Fearless

23. natteindbrud & godnathistorie

Tak til @xophelialilljax for billedet!!!
Chris er brudt ind i mit hus. Klokken er fucking 05:14, og knægten kommer hoppende ind ad mit åbne vindue og lægger sig på mig. Ja, han havde endda gæster med. Tak for at tage Logan med og sætte mig i en meget undrende position, fordi hvad fuck sker der. Jeg troede ikke, at de snakkede sammen, men pludselig midt om natten, nogle ville mene morgenen, men de mennesker ved tydeligvis ikke, hvad det vil sige at have sommerferie, kommer de ind på mit værelse og vælter en potteplante. Fedt. Jeg stirrer på dem, som stirrer på mig. Jeg har skrevet til Phoenix og brokket mig, fordi ingen forstyrrer min skønhedssøvn. Den er højest nødvendig. Uden den ender jeg med at ligne Phoenix. En grim og psykisk forstyrret dreng, som har spist for mange gulerødder, og derfor nu har noget, som ligner kanintænder med stort mellemrum imellem tænderne, og oven i det med lidt orange hud, fordi han har samme familietræ som Trumps spraytan, der stammer fra græskar.

"Jeg falder aldrig i søvn igen, og jeg hader jer begge to," hvæser jeg lavt, så min far ikke hører mere end det brag der kom, da Chris fucking faldt ind ad vinduet og dræbte Elsebet, min kaktus, som ellers aldrig skulle dø, fordi den ikke behøvede vand, og jeg derfor ikke ville komme i fængsel for mangel på vanding af den, hvilket i en retssal hedder udtørring.

"Vi er brudt ud fra hospitalet," siger Chris højt. Jeg tysser hurtigt på ham.

"Jeg er ikke en eller anden gammel Helga med høreproblemer fra byens plejehjem," snerrer jeg af ham, "og hvorfor fanden? Han bliver udskrevet om under 24 timer," jeg skubber ham af mig og sætter mig surmulende op. Chris skal til at snakke, men jeg løfter min hånd, og han klapper hurtigt læberne sammen igen. "Mit tredje spørgsmål er, hvorfor I er på mit værelse under min nattesøvn?" Chris laver en grimasse, og Logan holder en hånd mod sin mave. "Og er du lige klatret op ad træet ude foran mit vindue med skudsårene?" Jeg ser forfærdet på ham, men så sukker jeg tungt. "Ved du hvad? Jeg giver ikke en fuck. Det eneste jeg bekymrer mig om lige nu er, at jeg er træt og vil sove, men jeg kan nok ikke sove igen, fordi der ligger et lig på gulvet."

"Et lig?" Chris ser skræmt rundt. Jeg nikker mod Elsebet.

"Du dræbte min roomie. Skrid ud ad vinduet igen."

"Åh det ville vi bare elske at gøre," siger Chris højt og entusiastisk, "men der er bare denne ene lille udfordring." Selvfølgelig er der det. Er der ikke altid det? Hvorfor går det altid ud over mig? Jeg sværger, at de udnytter alle mine fantastiske evner, fordi jeg er genial. De skal kun bruge mig, når de er i problemer. Callie, syg Logan. Callie, få os på hospitalet. Callie, vær smuk i vores selskab. "Det er ikke en stor ting. Kun noget, som gør dig en lille bitte smule sur, men sådan ikke meget. Hvis det er var inden for bagning, ville du blive en knivspids salt sur," han nikker stolt, som om han ved, hvad fuck han fabler om, hvilket vi alle ved, at han ikke gør.

"Vi bliver jagtet af Redskulls," siger Logan lige ud. Jeg banker hovedet ned i min hovedpude med et stort suk.

"Logaaaaan," mumler Chris. Han tror nok ikke, at jeg kan høre ham og prøver at hviske, men det er han virkelig dårlig til. "Jeg prøvede at gøre situationen lidt bedre, så hun ikke ville få lyst til at sparke os så hårdt op på månen, at vores guddommelighed ville blive mødt af søde små aliens, der alle lignede os og hed det samme og vinkede venligt, fordi det er folk virkelig dårlige til her på jorden. Ingen vinker eller smiler til hinanden længere. Vi er virkelig ikke et venligt folk," fortæller Chris frustreret.

"Få ham til at holde kæft," piber jeg. Logan lægger sin ånd på Chris' skulder, og jeg kan se Chris rette ryggen lidt.

"Historien er, at vi snakkede på hospital værelset, vi faldt i søvn, og pludselig vågner vi og må flygte, så--"