Fearless

12. besøg & varm kakao

"Så Logan bor ikke i Greenvow," siger jeg konstaterende. Chris ryster på hovedet. Vi er alle kørt hen til Logan. Det viser sig, at han bor i vores naboby Grand Springs, hvilket jo også var byen, hvor jeg fandt ham og Chris i den der natklub ting, hvad end det var... Jeg får helt kuldegysninger over traumerne. "Bor han med sine forældre?" Spørger jeg. Jeg sidder på passagersædet, og Chris kører, imens Nash og Phoenix kører i Nash' bil.

"Jep."

"Og de ved, at I er sammen?"

"Vi er ikke sammen," mumler han. Han lyder ikke til at være tilfreds med, at de åbenbart ikke er sammen. Det troede jeg ellers. "Vi bruger bare hinanden."

"Bruger?" Gentager jeg.

"Jeg mangler en til at gøre visse ting, som jeg ikke vil have en person, som jeg ikke stoler på til at gøre, og han... Det er mere friends with benefits," forklarer han og kører ned ad en vej med store huse. Meget store huse. "Vi er bedste venner, og det udviklede sig, men så stoppede det også der."

"I ville være søde sammen," siger jeg og trækker på skuldrene. Chris smiler for sig selv. Han drømmer helt klart om, at det bliver en realitet. "Er han rig?"

"Hans far er advokat," nikker han, "en succesfuld en." Han tager en dyb indånding og ser så på mig. "Hør, det som Tyler sagde--"

"Ikke min business, bare rolig."

"Men jeg vil gerne forklare," han parkerer bilen ved fortovet foran et kæmpe stort hvidt hus.

"Ville du have fortalt mig det, hvis Tyler ikke havde råbt det så højt, at selv englen over mars kunne høre det?" Spørger jeg og spænder mig op. Chris ryster langsomt på hovedet. "Fortæl mig det når du selv føler, at du er klar, og ikke når andre tvinger dig ud i det," jeg giver hans hånd et klem og stiger ud. Nash parkerer lige bagved os. Jeg ser op på huset med smalle øjne. Phoenix kommer ud og stiller sig ved siden af mig. "Hvad siger man til sine forældre, når man er blevet skudt i maven, og ikke rigtig må bevæge sig nogle steder?"

"At man er til en live audition, som rollen 'dum i hovedet for at blive skudt'?" Gætter han på. Jeg smiler, og da både Nash og Chris også er ude, går vi op imod huset. Jeg ser lidt på Nash. Jeg kender ham ikke rigtig. Ja, han hænger ud med os, eller det er nok nærmere mig, der hænger ud med dem, men det er irrelevant. Pointen er, at han ikke snakker særlig meget, og han smiler heller ikke. Jeg har stadig ikke fået ham til at smile til mig, men jeg giver aldrig op. Han må have en eller anden mørk baggrundshistorie, som alle de stille og sure drenge i bøgerne. Måske kom han til at træde på en mariehøne, da han var fire, eller måske pillede han barken af træer, og først senere gik det op for ham, at det var lidt ligesom at pille huden af mennesker. Eller var det mig? Chris banker på hoveddøren og træder lidt tilbage. Der går ikke så længe, så bliver den åbnet af en slank og køn kvinde i en rød cocktailkjole. Hun smiler til Chris og de to andre, og så ser hun på mig. Jeg kan sagtens se, at hun genkender mig, men hun siger ikke noget og lukker os ind.

"Han er i kælderen. Som altid. Tak for at komme på besøg. Barry og jeg skal ud i aften, og vi kan ikke helt lide tanken om, at han er dernede alene," siger hun til drengene. Vi træder ind, og jeg lægger straks mærke til, at her dufter hjemmeligt. Som en kærlig familie. En lille pige på måske 9, kommer løbende imod os og springer lige ind i Chris' arme.

"Hej Meg," smiler Chris og svinger hende rundt. Hun griner og krammer ham.

"Kan du sige til Lo, at mit teselskab savner ham? Han vil ikke lukke mig ind," siger hun trist. Chris sætter hende på jorden igen og giver hende et bredt smil.

"Intet problem," han roder hendes hår og går igennem huset. Jeg skal til at gå med, ligesom Phoenix og Nash gør, efter at Phoenix har givet Meg en highfive, men Logans mor træder ind foran mig. Jeg ser forvirret på hende. Meg, som må være Logans lillesøster, krammer sin mors ben og ser op på mig.