Fearless

48. stuearrest & en overraskende snak

Jeg har brug for at snakke med drengene. Jeg har brug for at sørge for, at mit venskab med dem ikke er ovre for evigt. Der er ingen tvivl om, at Phoenix har fortalt dem alt, og at de alle sammen hader mig. Undtagen en person. Logan vidste det allerede. Han har vidst det hele tiden. Han fortalte det aldrig til nogen, og vi snakkede aldrig rigtig om det, men han bad mig passe på Chris til gengæld for, at han ikke ville fortælle det til de andre. Jeg bør snakke med ham først. Måske ved han, hvordan de andre har taget det. Det var i går, at hele lortet skete, og jeg ved ikke engang, hvordan han har det efter alt der skete, fordi ingen fortæller mig noget, hvilket i teorien er fair nok. Jeg ville bare ønske, at det ikke var sådan. Jeg sætter mig ind i min bil og begynder min køretur hen mod Logans hus i nabobyen. Efter Phoenix havde smidt den voldsomme bombe om, at han åbenbart også havde en opgave vedrørende mig i alt den her tid, så kørte han mig hjem i stilhed. Jeg havde ikke noget at spørge ham om. Jeg kunne sagtens samle puslespillet i mit hoved. Jeg havde jo praktisk talt den samme opgave. Kom tæt på Phoenix, så du kan sno ham om din lillefinger og lære alt om ham og hans venner, så dit eget hold kan vinde. Den eneste forskel var, at han ikke vidste, at jeg kunne have været en direkte kilde til information om Redskulls, og han skulle få mig til at afsløre ting om Joel. Jeg kan dog ikke huske, at det nogensinde er sket før. Han har aldrig rigtig direkte spurgt ind til Joel. Jeg skruer op for musikken for at overdøve alle tankerne i min hjerne, før jeg kører galt, fordi jeg ikke kan fokusere. Da jeg endelig parkerer foran Logans hus, begynder mit hjerte at sætte farten op. Jeg er nervøs. Jeg ved ikke engang, om han er hjemme, om jeg er bange for, at jeg har fucket op, og at han fortæller mig, at ingen af de andre gider se mig nogensinde igen. Logan skal på college om en uge. Når han er væk, ville det betyde, at jeg er helt alene. Jeg går op mod døren og må tage en dyb indånding, før jeg tør banke på. Der går lang tid, før døren bliver åbnet af Logans far. Han ser undrende på mig. Han har et fancy jakkesæt på, hvilket man nærmest skulle tro, at han levede i, men det giver vel mening, når han er advokat.

"Callie," hilser han anstrengt, "jeg er bange for, at min søn ikke tager imod besøgende lige nu." Han smiler kort. Jeg ser forvirret på ham.

"Hvad mener du?" Det forstår jeg ikke. Logan kan ikke have bedt dem om ikke at lukke mig ind. For det første er det aldrig noget, som han ville gøre, fordi han gider ikke dele sit drama med sine forældre, og for det andet er det meningen, at han skal være den, der er på min side.

"Jeg har måttet give ham stuearrest." Han ser bekymret ud. Hvad er jeg gået glip af? "Der sker nogle ting i hans liv, som han ikke lader os følge med i, og vi kan ikke længere se på, at han hele tiden kommer til skade. Han skal blive indendørs, indtil han tager afsted på college. Du må gerne fortælle det her videre til jeres venner," han står med ret ryg, men jeg kan se trætheden på hans ansigt. Jeg forstår ham godt. Logan er blevet skudt, banket og bedøvet eller hvad end de gjorde mod ham i går, igennem bare denne sommerferie, og han snakker ikke med sine forældre om det, fordi hvorfor fuck skulle han? Hvis jeg var hans forældre, ville jeg også være utroligt bekymret. Måske låse ham nede i kælderen.

"Det er helt fair, og jeg respekterer jeres beslutning. Jeg synes endda, at det er en god ide, fordi der sker en del ting for tiden, og jeg vil ikke have, at han kommer mere til skade. Jeg har bare brug for at snakke med ham i små fem minutter, og så skal jeg nok fortælle det videre til alle de andre," lover jeg. Det er egentlig smart. Hvis Logan ikke forlader sin kælder, kan Redskulls ikke skade ham. Det gør, at der er to personer, som Redskulls ikke kan skade, siden jeg har "fredet" en. Så mangler jeg bare at finde ud af, hvordan jeg beskytter de resterende to. Jeg ser op på Logans far med hvalpeøjne. Kom nu, kom nu, kom nu. Han sukker kort og træder til side, så jeg kan komme ind. "Tak, tak, tak!" Jeg skynder mig ind og hen mod trappen, som leder ned mod kælderen. Jeg åbner døren og flyver derned. "Lo?" Råber jeg. Han er ikke i stuen. Jeg kigger ind i køkkenet, men der er han heller ikke. Jeg tjekker badeværelset, hans ene computerrum og hans andet computerrum. Det aflåste rum, som jeg ikke aner hvad er i, er stadig låst, så jeg går ind i hans soveværelse, og der finder jeg ham. Han ligger på sengen med dynen helt oppe ved hagen, men han har åbne øjne. Han stirrer op i loftet. Lyset er slukket. Uden at se på mig, siger han hæst: "Velkommen ned i bunkeren." Jeg går langsomt hen mod ham. "Er du okay?" Spørger jeg bekymret og sætter mig ved siden af ham.