Fearless

37. basen & tortur

Tak til xOphelialilljax for billedet!!!
Phoenix har givet mig bind for øjnene. Han siger, at jeg ikke må se, hvor deres base er, hvilket er noget lort. Men han ignorerede alt mit brok og sagde, at hvis jeg ikke gik med til at have bind på, så ville jeg bare ikke få Joel at se. Den lort har bare at takke mig. Jeg har freaking bind for øjnene for at se ham, og jeg hader at have bind for øjnene. Jeg føler ikke selv, at jeg har noget at gøre med min fremtid. Han kunne skubbe mig ud fra et vandfald nu, uden jeg vidste det. Vi har kørt i lidt tid, ikke meget. Hver gang jeg spørger, hvornår vi er der, får jeg at vide, at jeg minder ham om et 6-årigt irriterende barn. Jeg er dybt fornærmet. Det betyder dog ikke, at jeg har tænkt mig at holde kæft. Jeg vil bare gerne irritere ham mere nu.

"Jeg kan en sang, der kan drive dig til vanvid. Jeg kan en sang, der kan drive dig til vanvid. Jeg kan en sang, som kan drive dig til vanvid. Jeg kan en sang, der kan drive dig til vanvid. Jeg kan en sang, der kan drive dig til vanvid," synger jeg højt, "jeg kan en sa--" Jeg bliver afbrudt af, at han propper stof i min mund. Jeg laver en klam lyd og fjerner det igen. "Helt ærligt!"

"Jeg skulle have sat tape hen over din mund," siger han surt. "Det er alt for tidligt på dagen til at høre på dig." Klokken er kun 5 om morgenen, hvad snakker han om? "Eller bundet det der, som du lige spyttede ud, om din mund."

"Det må du ikke, jeg har ytringsfrihed," svarer jeg, "hvornår er vi der?" Spørger jeg. Phoenix skruer op for musikken. Så højt, at han ikke vil kunne høre mig snakke. Ondt. Jeg prøver at prikke til ham, og det lykkes mig, men han bliver ikke glad for det.

"Prøver du at fucking prikke mig i øjet, imens jeg kører bil?" Udbryder han og slår min hånd væk. Jeg trækker den hurtigt til mig. Ups. "Vi har kørt i fem minutter, få noget fucking tålmodighed," hov, jeg har gjort ham sur. Det må være en af de første gange, at det er lykkedes mig. Jeg vælger at holde kæft i lidt tid, for at han ikke køre ind i den nærmest skov og ofrer mig til ulve i vrede. Jeg skal til at synge igen, da bilen sætter farten ned. Endelig. Den stopper, og jeg hører ham stige ud fra bilen. Døren smækker i, og nogle få sekunder senere åbner min dør. Han spænder mig op og hiver mig praktisk talt ud. Jeg snubler næsten, men får min balance igen. Vi går nogle meter, før han trykker på nogle taster, alt efter hvad jeg kan gennemskue, og så åbner nogle døre. Vi går indenfor, og jeg hører dørene lukke bag os. Endelig får jeg fjernet bindet, og jeg behøver ikke engang blinke eller noget for at vænne mig til lyset, fordi der er helt mørkt. Vi står i et komplet sort rum. Phoenix går hen til væggen og lægger sin hånd mod en maskine. Den lyser op, scanner hans hånd, og så placerer han sit ansigt ud fra den. Den scanner hans ansigt, og så åbner to døre.

"Alt det her er da ret upraktisk, hvis man har travlt," kommenterer jeg. Phoenix ignorerer mig og går ind i bygningen. Jeg følger selvfølgelig med ham. Vi kommer ind i et kæmpe rum med meget højt til loftet. Der er helt stille. Væggene er sorte og det samme er gulvet. Her er ingen vinduer, men der er en masse lamper, som lyser det hele op. Phoenix siger ikke noget og går hen mod en dør, som leder ned ad en gang. Jeg ser rundt omkring, imens jeg følger med ham. Ligesom alt andet er gangen mørk med undtagelse af lyset fra lamperne. Vi går forbi nogle døre, indtil vi stopper op, og Phoenix banker på. Der går få sekunder, så bliver døren åbnet. Jeg ser i chok på 3rd street devils' leder, Kingston Rivera. Jeg får straks kuldegysninger. Hans blik er tomt for alle former for følelser, og han ser bare på os. Jeg holder kæft. Kingston er den eneste person, som kan få mig til at holde mund frivilligt. Jeg føler, at han er typen, som lægger mærke til hvert eneste ord, som man siger og altid vil huske dem. Det kan jeg ikke lide. Hans blik er også ubehageligt, fordi han har så flotte øjne med så mange hemmeligheder i. Han tydelige muskler er intimiderende, og det at jeg kan høre en anden person i rummet bag ham, som jeg ikke kan se, fordi han fylder i døren, gør mig ubehageligt tilpas. Personen lyder heller ikke selv til at have det godt. Jeg kan høre høje vejrtrækninger og nogle frustrerede bandeord. Vi er alle sammen stille. Jeg venter på, at King siger noget, men han har tydeligvis ikke tænkt sig at starte, så jeg ser på Phoenix, der virker til godt at kunne se personen bag King.