Fearless

46. beskeder & skolens fodboldbane

"Du taber," jubler jeg. Chris sender mig et irriteret blik og kaster alle sine kort i hovedet af mig. Phoenix griner fra sin stol og rækker tunge af Chris.

"Jeg hader jer! Hvordan kan I vinde i fucking uno hver gang?" Han skubber alle kort af sengen og krydser sine arme hen over sit bryst som et lille surt barn. "Det et kortspil om farver, utroligt," mumler han brokkende. Jeg griner og samler alle kortene sammen. "Nash, kan du ikke stjæle en ambulance eller noget og køre mig væk?" Chris ser bedende på Nash, der står ovre ved vinduet og spiller Subway Surfers på min telefon. Alle er blevet afhængige, det er slemt.

"Nope," Nash bander, fordi han sikkert dør, men begynder at spille igen.

"Jeg bliver sindssyg," udbryder Chris med udslåede arme, "helt og fuldstændigt sindssyg," han begraver sit hoved i sine hænder med et suk. "Jeg kan ikke sidde i den her fucking seng i et minut mere, imens kampen derude fortsætter. Jeg føler mig som en havfrue, der ikke kan forlade vandet," udbryder han. Jeg smiler og klapper ham på knæet.

"Du er i det mindste en smuk havfrue, Chrisser," griner jeg. Han skubber surt min hånd væk, men laver hurtigt en grimasse i smerte.

"Fuck," mumler han og tager sig til maven. Vi ser alle sammen bekymret på ham. "Hold op med at se sådan på mig." Han er så sur her for tiden i forhold til, at det er Chris. Jeg kan ikke lide det. Det er ikke fordi, at nogen kan dømme ham for det, fordi han har været igennem noget lort, men det er stadig frustrerende. Jeg savner min søde og nuttede og glade og sjove Chris. Den eneste der kan få ham til at slappe af og være okay, er Logan. Men han er ude efter mad til Chris, som af en eller anden grund virkelig craver en sandwich fra et specielt sted, som tager evigheder at få mad fra, fordi alle vil have mad derfra. Det var i hvert fald den forklaring jeg fik, da jeg spurgte, hvorfor Logan efter en time stadig ikke var tilbage. "Jeg savner din seng," sukker han til Phoenix, der som svar smiler og roder Chris' hår. Chris slår irriteret hans hånd væk. Phoenix ignorerer det. Jeg forstår godt, at Chris har det så svært. Han har så meget energi i kroppen, og at sidde nærmest lænket fast til en seng konstant er noget af det hårdeste for ham. Jeg håber, at han kommer sig hurtigt, så han snart kan være ude herfra.

"Tro mig, det gør jeg også, hver gang du nakker den." Phoenix rejser sig op med støtte fra sin krøkke og vifter med sin telefon i sin frie hånd. "Jeg ringer til Logan for at høre, hvor langt han er." Chris stirrer ud ad vinduet og siger ikke noget. Phoenix sukker kort, lavt og opgivende, men han forlader hospitalsværelset med langsomme skridt. Efter han har kysset min pande. Jeg smiler og ser efter ham, indtil døren lukker bag ham. Så bliver jeg angrebet.

"Okay, spyt ud Summers," Chris ser ivrigt på mig. Selv Nash ser op fra min telefon.

"Om hvad?" Spørger jeg uskyldigt.

"I har haft sex, har I ikke?" Chris vrikker med sine øjenbryn og blinker utallige gange med sine øjne. Jeg ser overrasket på ham og så på Nash, der har et øjenbryn løftet og et "vi ved det" blik.

"Nej."

"Løgneeeeeer," nynner Chris. "Hvad siger du, Nashy? Det lykkedes endelig Phee at få Callie med i sengen." Han smiler skævt til mig.

"Credit til ham," nikker Nash.

"I opfinder bare ting--"

"Kom nu, Cals. Indrøm at du ikke kunne modstå den halv-mexicanske hottie," Chris laver en cirkel med to fingre og stikker pegefingeren på den anden hånd igennem. Jeg slår hans hænder væk med et kort grin.

"Hvordan kunne I gætte det?" Jeg har fat om Chris hænder, giver dem et kort klem og giver så slip på dem.

"Det oser ud af jer begge to, man skal bare kigge ordenligt," Chris trækker på skuldrene, som om han ikke lige har læst mine tanker, som praktisk talt kun har omhandlet, hvad Phoenix og jeg gjorde i går, de sidste par timer.