Fearless

43. hospitalssenge & familiemedlemmer

Jeg ser op fra min telefon, hvor jeg er meget optaget af at slå min rekord i Subway Surfers. Logan kommer ud fra Phoenix' hospitalsværelse. Jeg har ikke været derinde endnu, men har ladet drengene snakke med ham først. Logan sætter sig ved siden af mig og vrikker med øjenbrynene.

"Loverboy vil gerne snakke med dig," han laver en kyssemund. Jeg skubber til hans pande med min hånd og rejser mig op, imens jeg putter min telefon ned i min baglomme. Jeg er måske en smule nervøs, fordi jeg har ingen ide om, hvor den her samtale kommer til at bevæge sig hen, og jeg er bekymret for ham, fordi hverken Tyson eller Nash har set spor glade ud, når de har forladt hans hospitalsværelse. Det kan måske hænge sammen med hele den situation, som vi generelt er i, og at Nash aldrig ser specielt glad ud, men jeg er alligevel bekymret. Desuden har vi stadig ikke set Chris, og klokken er altså 10:12 dagen efter, at han kom til skade. Nu ved jeg ikke meget om operationer, men han burde være blevet færdig nu, og ingen har fortalt os andet, end at han stadig lever. Indtil videre, i hvert fald. De har ikke lovet os noget. Da vi fik det at vide, var Tyson hurtig til at lave et opkald, Nash tog en dyb indånding og så helt lettet ud, og Logan rejste sig op og forsvandt. Hvorhen aner jeg ikke, men det er heller ikke mit problem. Lige nu er mit problem fyren, som jeg kyssede meget dramatisk i går. Jeg går ind på hospitalsværelset og ser på Phoenix, der halvt ligger og halvt sidder i hospitalssengen og ser ud ad vinduet. Jeg lukker døren bag mig, hvilket får ham til at se hen mod mig. Han smiler ikke, han tager bare en dyb indånding og nikker mod stolen ved siden af hans seng.

"Hvordan har du det?" Spørger jeg. Han skulle heldigvis ikke bruge operation, og jeg tror, at de vil udskrive ham i aften eller i morgen tidlig. Det er der ingen tvivl om, at han er overlykkelig over, fordi han hader at være her. Nash nævnte kort, at Phoenix var en sur og irriteret fucker, før han skred med knyttede næver, efter sit besøg. Jeg smiler roligt til Phoenix. Måske hvis jeg bare forholder mig civilt, så vil han gøre det samme.

"Mit knæ gør ondt," siger han hæst med frustrerede øjne, "men de har givet mig meget smertestillende, så for at være ærlig kan jeg ikke tænke klart lige nu," han tager sit vandglas og tager en stor slurk, før han ser væk.

"Hvad med dit hoved?" jeg ser på alle hans sår fra glaskårene, som lægerne også har fjernet.

"Føles som en standard hovedpine," han ser ud ad vinduet igen. "Logan siger, at I ikke ved noget om Chris," han sluger langsomt. Jeg nikker. Jeg tror, at mine håndflader er svedige.

"Jeg ved, at de har ringet efter hans forældre, men de er ikke mødt op, så vi har ingen kilde til informationer om ham. Det er noget lort," jeg kan seriøst tydeligt mærke den akavede stemning imellem os. Det er slemt.

"Du skulle ikke have ringet efter ambulancer," mumler han, stadig med sit hoved vendt væk fra mig. Jeg spærrer øjnene op.

"Mener du det?" Griner jeg surt. Han trækker på skuldrene. Jeg mærker en vrede spreder sig igennem min krop.

"Nu er vi i deres system, og politiet vil undersøge tingene mere, fordi det er meget sjældent, at folk bliver skudt i Greenvow. Det gør kun alting mere besværg--"

"Så jeg skulle bare have ladet jer dø?" Spørger jeg forfærdet. Han trækker på skuldrene igen. "Hvad fuck er det for en holdning at have? Hvad godt ville det gøre?" Udbryder jeg højt og irriteret. Nash har ret. Phoenix er sur og irriterende, og han ødelægger mit humør endnu mere, end det allerede var ødelagt i forvejen. Tror han, at jeg har tilbragt hele natten og morgenen på hospitalet i bekymring, bare for at han kan sidde her og være utaknemmelig for det.

"Callie--"

"Nej," jeg rejser mig op, "hvis jeg kun er herinde for at du kan sige sådan noget bullshit, så vil jeg hellere sidde ude på gangen, som jeg har gjort i de sidste fucking mange timer, fordi jeg bekymrede mig for dig og Chris, hvilket jeg åbenbart ikke burde have gjort, fordi det er jo langt bedre at være død og--"