Fearless

33. køkkenbordet & en meddelse

Tak til @xophelialilljax for billedet!!!
"Hej, jeg er kommet for at hente hunden, som jeg skal lufte?" Hilser jeg, da Phoenix åbner døren. Han smiler og råber til Chris, at hans babysitter er her. Så læner han sig op ad dørkarmen og smiler sit mest charmerende smil til mig. Jeg ser tilbage på ham med et meget uimponeret blik. "Hvad er der?" Sukker jeg. Han trækker på skuldrene.

"Hvad mener du med: 'hvad er der'?" Han smiler endnu bredere, om muligt.

"Hvorfor smiler du sådan til mig?"

"Fordi det er videnskabeligt bevist, at et smil kan lyse selv den mest sure og livstriste person op?" han svarer det som et spørgsmål. Jeg fnyser kort og ser over hans skulder for at tjekke, om Chris er i nærheden, men det er sneglen selvfølgelig ikke. "Og lige meget hvorfor, hvad er der så galt med, at jeg under dig et af mine fantastiske smil?"

"Det er klamt," svarer jeg med et træk på skuldrene. Han åbner fornærmet munden og gisper såret.

"Klamt?" Jeg nikker. Er han døv? "Nej, en banan er klam, dit ansigt er klamt, at du er venner med Joel, er klamt, men mit smil? Det er ikke klamt. Det er fantastisk, og det kan gøre vidundere. For eksempel elsker gamle damer mig, fordi de synes, at jeg ser så nuttet ud, og ved du, hvad det skaffer mig?"

"Mange niv i kinden?"

"Karameller."

"Hvilket er lig med huller i tænderne," jeg vinder altid vores diskussioner, fordi jeg er klogest og pænest og bedre til alt.

"Hvilket er lig med en tur hos tandlægen, som har en virkelig lækker praktikant, som heller ikke kan stå for mit smil, så altså," han krydser sine arme hen over sit bryst, "jeg brokker mig ikke."

"Det gør jeg, fordi du spilder min tid, og jeg bliver irriteret af at se på din store hoodie, når det er 37 grader," jeg skubber ham væk og går ind i huset. "Christopher fucking Farrel, slæb din røv hen til mig, så vi kan komme væk, før Phoenix tvinger mig til at lave en analyse af hans udseende, fordi han er så selvisk," råber jeg. Intet svar, argh.

"Han er nok oppe på sit værelse, hvor han græder over, at han skal bruge dagen sammen med dig," siger Phee, da han går forbi mig. Jeg ser efter ham med et surt blik og tramper i samme retning som ham. "Du er åbenbart også en stalker."

"Professionel," nikker jeg. "Og uddannet."

"Cool," han går ud i køkkenet, og jeg hopper op på køkkenbordet. "Nej, ned, jeg ville ikke have dine røvbakterier ud over mit køkkenbord." Han ser på mig med smalle øjne og et seriøst blik. Mener han det her?

"Prøv at sige 'giv pote' og se, om jeg også gør det," svarer jeg og tager et æble fra en frugtkurv. Han ser stadig meget utilfredst på mig. "Hvorfor er dine forældre her aldrig?" Jeg kan vel lige så godt lære ham at kende endnu bedre, nu hvor Chris har valgt at gemme sig fra vores legeaftale. Jeg tager en bid af æblet og ser afslappet på ham, imens han sukker opgivende og begynder at skubbe til mine lår. Jeg rykker mig ingen steder.

"De er hos mine bedsteforældre i Mexico," svarer han og skubber endnu hårdere til mig. Jeg glider lidt hen ad bordet, men da jeg til sidst er ved køleskabet, kan han ligesom ikke rigtig få mig væk. Jeg ved ikke, hvad han tænkte. Hvis han gerne ville have mig ned herfra, hvorfor så mase mig hen imod køleskabet?

"Klogt, Einstein, nu er min røv jo bare blevet gnedet mod hele dit køkkenbord," griner jeg. Han giver op og sender mig et dræberblik, før han finder en klud, som han kan tørre køkkenbordet af med. "Bor dine bedsteforældre i Mexico?" Spørger jeg interesseret, før jeg tager endnu en bid æble.

"Nej, de valgte bare at mødes i Mexico for sjov." Jeg sparker ham i maven, hvilket han hurtigt piber over, men jeg ignorerer ham og venter på det rigtige svar. "Min mor er mexicaner," han kaster kluden i hovedet af mig. Jeg fjerner den, men kaster den ikke tilbage, fordi nu er jeg meget optaget af samtalen.