Fearless

44. dårlig kaffe & en undskyldning

Tak til xOphelialilljax for billedet!!!
"Hej," jeg plopper ned i stolen ved siden af Chris' hospitalsseng. Han har været her i fire dage nu, og jeg tror, at han er ved at blive sindssyg. Uden pis. Han er ikke en person, som kan ligge eller sidde stille i en længere periode. Selvom han er på masser af smertestillende, og han generelt er i smerte, kan jeg se energien i hans krop kæmpe imod udfordringerne. Han har prøvet at rejse sig op og gå rundt på hospitalet, men lægerne flippede fuldstændig på ham og truede med at lænke ham fast til sengen. Efter det var han langt fra i godt humør...

"Fucking klamt," udbryder han og spytter kaffe ned på gulvet. Han lader derefter sin kaffekop lande på gulvet i sit spyt. Jeg holder mit høje suk inde. "Jeg har nu prøvet hver eneste etages kaffe, og de er alle lige fucking klamme."

"Måske er det fordi, at alle etager har den samme slags kaffemaskine," gætter jeg uskyldigt. Chris rynker på næsen og ser underligt på mig.

"Hvad leder dig til at lave den konklusion?" Spørger han. "Jeg lader dig ikke holde mig med selskab bare for, at du kan være klogere end mig." Jeg griner og fisker noget op fra posen, som jeg har stillet ved mine fødder. "Omg, Jesus holy moly christ of all molies, er det hvad jeg tror det er?" Spørger han. Jeg nikker med et skævt smil og rækker ham den varme kakao, som jeg har købt på hans yndlingscafé. "Omg omg omg, du er mit yndlingsmenneske på hele jorden, Callie," hviner han, før han tager en kæmpe slurk. Jeg kan næsten se de store hjerter i hans øjne. "Det er som at være i himlen. Og jeg ved, hvordan det er, fordi jeg døde næsten," smiler han. Jeg synes, at det er for tidligt at joke med, men Chris gør det til højre og til venstre. "Ved du godt, at hvis lægerne ser mig drikke den her, så bliver de knap så glade?" Spørger han.

"Jeg kan da sagtens tage den igen hvis—"

"Nej nej nej, det var der absolut ingen der foreslog," skynder han sig at sige. Jeg smiler bredt og nyder bare hans eksistens. Det lyder klamt, men efter at have overvejet, hvordan jeg skulle kunne leve uden Chris, har jeg nu lært at sætte langt mere pris på ham. Jeg kan slet ikke forestille mig en hverdag, som han ikke er en del af. Jeg ser på den røde ballon, der er bundet fast til bunden af hans seng. Der står #metoofuckerrr på den. "Phoenix synes, at han er sjov," fnyser Chris. "Fordi vi begge er fanget her. Jeg har overvejet at fortælle ham, at hans humor er lige så eksisterende som den nyre, de har taget ud af mig, men det ville være synd for ham," forklarer Chris og tager endnu en slurk kakao. Chris blev skudt i nyren, og til hans (og alle andres) held kan man godt leve med kun en nyre, og det lykkedes dem at fjerne den skadede uden det store bøvl. Han er fandme heldig. Var han blevet skudt bare lidt længere oppe, kunne han være blevet ramt i leveren eller hjertet. Jeg takker Gud og hver mand for, at Laurel er en lorteskytte. En vrede strømmer igennem min krop, men jeg tvinger den væk og ser på Chris med det mest glade ansigt, som jeg kan. Han har ikke brug for negativitet lige nu. Kun positive følelser.

"Du er klar over, at Phoenix blev udskrevet for to dage siden og derfor ikke er fanget her, ikke?" Man ved aldrig om han også lider af hukommelsestab.

"Tjoh, men når først ens sjæl har boet på hospitalet, vil den altid være her, Cal," Chris ryster trist på hovedet, som om han fortæller en dybt tragisk historie. "Hey, kan jeg snakke om noget seriøst i to sekunder?" Som om at snakke om ens nyre, der er blevet skudt, ikke er seriøst.

"Det ved jeg ikke. Kan du?" Griner jeg. Han himler med øjnene og rækker fuck. "Snak løs, Chrisser." Jeg smider mine fødder op på hans seng og læner mig tilbage. Han stiller den varme kakao på bordet ved siden af sin seng og ser op i loftet.

"Min mor har været her hver dag, konstant, og hun har grædt så meget, at jeg ikke forstår, hvordan hun stadig har vand i kroppen. Jeg forstår ikke, hvordan jeg skal aflæse det. Hvor står vi? Fordi far har ikke været her en eneste gang, og det er ham der bestemmer alt i huset," fortæller han. Jeg har erfaret, at Chris elsker at komme til mig med sine problemer, fordi han mener, at jeg er en god lytter. Jeg har dog intet imod at lytte.