Fearless

2. spillets start & stærk sennep

Senioreleverne bruger altid teknikken at eliminere de svageste først. De giver de første udfordringer til dem, som de tror ryger nemmest. På den måde får man hurtigere sorteret. Det er sjovere, jo få der er. Jeg føler mig dog hverken spændt eller glad lige nu. Tyler står sammen med fem andre seniorelever, og han ser direkte på mig, som står forrest i flokken af de 278 elever, som er mødt op. Jeg løfter et øjenbryn af ham. Han kniber øjnene sammen. Han kan komme an. Jeg vil vædde mine tre sejre på, at han ikke kan komme på noget, som vil vælte mig af tronen. Klokken er 15:57, så det hele begynder lige om lidt. Jeg tripper med højre fod og knytter mine næver. Mine korte cowboyshorts og croptop skjuler ikke, hvor selvsikker jeg føler mig. Men jeg føler mig anspændt. Kedelig. Tag en dyb indånding og find den rigtige Callie frem. Hende som har været skjult i et skoleår og nu kan komme i gang. Jeg lukker kort øjnene og åbner dem så. Tyler ser stadig på mig. Game on, fremtidige voldtægtsmand. Jeg står og nyder, hvordan nogle piger fniser af ham, da noget fanger mit blik. Nej nej nej nej. Hvad laver de her? Jeg ser på Phoenix, Chris og Nash. Jeg begynder at tro, at de forfølger mig som nogle klamme triste og ensomme jomfrufyre. Desuden har Chris og Nash aldrig været med før, og det er Phoenix første sommer her, men han skal skride. De her fyre kommer til at være min største konkurrence. Alle ved, at de er skolens ballademagere. At de elsker problemer, faktisk er de problemer. De kan få alle til at falde på knæ for dem. Bare fordi de er lækre. I det mindste har jeg kæmpet for min popularitet. Kan jeg ikke få dem til at skride?

"Du ser en smule venneløs ud, Summers," Phoenix kommer hen imod mig med sine hænder i sine buksers forlommer. Vi har aldrig rigtig udvekslet nogle ord med hinanden. Men selvfølgelig er hans stemme perfekt. Den er ikke for mørk og ikke for lys, og den har en lille smule hæshed over sig, som får mig til at trippe endnu hårdere med foden. "Der er altid plads i min seng, hvis det er," tilbyder han med et skævt smil.

"Hvad laver du her?" Spørger jeg uden at se på ham.

"Venter på min kones graviditetstest, hvad med dig?"

"Dig og dine to hvalpe derovre plejer ikke at være med."

"Åh, men Callie... Det er dit navn ikke?" Han svinger sin arm om mine skuldre. Jeg svarer ham ikke. "Der var vel også engang, hvor du ikke plejede at være med. Der er en første gang for alt. For eksempel er der det, som hedder en første gang i sengen, og jeg mener ikke at sove trygt med hovedet på din bløde hovedpude med dynen godt om ørene, jeg mener på en sexet blomst og bi måde. Er det noget du har oplevet endnu?" Han ser uskyldigt på mig og hans dumme lange mørke øjenvipper og nuttede smil gør mig meget dybt frustreret.

"Du har noget der," jeg peger på hans ansigt.

"Hvor?"

"Jeg ved det ikke helt. Der er for meget skidt og klamhed til, at jeg kan lokalisere det ordenligt," jeg skubber hans arm af mig, "tag din blomst og bi og prop det så langt op i røven, at din hjerne brummer for første gang og vågner op fra den dvale, som den har været i de sidste sytten år." Phoenix griner og roder mit hår.

"Hvor er du nuttet. Der skal intet til for at pisse lille frøken perfekt af," han klapper kort min skulder. "Knæk og bræk. Ment på den følsomme og venlige måde, selvfølgelig," han går over til sine to venner igen, som begge snakker til ham. Jeg fnyser irriteret og ser mod de seks seniorelever og Bratt, ham der opfandt spillet. Tyler ser fra Phoenix til mig. Jeg rækker fuck til ham. Han retter surt ryggen.

"Okay, alle sammen!" Bratt hopper op på kølerhjelmen af sin bil. Jeg ser hen mod Nash, som ser meget misfornøjet ud. Jeg ved, at han elsker biler, og det der må være en synd. I hans verden kommer man sikkert i helvede for overhovedet at prikke til en bil på en ond måde. "Velkommen til dette års Fearless," råber Bratt. Folk bryder ud i jubel. Jeg stirrer bare på ham med undrende øjne. "Vi har sikkert nogle nybegyndere. Jeg forklarer jer reglerne," han smiler bredt. Jeg vil efterhånden bare gerne i gang. Jeg har noget vrede, som jeg skal kanalisere på en eller anden måde. "De næste fire uger bliver fyldt med udfordringer til jer alle sammen. Vi syv finder på dem, ja vi har endda allerede nogle nu, og så gælder det for jer egentlig bare om at klare dem. Hvis I nægter eller fejler, så er I ude og skal skride. Vi syv er altid her. Når I har klaret jeres udfordring, kommer I tilbage og får en ny. I skal være sammen to og to, fordi hver udfordring skal filmes, om den klares eller ej. I makkerparret skiftes I så til at komme hen til os og få udfordringen. Hvis ens makker ryger, joiner man en anden gruppe. Efter en uge plejer vi normalt allerede at have mistet halvdelen. Den sidste uge er intens og sindssyg. Og bare lige for at alle er med. Præmien er total magt på skolen i et helt skoleår. Ingen elever kan røre jer. Hvert år kommer sidste års vinder og starter ud med at være den første, som modtager en udfordring. Så Callie Summers, kom herop." Folk klapper, og jeg går hen. Bratt rækker mig sin hånd og hjælper mig op på kølerhjelmen. Jeg ser ud over alle de håbefulde ansigter. "Hvem er din makker i år, Cal?" Spørger Bratt. Jeg ser efter Joel, men jeg kan ikke se ham. Han lovede at møde op. Vi har været makkere hvert år. Vi plejer at nå til den sidste uge sammen. Wtf Joel. "Callie?"