Fearless

30. en kælder & en snak

Tak til @xophelialilljax for billedet!!! ER RETTET, SÆT DET I WORD DOKUMENT
Jeg er blevet tilkaldt til Phoenix's hus. Det er ret lang tid siden, at jeg har været der, og vi skal snart hen på skolen for at deltage i Fearless, men han har bedt mig komme, fordi han mener, at Chris opfører sig underligt. Jeg ved, at de to kender hinanden ret godt, så selvom Chris prøver at snyde Phoenix, så er det sandsynligvis ikke muligt. Chris er ikke fan af at snakke om, hvordan han har det, det ved jeg, men nogle gange må han tage sig sammen og gøre det alligevel. Hvis jeg kunne få Logan til det til den middag, så kan jeg også få Chrisser til det. Jeg banker på døren, som med det samme bliver åbnet af Forrest. Han ser op på mig med store brune øjne, der minder om sin brors. Han ser meget nervøs ud, så jeg smiler mit venlige smil. Den her dreng har været igennem langt mere, end han burde, og jeg har lyst til at kramme ham og undskylde for, hvad mine venner har gjort imod ham. Jeg tror dog ikke, at han ville sætte specielt stor pris på det. Phoenix snakker helst ikke om alt det, som der er sket, men han har nævnt, at Forrest ikke vil have folk for tæt på. Da han lige var kommet tilbage, skreg han, da Phoenix lagde en hånd på hans skulder. Der er ikke tvivl om, at han har nogle traumer, som han skal arbejde sig igennem, og at Phoenix, og nok også Chris, gør alt de kan, for at hjælpe ham. Spørgsmålet er bare, om det er nok. Jeg vil dog blande mig udenom, for en gangs skyld, fordi at fortælle Phoenix, at hans bror nok har brug for professionel hjæp virker som en måde at lede op til et skænderi på, og det magter jeg ikke. Forrest undgår mit blik og ser ned i jorden.

"Hej," hilser jeg med en kontrolleret stemme. Jeg snakker nogen gange for højt. Har jeg fået af vide. "Er din bror hjemme?" Spørger jeg forsigtigt. Jeg ser på forbindingen om hans hånd og prøver at tilbageholde en grimasse. Forrest nikker kort og træder til siden, så jeg kan komme ind.

"Jeg må ikke lukke fremmede ind," siger han lavt, så jeg næsten ikke hører ham, "men Phee siger, at jeg ikke må smække døren i hovedet på lækre piger." Fuck han er nuttet. Nu vil jeg endnu mere kramme ham. Jeg smiler bredt til ham. Jeg sværger, at hvis Phoenix ikke giver den her dreng alt kærlighed i verden, så får han lov til at møde min pink hammer. Ja, jeg har en, og lad mig bare sige, at den kan være farlig trods farven og plastik-materialet, som den er lavet af.

"Tak for ikke at smække den i," han smiler et lille bitte smil tilbage. Han er utroligt stille i forhold til sin bror, som lige som mig er født med problemet "alt for snakkende mund". Jeg undrer mig over, om han altid har været det, eller om stilheden er kommet efter... Alt der er sket.

"Han er nede i kælderen," Forrest går hen imod en dør, som leder ned i kælderen. Det virker en smule skummelt.

"Nu lokker du mig ikke derned og låser døren, så jeg er fanget, vel?" Joker jeg. Han ryster hurtigt på hovedet og åbner døren. Jeg kan straks høre noget rockmusik. Ja okay, Forrest er også for sød til det. Jeg siger tak, giver ham et sidste smil og går ned ad trappen. Da jeg er nede, ser jeg, at det er et træningsrum. Phoenix står med ryggen til i kun basketshorts og løfter vægte. Jeg ser med store øjne på tatoveringen hen over hans ryg. Jeg har kun set noget af dem, som han har på armene, men det ser ud som om, at de fortsætter om på hans ryg. Den dækker hans skulderblade, men så stopper den også der. Hvorfor blev han lige endnu mere hot? Hans hud er svedig, men det får den bare til at skinne, og han har den der perfekte solbrune farve, som jeg stræber efter, hver gang jeg ligger i solen og forbliver hvid som Olaf. Hans hoved bevæger sig frem og tilbage til musikken, og han virker til at være i en dyb koncentration, så jeg vælger at irritere ham. Jeg går om bag ham og trækker mine negle ned ad ryggen på ham. Han hopper hurtigt væk og taber næsten sine to vægte. Jeg griner af chokket på hans ansigt, indtil han stiller vægtene på jorden og ser meget misfornøjet på mig. Ups.

"Jeg kunne have tabt dem ned over mine fødder," udbryder han surt. Jeg klapper ham på hans svedige kind. Han sætter vægtene fra sig og krydser sine arme hen over sit bryst. Jeg prøver på ikke at stirre for tydeligt.