Fearless

36. forsvundet & billeder

Tusind tak til xOphelialilljax for billedet!!!
Klokken 02:34 bliver jeg vækket af et telefonopkald. Jeg bander i vrede og smider telefonen ned i enden af min seng, men den bliver ved med at ringe. Hvem tror, at de har ret til at vække mig midt i min skønhedssøvn med en fucking iPhone ringetone, der lyder som en morgenalarm? Jeg tager surt telefonen og sætter mig op med den presset imod mit øre.

"Hvem er du, og hvor bor du, så jeg kan stikke dig ned i hovedet?" Spørger jeg træt og gnider mine øjne.

"Joel er væk," siger en person. Urgh vent hvad?

"Væk?" Spørger jeg forvirret. Det er ikke sådan noget, som man vækker en person klokken 02:34 om natten for at sige. Han er sikkert bare ude i haven for at lede efter muldvarper eller noget. "Hvad mener du med væk?"

"Jeg mener, at han ikke er i huset længere, og at han ikke tager telefonen."

"Det er ret sjovt," siger jeg surt, "det kunne være nemlig være fordi, at han sov."

"Hvor? Hans seng er tom."

"Det ved jeg ikke, måske i hængekøjen i haven eller i toppen af et fucking træ. Pointen er, at jeg ikke gider snakke med dig, når jeg kan sove, så farvel." Jeg skal til at lægge på, men så ser jeg, at det er Austin, som jeg snakker med og sukker. Austin ringer aldrig til mig for hyggens skyld. De eneste tidspunkter, hvor vi snakker sammen, er når der sker noget seriøst, og han ikke har andre valg. Lort. Det er to dage siden kampen ved Phoenix' hus, og jeg har ingen ide om, hvor slemt dem fra Redskulls blev skadet. Jeg har ikke set dem siden. Jeg har praktisk talt levet indenfor, og så har Chris og Nash været her et par gange. Eller jeg har været til Fearless, men ellers har jeg holdt mig i mit hus for at undgå folk som Joel og Austin. Nash har nogle skader, men det er ikke så slemt, som man kunne frygte. Chris har det værre. Hans læbe er flækket, hans ene kind er hævet og blå og lilla, og hans næse er rød og hævet - heldigvis ikke brækket. Hele hans overkrop er også praktisk talt dækket af blå og gule mærker. Han har vist også slået sin læn, fordi han brokker sig hvert tiende sekund over, at han ikke kan sidde ned. Tyson har næsten ingen mærker, men min teori er, at det er fordi, at han er virkelig god til selv at levere dem. Phoenix har nogle skrammer og mærker her og der, og han er øm mange steder, men han nævner det ikke, og han er helt klart ikke den, som det står værst til med. Jeg hader dog, at mine venner har gjort det her imod hinanden. Jeg er også lidt meget sur på Redskulls for at have påført mine drenge så meget smerte. Det betyder dog ikke, at min loyalitet og bekymring for dem er helt væk. "Fint, jeg kommer." Jeg lægger surt på og rejser mig op. Jeg håber ikke, at han tror, at vi er venner eller noget igen. Jeg er sur på dem, fordi de ikke fortalte mig om den kamp, som skete. Dog blev Austin smidt ud ad et vindue, så det er nok ikke kun Chris, som jeg skal have ondt af. Eller, faktisk har jeg ikke ondt af dem. Det er deres egen skyld. Hvis nu de ikke følte, at de skulle slås for at løse deres problemer, ville de alle sammen være okay. Jeg får hurtigt noget tøj på og lister ud fra mit værelse og igennem huset. Joel forsvinder ikke bare. Ikke uden at folk lægger mærke til det, i hvert fald. Han ville kæmpe hårdt imod, så hvor fuck er han? Jeg forlader huset og skynder mig ned mod min bil, før far på en eller anden magisk måde læser min sengs tanker og finder ud af, at jeg har forladt den. Jeg sætter mig ind i bilen og kører hurtigt afsted. Som altid er jeg hurtigt ved Joels hus, og jeg går ind uden at banke på. "Jeg er her, og jeg vil gerne hurtigst muligt hjem, så jeg kan sove," råber jeg igennem huset. Austin kommer humpende inde fra stuen og ud i gangen.

"Hej," han laver en grimasse i smerte. Ligesom Chris har han et smadret ansigt, og det ser også ud til, at resten af hans krop er i smerte. Han må stå med en hånd på væggen for at holde sig oppe, og han ser anspændt ud. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. De andre er her ikke. Jeg vågnede, og så var han bare væk," han klør sin nakke og ser rundt i en smule panik.