Fearless

50. en far & mordvåbnet

Her lugter vådt og fugtigt. Jeg ved ikke, hvor jeg er, fordi jeg har en sæk over hovedet, men det er helt klart ikke et ideelt sted, som jeg nyder eller kommer til at nyde at opholde mig. Der er helt stille omkring mig. Det eneste, som jeg kan høre, er en konstant lyd af noget, der drypper. Jeg kan hverken bevæge mine ben eller mine arme nogle steder, og jeg er klog nok til at regne ud, at det er fordi, at de har bundet mig fast til stolen, som jeg sidder meget ubekvemt i. Hvor er det her bare noget fucking lort, og selvfølgelig har jeg fået mig selv i den her situation. Jeg har prøvet at regne ud, hvem der har mig, fordi jeg genkendte ikke stemmen. Det må være nogen fra 3rd street devils, fordi det ville ikke give mening, hvis det var nogen fra Redskulls, når vi lige har aftalt, at jeg vil gøre alt, som de beder om. Men hvorfor har de taget mig, og hvorfor fuck spilder de mit liv på, at jeg bare sidder her i stilhed uden at gøre noget overhovedet? Og hvordan vidste Joel det? Jeg bukker hovedet forover med håbet om, at sækken vil falde af, men jeg kan ikke få hovedet langt nok ned. Pis. Phoenix, Chris, Nash og de andre har ingen ide om, at jeg er væk. Joel har, og jeg gav ham vores SOS-kodeord, så jeg kan kun håbe, at han kontakter de andre, og at de ikke hader mig for meget til at redde mig. Jeg retter mig op, da jeg hører en dør åbne og lukke igen. Fodtrin nærmer sig. Jeg knytter mine næver og venter på ham. På at jeg kan finde ud af, hvad der sker, fordi forvirringen tager livet af mig. Joel skal nok finde mig og hjælpe mig. Det hele skal nok gå. Træk tiden ud og overlev. Ingen dræber så lækker en pige som mig. Som det første i hvert fald... Fodtrinene stopper foran mig. Jeg lukker mine øjne og venter på, at den her fucking kidnapper-snegl gør noget. Jeg ved, at jeg bør holde kæft, selvom alt inde i mig prøver at snakke, fordi det er noget, som jeg er så god til. Endelig tager han fat om sækken og hiver den over hovedet på mig. Jeg blinker et par gange. Her er ikke meget lys. Der er en enkel pære, der hænger skævt ned fra loftet, men ellers er her intet lys. Jeg ser op på en mørkhåret mand. Han har skæg, og han ligner en, der er i slutningen af 30'erne. Jeg har aldrig set ham før. Han ser ned på mig med smalle øjne. Ingen af os siger noget. Jeg har været i træning. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, og det gør han tydeligvis også. Han virker magtfuld. Man kan fornemme det på hans rette ryg og øjne, der ser kolde ud, imens han smiler et skævt og selvtilfredst smil. Han løfter sin hånd og skubber mit hår om bag mine ører, så han kan se mig ordenligt ind i øjnene. Jeg har lyst til at rykke væk fra hans fingre, men det er ikke et valg, som jeg har.

"Du er smuk," siger han på engelsk men med en tyk accent, der minder om spansk. Han har brune øjne, og han er en naturlig solbrun. "Ligesom han sagde." Hvem? Hvem fuck har komplimenteret mig til den her creepy fyr? Altså tak, men nej tak. Jeg kniber øjnene sammen og prøver at regne ud, hvilken fælles bekendt, som vi kan have. "Er begge dine forældre amerikanere?" Spørger han, som om vi er to helt normale mennesker, der har en helt normal civiliseret samtale, hvilket bare slet ikke er, hvad der sker. "Du behøver ikke svare. Jeg kender allerede svaret," han kaster sækken ned på gulvet og trækker en stol hen foran mig. Han gør det langsomt, så vi er tvunget til at høre den ubehagelige lyd af stolen, der trækkes hen over betongulvet. "Din mor var spanier, men flyttede til Amerika for at studere, hvor hun mødte din far." Mine øjenbryn trækkes automatisk sammen i undring. Ad for helvede, en klam stalker. What the fuck. Mit hjerte sætter farten op. "Du undrer dig sikkert over, hvad du laver her," han tager noget op fra sin lomme og hviler det mod sit lår, imens han stadig har fat om det. Jeg ser med store øjne på kniven. "Du har skabt mange komplikationer for mig det sidste stykke tid, Calliope." Jeg ser op på ham i stedet for på kniven, og jeg tror, at jeg må se meget chokeret ud. Hvorfra kender han mit fulde navn? Jeg har ændret det til Callie overalt. Jeg føler mig ikke tryg ved det her længere. De eneste, der ved, at jeg hedder Calliope, er min far og Joel. "Du har spioneret på nogle af mine drenge, og du har fjernet deres fokus fra deres egentlige opgaver." Han løfter kniven op mod mit ansigt, og jeg holder praktisk talt vejret i frygt for at bevæge mig, så den rammer mig. Hvis jeg har spioneret på hans drenge, er han med 3rd street devils. Jeg troede, at King var deres leder, men han omtaler dem som "hans drenge", så ham her manden må være højere oppe i hierarkiet end King. Spørgsmålet er bare... Hvem er han? "Jeg kan se, at du har mange spørgsmål. Kom bare med dem." Jeg tager en dyb indånding og prøver at ignorere, hvordan han skubber til mit hår med spidsen af sin kniv.