Fearless

42. et angstanfald & et rødt hoved

Tak til @xophelialilljax for billedet!!!
I skulle have set lægerne og sygeplejernes ansigter, da en Callie med et totalt rødt og puffet fjæs, fordi hun har grædt, og en Nash, Tyson og Logan med blod over det hele, trådte ind på hospitalet. At sige, at de var i chok og forvirrede, er vist en underdrivelse. De er dog kommet sig over det nu. Jeg tror, at Tyson sørgede for, at de ikke tilkaldte politiet. Hvordan han gjorde det, har jeg ingen ide om, men jeg tror ikke, at det gør noget. Jeg kan slet ikke overskue at tænke på andet end Phoenix og Chris lige nu. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, og jeg hader det, og jeg er ærlig talt bange. Selvom ambulancerne var der hurtigt, var Chris' puls så lav, at de næsten ikke kunne mærke den. Jeg ved ikke, hvordan det gik i ambulancen på vej herhen, fordi de vil ikke fucking fortælle os noget. Phoenix aner jeg heller ikke en skid om, og jeg hader det. Jeg sidder og ser på Logan, der står og skændes med den stakkels pige bag disken, der bare gør sit job og fortæller ham, at han ikke må se Chris, når han er midt i en operation. Det giver vel mening, men selv rationelle mig hader hende lidt. De tog Chris direkte ind på operationsbordet, men man kan kun håbe, at det at ingen læger med triste ansigter har været herude, betyder at han stadig lever. Indtil videre. Tyson står i den anden ende af venteværelset og snakker i telefon. Han er vel ved at rydde op efter alles rod. Normalt ville det være Phoenix, men... Jeg sluger klumpen i min hals og prøver at holde tårerne tilbage. Nash sidder ved siden af mig, og hans hænder ryster. Han siger ikke noget, og det ville jeg normalt ikke stille spørgsmålstegn til, men jeg kan ikke lide, at han ryster. Jeg kan heller ikke lide, at hans tøj er dækket i blod - både fordi han selv har fået nogle bank, men også fordi han prøvede at stoppe Chris' blødninger. Hans hænder er helt røde. Mine egne er ikke meget bedre, men nu er Chris og Phoenix så heller ikke mine bedste venner på hele jorden, og praktisk talt min familie. Det er de for Nash. Jeg er ret så sikker på, at de er alt, som han har. Det kan godt være, at jeg ikke kender ham så godt, men så meget kan jeg regne ud. Jeg lægger mine hænder på hans rystende, og jeg vover næsten at påstå, at det er første gang, at jeg har rørt ham på den måde. Det passer sikkert ikke, men jeg kan ikke komme i tanke om andre gange.

"Lad os finde et badeværelse," siger jeg roligt til ham. Jeg prøver virkelig at være den rolige, som Phoenix normalt ville være, så alle ikke panikker endnu mere og dør, men det er ret svært, når jeg selv dør indeni. Mit hjerte banker stadig så hurtigt, som det gjorde, da jeg hørte skuddet. Det gør efterhånden ondt i mit bryst, fordi jeg ikke kan falde ned til jorden igen. Jeg tvinger Nash op på sine rystende ben og går op til disken. "Lad vær med at skræmme pigen og kom med," siger jeg og tager fat om Logans hånd. Han brokker sig, men jeg ignorerer ham og får dem begge to med ud på det nærmeste badeværelse. "Du er pinlig," snerrer jeg af Logan, "forventer du, at hun bare sådan lige lukker dig ind på operationsstuen og--"

"Jeg ved ikke, hvad jeg forventer okay, jeg panikker," afbryder Logan med en rystende stemme. Hans øjne er røde, og han ligner ærligt bare en, der kunne bruge noget søvn. Jeg tænder for vandhanen på det varme vand og tvinger Nash' hænder ind under det. Han står bare i stilhed og ser ned på det røde vand, der samler sig i vasken.

"Det forstår jeg godt, men det kommer ikke til at forøge dine chancer at skælde en ung pige ud, som bare gør sit arbejde," jeg giver ham et strengt blik, som om jeg rigtig er hans mor. Til min store overraskelse, griner han kort.

"Du har ret," han ser på Nash, der bare står og ser ind i spejlet med hænderne under vandet uden at gnubbe på dem eller noget som helst. Jeg kan se bekymringen stige i Logans øjne.

"Nash--" Jeg hopper hurtigt væk, da han trækker sig væk fra mig, fordi jeg rører hans arm. Han ser på mig med store forskrækkede og bange øjne. Hvad skete der lige? Jeg når ikke at stille mange spørgsmål, fordi Nash' vejrtrækning begynder at blive hurtig.