Helt sikker," gentager han og smiler.

Vi forlader restauranten og jeg føler mig rigtigt lettet over at det hele er ved at falde på plads.

Da vi kommer tilbage til lejligheden, ringer vi til Josh og min chef, og de er begge forstående og støttende. Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så lykkelig før. Livet begynder langsomt at falde på plads, og jeg ånder lettet ud.