Det Skete Bare Ikke Lige

Det var ikke mig?

Emil går hen mod mig, og jeg kan mærke, hvordan vreden vokser i mig, jo tættere han kommer.

"Emil, gå med dig" siger jeg bestemt og prøver at holde min stemme rolig.

"Emma, jeg vil bare snakke," siger han i et forsøg på at lyde beroligende, hvilket kun irriterer mig mere.

"Snakke? Ja, for det er vi jo virkelig gode til," svarer jeg sarkastisk og ser på ham med sammenknebne øjne.

Han kigger på mig med bedende øjne, og jeg overgiver mig, mest fordi jeg er træt af at skælde ham ud.

"Ugh, for fanden, hvad så?" spørger jeg opgivende og læner mig op ad dørkarmen.

"Magnus har forklaret mig, hvad jeg gjorde i fredags..." siger han undskyldende og ser ned i gulvet.

"Okay?" siger jeg og kigger spørgende på ham, utålmodig efter at få det hele overstået.

"Jeg kan stadig ikke huske noget, men jeg tror, at den pige, jeg vågnede op ved siden af, har noget at gøre med det hele," siger han, og jeg kan høre en snert af håb i hans stemme.

"Med hvad?" spørger jeg, forvirret over hans bemærkning.

"Med min opførsel. Det var jo ikke mig. Det må du da kunne gætte dig til," siger han og træder et skridt nærmere.

"Ja, du virkede meget mærkelig, men det var dig. Hvem fanden skulle det ellers være? Julemanden?" griner jeg bittert og ruller øjne af ham.

"Jo, det var mig, men min opførsel var ikke mig," siger han frustreret og knytter hænderne.

"Ja, det kan du jo sagtens stå og sige," siger jeg og skubber til ham med ordene.

"Emma... hende pigen er kendt for at hælde noget i folks drinks," siger han og prøver at få mig til at forstå alvoren.

Jeg stopper op og kigger alvorligt på ham. "Hvad mener du?"

"Magnus sagde, at hun har gjort det før. Hun er kendt for det," siger han og ser desperat ud. "Jeg tror, hun gjorde det mod mig."

Jeg står og betragter ham. Det er svært at ignorere den panik og ærlighed, jeg ser i hans øjne. Det er en vanvittig historie, men noget ved hans desperation får mig til at tvivle på min egen vrede.

"Så du siger, at hun druggede dig? Hvorfor skulle hun dog gøre det?" spørger jeg, stadig skeptisk.

"Jeg ved det ikke, Emma. Men jeg kan ikke huske noget, og jeg ved, at jeg aldrig ville såre dig med vilje," siger han, og hans stemme knækker næsten.

"Det tror jeg på, når jeg ser det," siger jeg og går hen mod døren. Jeg åbner den og ser på ham med et fast blik. "Farvel, Emil."

Han tøver, men begynder langsomt at bevæge sig mod døren. "Emma, jeg fortæller altså sandheden. Jeg ville aldrig tale sådan til dig af egen fri vilje," siger han undskyldende.

"Men du ville lave et væddemål om mig af egen fri vilje, og det gider jeg simpelthen ikke finde mig i," svarer jeg vredt og peger på døren, utålmodig efter at få ham ud.

Han træder ud på gangen og vender sig mod mig med et såret blik. "Godnat, Emil," siger jeg med en tøven i stemmen, efterhånden træt af det hele. Jeg smækker døren i hovedet på ham, inden han når at sige noget.

Med et dybt frustreret suk går jeg hen mod sengen og smider mig voldsomt ned i den. Jeg holder mig på maven og stirrer op i loftet, mens tankerne kører rundt i mit hoved. Ugh, den dreng. 

Jeg prøver at få styr på mine følelser, men det er svært. Hvad nu, hvis han faktisk taler sandt? Hvad nu, hvis han virkelig ikke kan huske noget fra den aften? Men samtidig er jeg stadig rasende over påmindelsen om væddemålet han lavede, som igen viser, hvor lidt respekt han har for mig.

'