Fearless

49. hjernedød & kampsteg

Jeg går ind på hospitalet med en del tøven. Jeg skal tage mig sammen til at snakke med Chris, hvilket jeg virkelig frygter. Jeg har ikke hørt fra ham, hvilket er helt fair, men jeg ved, at han er den, som er sværest at få over på min side igen, og jeg kan ikke leve uden Chris. Igennem sommerferien er han blevet min bedste ven, og jeg kan ikke forestille mig ikke at kramme ham og grine af ham længere. Mine håndflader er svedige, og jeg har ikke lyst til at gøre det her. Jeg gider ikke forklare min historie igen, fordi jeg skammer mig, og jeg fortryder det, og jeg ville ønske, at jeg aldrig havde gjort det, og at jeg bare var blevet venner med dem af mig selv. Men mit held er lig med Phoenix' humor, så det vil sige, at jeg ikke har noget. Jeg stiller mig ind i elevatoren og tripper med fødderne. Jeg ved ikke, hvor meget de andre har fortalt ham. Måske er jeg så heldig, at Phee allerede har fortalt ham alt, så jeg ikke behøver bekymre mig over at skulle gøre det. Man har lov at drømme i lorte tider som disse, ikke? Fuck hvor er jeg dum. Jeg havde holdt øje med dem på gangene. Man kunne ikke lade vær. De tiltrak sig automatisk opmærksomhed med deres udseende og høje grin, som de kun delte med hinanden. Selvfølgelig blev jeg venner med dem. Hvorfor tog jeg imod den opgave? Idiot. Du kan miste så meget nu. Alt det fantastiske, som du har opnået igennem den her sommerferie. Jeg stiger ud fra elevatoren og ser hans mor og far, der står og snakker ude foran hans hospitalsværelse. Jeg ser overrasket på Clifford Farrel. Jeg troede, at han nægtede at besøge sin søn, fordi han ikke gad kende sig ved ham. Røv far. Men der står han, og for første gang i sit liv, virker det som om, at Chris' mor rent faktisk siger ham imod. Hun står med sine hænder på sine hofter og ser vredt op på ham, der snakker. Jeg går lidt tættere på og begynder at kunne høre dem.

"Du har ikke ret til at besøge ham, Clifford," siger hun, "ikke nu. Ikke når du har haft en uge til det, men var for stor en idiot til at gøre det. Han gider ikke se dig." Jeg stopper op. What the fuck sker der. Karen, jeg er stolt. Jeg tror aldrig, at jeg har hørt hende sige noget til sin mand, når han var åndssvag og dum og verdens største røvhul.

"Han er min søn," svarer Clifford vredt.

"Åh, så det er han pludselig nu? Hvad ændrede sig? Hvorfor vil du pludselig kende dig ved ham?" Udbryder hun med en hjerteskærende stemme.

"Fordi min familie aldrig er hjemme længere, men kun er her."

"Så ved du vel, hvordan det føles at blive udstødt af sin familie. Forlad venligst hospitalet nu og huset, inden jeg kommer hjem i aften." Oh my god, hun går imod ham. Endelig. Fucking endelig. Det tog hende fandme lang tid at opdage, hvor forfærdeligt et menneske, hun havde giftet sig med. På trods af hvordan alting stinker for tiden, smiler jeg bredt, da Clifford hvisker noget til hende, vender sig om og skrider. Han giver mig et rasende blik og forsvinder bag mig mod elevatoren. Jeg låser øjne med Karen, der sukkende lander i en af stolene overfor Chris' hospitalsværelse.

"Han har Phoenix på besøg," informerer hun mig kort, da jeg kommer hen imod hende. Fucks sake, det var det jeg sagde. Jeg har intet held. Nu skal jeg se på både ham og Chris. Begge fyre som jeg har mistet på grund af min egen dumhed.

"Du sendte ham væk," siger jeg konstaterende. Hun griner kort.

"Ja, for nu. Mine børn har ret. Jeg er en taber, som ikke kan stå op for mig selv eller dem," hun kører sine hænder hen over sit ansigt og laver en frustreret lyd. Jeg siger hende ikke imod. Karen ser op på mig med tårefyldte øjne. Det er ærgerligt. Hun er så køn en dame, men det er tydeligt, at alle hendes familieproblemer har kørt hende ned. "Jeg sætter utroligt meget pris på dig og hans venner, som har hjulpet ham, da jeg ikke kunne," hun tørrer hurtigt sine øjne og rejser sig op, "det her er åndssvagt. Jeg har brug for..." Hun ryster på hovedet og forsvinder hurtigt ned ad gangen, før jeg kan stoppe hende. Jeg ser efter hende. Stakkels kvinde. Hun har ødelagt så meget for sig selv og sin familie ved at være på farens side. Det er bare trist, at det ikke er gået op for hende før nu. Med en dyb indånding banker jeg på døren til Chris' hospitalsværelse, før jeg trækker ned i håndtaget og går ind. Phoenix, der sidder og snakker meget fokuseret med Chris, ser op på mig med et så langt fra glad ansigtsudtryk, som det er muligt. Fuck mit liv, han hader mig. Jeg tør ikke engang se på Chris. Bør jeg gøre det? Ja for helvede. Men... Nej, se på ham. Det kan ikke være så slemt, vel? Jeg kigger på ham, og mit hjerte synker i mit bryst, da jeg ser, at han bare sidder og kigger ud ad sit vindue, som om jeg slet ikke er her. Av.